Hjørnet af Søndre Ringvej og Rabalderstræde får et flot og markant byggeri, der byder velkommen til Musicon med butikker og 150-160 nye boliger.

En privat udvikler har i længere tid arbejdet på at skabe et samlet projekt for Musicon Nord på hjørnet af Søndre Ringvej og Rabalderstræde. Nu har Roskilde Kommune sat gang i den planlægning, der skal til for at projektet kan gennemføres.

“Vi er godt i gang med at skabe en kreativ og levende bydel uden sidestykke, men vi mangler virkelig, at vi får budt ordentlig velkommen til Musicon ved Søndre Ringvej. Jeg glæder mig over, at vi får et nyt byggeri, der vil bidrage aktivt til bylivet i Musicon-bydelen med boliger og butikker og en arkitektur, der matcher byggeriets markante placering,” siger borgmester Tomas Breddam.

Området for det nye projekt går langs Ringvejen fra hjørnet af Rabalderstræde hen til og med Circle K. Mod syd dækker det ned til Havsteensvej og medtager altså også Roskilde Festivals hovedkontor.

Festivalen flytter i denne måned midlertidigt ind i Musicons nye erhvervshus, indtil et nyt fælles byggeri til festivalen, Aaben Dans og øvelokaleforeningen Råstof Roskilde står klar.

Udvikleren er i dialog med Kære Børn om deres fremtid i området. Circle K planlægger at blive, men med en ny placering længere ned mod Havsteensvej.

Projektet består af 150-160 nye boliger af varierende størrelser – herunder små boliger til fx unge og enlige, publikumsorienteret serviceerhverv og detailhandel – inklusiv en ny dagligvarebutik ved Søndre Ringvej hen mod Aldi. Der vil komme butikker i stueetagerne både mod Søndre Ringvej og Rabalderstræde.

Parkering – undtagen pladser til dagligvarebutikken og tankstationen – bliver placeret i en parkeringskælder.

I den videre planproces vil der være særligt fokus på at sikre, at byggeriet gives et arkitektonisk udtryk og en kvalitet, som matcher den markante placering og skaber en tydelig sammenhæng med Musiconstien, som forbinder bydelen med Roskilde Station og bymidten

Projektet kræver en ændring af kommuneplanen og en ny lokalplan. Den proces forventes at være færdig omkring årsskiftet 2022-2023. Herefter kan udvikleren søge en byggetilladelse til at sætte selve byggeriet i gang.

Foto: ABW