Mens nyhedsbrugere i mange andre lande i stigende grad får deres nyheder via sociale techplatforme, er tendensen omvendt i Danmark. De danske nyhedsbrugere foretrækker fortsat de traditionelle nyhedsmedier, som de også har høj grad af tillid til. Det er meget glædelige tendenser, lyder det fra Danske Medier.

Danskernes brug af nyhedsmedier adskiller sig markant fra de internationale tendenser. De danske nyhedsbrugere tilvælger de redigerede medier, og samtidig ses et fald i danskernes brug af sociale techplatforme samt en stærk AI-skepsis. Det er blandt konklusionerne af dette års internationale rapport om nyhedsbrug fra Reuters Institute for the Study of Journalism.

“Det er meget glædelige tendenser. Danskerne er bevidste om, at i en tid med stadig mere misinformation på de sociale techplatforme, er det de publicistiske medier, der er garant for faktabaseret og troværdigt indhold. Det er en vigtig og velfortjent anerkendelse af det arbejde, der bliver lavet på redaktionerne hver eneste dag,” udtaler Danske Mediers administrerende direktør, Dicle Duran Nielsen.

Brugen af sociale medier falder
De traditionelle medier står stærkt hos danskerne, og det er stadig her, at de fleste henter deres nyheder. 57 procent går direkte til en nyhedshjemmeside eller -app, når de vil finde nyheder, og samtidig er brugen af sociale techplatforme til at finde nyheder faldet med seks procentpoints. Det viser den danske del af analysen, som er foretaget af Center for Nyhedsforskning ved Roskilde Universitet.

Udviklingen står i modsætning til især USA, Asien, Latinamerika og dele af Østeuropa, hvor nyhedsbrugerne i stigende grad orienterer sig mod sociale techplatforme på bekostning af de traditionelle nyhedsmedier.

Stærk skepsis over for AI-journalistik
Rapporten har også undersøgt brugen af kunstig intelligens i journalistik, og her er der ligeledes tydelige forskelle på mediebrugerne. I lande som Indien og Thailand er henholdsvis 44 og 39 procent af brugerne trygge ved journalistik, der i overvejende grad er produceret af AI, mens danskerne er langt mere skeptiske. Kun 10 procent af de danske brugere er trygge ved journalistik, der er produceret på denne måde.

Høj grad af tillid til medierne
Når det gælder tilliden til de frie og uafhængige nyhedsmedier ligger Danmark fortsat meget højt sammenlignet med andre lande. Danmark indtager en andenplads i Europa, efter Finland på førstepladsen. Især traditionelle mediebrands sikrer en høj grad af troværdighed hos danskerne.

Den fulde rapport om danskernes brug af nyhedsmedier 2025 udkommer den 19. august 2025.

Hele Reuters’ internationale rapport kan findes her:

Digital News Report 2025 | Reuters Institute for the Study of Journalism

De traditionelle medier står stærkt hos danskerne, og det er stadig her, at de fleste henter deres nyheder, viser nye tal fra Center for Nyhedsforskning ved Roskilde Universitet. Pressefoto