Tirsdag d. 28. september byder Passagerpulsen i Forbrugerrådet Tænk på en spændende valgdebat på Roskilde Universitetscenter om den kollektive transport, som langt de fleste sjællændere anvender og derfor har en holdning til. Her vil en række lokale politikere blandt andet svare på, hvordan den kollektive transport kan udvikles og gentænkes.

Flere steder i landet oplever massiv trafikal trængsel på vejene. Samtidig kræver klimamålene, at transporten bliver langt grønnere, og den kollektive transport har mistet mange passagerer – både før og under coronanedlukningerne. Det er udfordringer, som må og skal løses både kommunalt og regionalt. I Region Sjælland viser en ny undersøgelse, at kun 42 procent af sjællænderne er tilfredse med den kollektive trafik, hvilket er under landsgennemsnittet.

Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk inviterer derfor i samarbejde med Passagerrådet i Region Sjælland til debat med de lokale kandidater til kommunal- og regionsvalget. Her vil de mest presserende transportspørgsmål blive debatteret af kandidater og sjællændere. Spørgsmål som, hvordan den kollektive transport kan indgå i løsningen på de klimamæssige udfordringer, hvordan den kollektive transport får de passagerer, den har mistet under coronanedlukningen, tilbage, og hvordan vi får bred tilgængelighed til god, kollektiv transport mellem hjem, arbejde, fritid og ærinder, vil blive debatteret.

Skal den kollektive transport være gratis for alle?
Én af kandidaterne, der deltager i debatten, er Allan Tirsgaard fra De Konservative:

“Det er vigtigt, at regionens kollektive infrastruktur forbedres og udvikles. Det skaber fleksibilitet, øger mulighederne for bosætning, og sikrer, at vore unge kan komme frem til uddannelser og vore pendlere kan komme på arbejde,” siger Allan Tirsgaard, og fortsætter:

”Dog bliver vi nødt til at sikre, vi gør tingene på bedst mulig måde, om vi kan gøre det mere simpelt – og gøre det billigere at benytte. Derfor ønsker vi fra Konservativ side en evaluering af, om vi kan fjerne administrationen helt – og om det i det hele taget kan betale sig at opkræve betaling. Jyske kommuner har indført områder, hvor det ikke kan svare sig at opkræve billetter – Kan vi gøre det samme i Region Sjælland på R-nettet?”

En anden paneldeltager er Niels Møller fra Enhedslisten, som udtaler:

”Den kollektive transport er en kerneydelse, som et samfund skal påtage sig. I regionen skal vi sikre os at alle borgere tilbydes, at de kan flytte sig fra a til b inden for en rimelig tidsmæssig horisont. Og det skal ske på en miljømæssig forsvarlig måde. De fossile brændstoffer skal erstattes af grøn el eller grøn (produceret) brint. Derudover skal den kollektive transport være gratis for alle.”

Hvordan den kollektive trafik skal skrues sammen, kommer Allan Tirsgaard og Niels Møller til at debattere med Peter Kjær Hansen (Å), Mette Valentin Pedersen (SF), Finn Andersen (KD), Anne Birgitte Møller Ronex (RV), Joan Kragh (SF), Knud Damsgaard (LA) og Evan Lynnerup Olesen (V) – såvel som de øvrige deltagere i arrangementet.

Vigtige transportbeslutninger træffes lokalt
En ny undersøgelse, foretaget af Norstat Danmark på vegne af Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk, viser, at danskere i overvejende grad gerne vil bruge den kollektive transport oftere, hvis den møder deres behov.
Mange af de beslutninger, der på kort sigt har størst indflydelse på passagerernes oplevelse af den kollektive transport, træffes på lokalt eller regionalt plan.

Derfor er det oplagt at invitere netop borgere og lokalpolitikerne i Region Sjælland med til debat, hvor muligheder og udfordringer kan vendes.

”Der er brug for en væsentlig indsats i den kollektive trafik for at få passagerene tilbage til det antal, der var før corona. Men det stopper ikke der. Der er brug for yderligere tiltag, der kan bidrage til at øge passagerantallet endnu mere – til gavn for både klimaet og sammenhængskraften i vores samfund,” lyder det fra Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk, der fortsætter:

”Vi har lavet undersøgelsen i samarbejde med regionerne og de regionale trafikselskaber, der har haft mulighed for at foreslå relevante spørgsmål til undersøgelsen. Ønsket med undersøgelsen er at bidrage med viden til de beslutninger, dilemmaer og prioriteringer, som trafikselskaber, myndigheder og politikere står med på lokalt og regionalt niveau.”

Passagerernes stemme i den kollektive transport
Passagerpulsen er passagerernes uafhængige og faktabaserede stemme i den kollektive transport. Passagerpulsen er en del af Forbrugerrådet Tænk og kæmper for en god kollektiv transport og mere klima- og miljøvenlig mobilitet.

Passagerpulsen har i løbet af foråret 2021 oprettet passagerråd i alle landets regioner med det formål at styrke passagerernes stemme i den lokale kollektive transport og offentlige debat. Hvert råd mødes 4 gange om året og er vært for en årlig konference. I år laver rådet paneldebatter op til kommunal- og regionsvalget d. 16 november. Passagerråd Sjællands paneldebat er det femte i rækken, og afholdes d. 28. september.

Det er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding.

Hvor:

Roskilde Universitetscenter

Hvornår:

Tirsdag d. 28. september kl. 19 – 21

Allan Tirsgaard. Pressefoto.