Dyrenes Beskyttelse oplever flere sager med folk, der holder langt flere dyr, end de magter. De er velmenende, men dyrehoarding går ud over dyrene og presser dyreinternaterne.

Sager med dyreejere, der holder langt flere dyr, end de magter – såkaldte hoardersager – er dybt alvorlige og har store konsekvenser for dyrene. Derfor bekymrer det Dyrenes Beskyttelse, at foreningens beredskab allerede er rykket ud til 27 sager om dyrehoarding i år – mod 31 sager i hele 2023.

– Vi begyndte først at registrere hoardingsager sidste år, men vi ser dem oftere, og vi har tit behov for både politiets og private borgeres hjælp for at få fjernet dyrene, så de kan få et godt liv, siger Yvonne Johansen, Dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse.

Sagerne kan være svære at løse, da hoarderne typisk holder meget af deres dyr. Faktisk ønsker de ofte at redde så mange dyr som muligt. Og de evner sjældent selv at se, at dyrenes forhold er dårlige.

– Vores beredskab møder rigtig mange mennesker, som af forskellige årsager har samlet mange dyr sammen. Det er ofte mennesker uden store sociale netværk og ofte er dyrene det eneste disse mennesker har, og det enormt sårbart at fjerne dem fra hjemmet, selvom det kan være den bedste løsning for dyrene, siger Yvonne Johansen.

En stor opgave for internaterne
Det kræver meget plads at tage imod mange dyr på en gang, særligt hvis der er tale om større dyr som hunde der har brug for hver deres rum. Derudover er dyrene ofte syge og meget dårligt socialiseret, så mange af dyrene kræver intensiv behandling, hvis de skal ud i et nyt hjem.

– Vi ved at disse sager presser vores internater, ikke kun fordi der kommer mange dyr på en gang, men de er ofte i dårlig stand. Vi gør altid alt hvad vi kan for at hjælpe, men vi oplever engang i mellem at dyrene er så dårlige, at vi ikke kan redde dem, og det tager hårdt på alle. Derudover kan det være en udfordring at finde nye hjem til denne type dyr, siger Yvonne Johansen.

Strafferammen skal udnyttes optimalt
Hvis problemet skal løses, så kræver det en indsats fra myndighederne. Det er næsten umuligt at få frakendt retten til at eje dyr i dag. Hvis det endelig sker, så kan dyrene registreres i en andens navn, men stadig bo ved hoarderen. Det er bedre at forebygge og hjælpe borgerne rettidigt, og her har myndighederne et stort ansvar at løfte.

– Vi så gerne at den fulde strafferamme blev brugt, når der er tale om sager, hvor mange dyr har lidt overlast i menneskers varetægt. Derudover så vil vi rigtig gerne have kontakt til de her folk tidligt i forløbet, da vores erfaring siger at det er nemmere at tale dyreejerne til fornuft tidligt i processen. Vores håb er, at vi kan gøre danskerne opmærksomme på problemet, så de ringet til 1812, hvis de oplever noget, der kunne være hoarding af dyr, siger Yvonne Johansen.

Der er netop afsagt dom i en hoardersag fra 2020, hvor et kærestepar sultede hunde til døde, og smed dem i skraldespanden. De resterende hunde blev overdraget til Dyrenes Beskyttelse. Dommen lød på 60 dages betinget fængsel og frakendelse af retten til at have med dyr at gøre i to år.

Dyrenes Beskyttelse betegner en dyrehoarder som en privatperson, som anskaffer sig flere dyr, end vedkommende kan tage sig af. Tit ender opgaven med at vokse personen over hovedet, og det ender med, at dyrene går under elendige forhold. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med at personen lider af samlemani, også kendt som compulsive hoarding.

TRE TING DU SKAL VÆRE OPMÆRKSOM PÅ
Det kan være rigtig svært at opdage, at en person hoarder. Både for myndigheder, dyreværnsorganisationer og privatpersoner. Ofte vil hoarderen nemlig have lukket dyrene inde i sit hjem uden megen kontakt til omverdenen. Derudover vil personen typisk heller ikke selv opfatte situationen som værende problematisk. Her er dog tre tegn, du kan være særligt opmærksom på.

Mange dyr samlet
Hvis en person har ualmindeligt mange dyr samlet under samme tag, kan det være et tegn på, at situationen er ved at løbe løbsk for vedkommende.

Dyrene mistrives
En hoarder vil typisk ikke være i stand til at tage sig af sine dyrs mest basale behov. Derfor vil dyrene ofte være meget tynde, beskidte eller sygdomsramte. I værste fald dør dyrene af sult.

Manglende selvindsigt
En hoarder vil typisk benægte, at vedkommendes dyr mistrives, eller at situationen er ude af kontrol. Personen vil stå fast på, at alle dyr er sunde og raske. Også selvom der er tydelige tegn på det modsatte.

Pressemeddelelse Dyrenes Beskyttelse.