Landets største trafikselskab Movia står overfor den mest omfattende trafikale omlægning, når Copenhagen Sprint finder sted 21.- 22. juni. Hele 83 buslinjer omlægges i 10 sjællandske byer under cykelløbet.
Når det internationale cykelløb Copenhagen Sprint ruller over Sjælland den 21.- 22. juni, gennemfører Movia den største trafikale omlægning i trafikselskabets historie.
Intet mindre end 83 buslinjer i 10 sjællandske byer bliver påvirket, når løbet finder sted:
“Det er en kæmpe udfordring, vi står overfor, men vi har erfaring med store omlægninger, og vi indsætter både guider, der kan hjælpe passagererne videre, og øger trafikinformationen, så selvom det er en stor opgave, så er vi godt forberedt,” siger Stine Sander, der er direktør for kunder og kommunikation i Movia.
Copenhagen Sprint starter ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde og bevæger sig gennem Allerød, Ballerup, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Hillerød, Rødovre, før løbet slutter i København med mål ved Statens Museum for Kunst. Det medfører omfattende ændringer i busdriften, både lokalt og regionalt.
Nogle busser vil blive holdt tilbage i sluser, der kan give forsinkelser, mens enkelte afgange bliver aflyst, og nogle busstoppesteder vil være midlertidigt lukket.
Copenhagen Sprint overgår Tour de France
De store buslinjer – herunder 1A, 2A, 5C, 6A og 250S – bliver også omlagt, og busserne kommer ikke til at kunne stoppe på hhv. Rådhuspladsen i København og ved Nørreport Station i weekenden den 21. -22. juni. Der vil være guider til stede ved Nørreport Station, som står klar til at hjælpe rejsende, hvis der opstår spørgsmål.
“Selvom Tour de France i 2022 var en stor opgave for os, overgår Copenhagen Sprint det i både omfang og kompleksitet. Vi har omlægninger på tværs af hele ti kommuner, og 83 linjer bliver berørt i større eller mindre grad. Vores fokus er selvfølgelig på, at omlægningerne vil kunne mærkes så lidt som muligt for vores passagerer,” siger Stine Sander, direktør for kunder og kommunikation i Movia, der anbefaler passagererne at planlægge deres rejse i god tid og afsætte ekstra rejsetid i den weekend, hvor Copenhagen Sprint finder sted.
Linjer med ændringer:
København:
1A, 2A, 4A, 5C, 6A, 10, 11, 14, 18, 19, 23, 26, 27, 31, 33, 68, 71, 72, 74, 150S, 184, 185, 250S, 250S, 350S, 93N, 97N, 94N.
Busserne stopper ikke ved Nørreport Station og Rådhuspladsen lørdag den 21. og søndag den 22. juni. Der vil være guider til stede på Nørreport Station den 21. juni (kl. 13:00-17:00) og 22. juni (kl. 14:00-18:00) til at hjælpe passagererne.
Allerød:
330R, 336
Ballerup:
142, 143, 144, 145, 156, 350S, 400S
Egedal:
147, 157, 158, 163
Fredensborg:
353, 388, 365R, 370R
Frederikssund:
230R, 311, 312, 313, 315, 316, 318, 320R
Furesø:
310R, 332, 333, 334, 500S
Hillerød:
301, 302, 303, 307, 325, 326, 335, 337, 375R, 380R
Roskilde:
123, 201A, 206, 207, 216, 217, 358, 600S
Rødovre:
12, 132, 161, 166, 200S, 7A, 13, 21, 22
Find mere information under de berørte buslinjer og hold dig orienteret på Rejseplanen.dk
