Faglærer Michael Busk, bliver hædret for sit engagement, sin faglige stolthed og sin evne til at skabe et trygt og motiverende læringsmiljø for sine elever.

Der er stor glæde på ZBC Roskilde, efter at faglærer Michael Busk fra gourmetslagteruddannelsen i sidste uge blev ringet op af Politiken med beskeden om, at han modtager Politikens Undervisningspris – særpris. I dag modtager Michael Busk prisen ved en ceremoni i Politikens Hus i København.

Særprisen bliver givet til undervisere på erhvervsuddannelser, der har gjort sig særligt positivt bemærket for deres indsats. Michael Busk bliver hædret for sit enestående engagement, sin faglige begejstring og sin evne til at skabe et læringsmiljø, hvor eleverne både trives og udvikler sig. Han bliver beskrevet som en Faglærer med stort F og stort L, der kombinerer høje faglige ambitioner med menneskelig varme og nærvær.

– Det betyder alverden for mig. Det er den største anerkendelse, jeg kan få for det arbejde, jeg lægger i faget og i eleverne. Jeg ser det ikke som et job, men som en passion. Jeg laver det, jeg elsker, og at blive hædret for det er helt utroligt, sagde Michael Busk, faglærer på gourmetslagteruddannelsen på ZBC Roskilde.

Et læringsmiljø med faglig stolthed og fællesskab

Politikens fagpanel uddeler Michael Busk prisen for at skabe et læringsmiljø, der både understøtter et stærkt engagement og et højt læringsudbytte hos eleverne. Han formidler sit fag med energi og stolthed, og hans begejstring smitter af. Samtidig giver han plads til, at eleverne kan eksperimentere, tage ansvar og lære gennem praksis.

– Jeg prøver hele tiden at give eleverne feedback og hjælpe dem til at se, hvad der fungerer, og hvad de kan gøre bedre. De skal mærke, at de bliver dygtigere, og at det er deres egen indsats, der gør forskellen. Det motiverer dem og giver dem selvtillid, sagde Michael Busk.

Hans undervisning er præget af tillid og respekt. Eleverne beskriver ham som en faglærer, der ser dem, som de er, og som skaber et trygt og inspirerende læringsmiljø med plads til både faglighed og fællesskab.

En rollemodel for faget

Politikens faglige panel fremhæver, at Michael Busk ikke bare underviser, men inspirerer. Han brænder for sit fag og har en sjælden evne til at gøre selv komplekse emner konkrete og nærværende.

– Jeg håber, at den her pris kan være med til at sætte fokus på vores fag. Det er fantastisk, at en gourmetslagter kan stå her og få den her form for anerkendelse. Det viser, at der bliver lagt mærke til vores arbejde, og at vores fag også har en vigtig rolle i fremtiden, sagde Michael Busk.

Som en del af prisen modtager han 25.000 kroner. En tredjedel af beløbet skal bruges på projekter på skolen, mens resten kan anvendes frit.

Om Politikens Undervisningspris

Politikens Undervisningspris uddeles årligt for at hylde undervisere, der gør en særlig forskel for deres elever. Der uddeles én hovedpris på 75.000 kroner i hver af de tre kategorier – grundskolen, gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser – samt to særpriser på 25.000 kroner i hver kategori.

Michael Busk modtager særprisen i kategorien erhvervsuddannelser for sin indsats som faglærer på ZBC Roskilde.

– Jeg håber ikke, jeg har nået toppen endnu. Jeg har stadig mange ideer og meget, jeg gerne vil udvikle sammen med eleverne. Det her er en kæmpe motivation til at fortsætte og blive endnu bedre, sagde Michael Busk.

Derfor modtager Michael Busk Politikens Undervisningspris – særpris:
• Skaber et læringsmiljø, der både styrker elevernes engagement og giver et højt læringsudbytte
• Er faglærer med stort F og stort L – og lykkes med at skabe stærke resultater både fagligt og menneskeligt
• Drives af en enorm begejstring og stolthed over sit fag, som smitter af på eleverne
• Formidler komplekse emner på en konkret og nærværende måde
• Understøtter elevernes læring gennem løbende feedback, ansvar og mulighed for at eksperimentere
• Er exceptionelt dygtig til at skabe relationer og et trygt, tillidsfuldt læringsmiljø, hvor eleverne kan være sig selv

 

 

Michael Busk- pressefoto