Cyklistforbundets landsformand og direktør glæder sig over penge til bl.a. nye cykelstier – og ser frem til langt større beløb. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

I december blev der i Aftale om grøn omstilling af vejtransporten afsat 370 millioner kroner til cykelstier langs statsveje og 150 millioner kroner til medfinansiering af cykelprojekter ved kommunale veje. Aftalepartierne er nu enige om at udmønte midler til 20 konkrete cykelprojekter på statsvejene samt at igangsætte puljen til kommunale projekter.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Det er ikke en kraftig investering, det er peanuts, når man sammenligner med investeringer i anden infrastruktur, men det er et godt første skridt.
Ifølge Jens Peter Hansen, landsformand i Cyklistforbundet, er det på tide, at der investeres i flere cykelstier langs statens veje.

“Nogle af de projekter, der får penge, er projekter, hvor borgere har kæmpet for at få en cykelsti i rigtig mange år, måske i 30-40 år. Så det er utrolig glædeligt, at der nu bliver investeret i flere cykelstier langs statsvejene, så færre borgere skal risikere liv og lemmer, hvis de vil tage cyklen,” siger han. Der skal dog mange flere penge til, mener han: “Det er ikke en kraftig investering, det er peanuts, når man sammenligner med investeringer i anden infrastruktur, men det er et godt første skridt.”

Det er al mulig grund til at hejse cykelflaget i dag
Også Cyklistforbundets direktør, Klaus Bondam, glæder sig: “Det er al mulig grund til at hejse cykelflaget i dag. Partierne bag Finanslov 2021 har i den grad – med over en halv milliard til cykelinfrastruktur rundt om i hele Danmark de kommende par år – serveret hors d’oeuvre og sat an til hovedretten: forårets kommende forhandlinger om Aftalen om Grøn Mobilitet. Det er den aftale der skal sikre den reelle grønne omstilling af transportsektoren frem mod 2030. En omstilling som (el)cyklen – og dens sammenhæng med andre transportmidler som tog, bil, bus, metro og letbane – kommer til at spille en hel central rolle i.”

Vi har behov for ny viden
Klaus Bondam fortsætter: “I Cyklistforbundet præsenterede vi i januar 2019 udspillet CYKELLAND NU. I dag er vi kommet et godt skridt videre med realisering af denne vision. Udover al det gode asfalt, der nu bliver lagt ud, så er vi også glade for at der sættes midler af til videns- analyse-, forsknings- og innovationsprojekter; for vi mangler i den grad værkstøjerne til at forstå, hvorfor et stigende antal danskere – ikke mindst børn og unge – vælger cyklen fra i hverdagen. Og hvad der skal til for at vende denne negative udvikling. Asfalt gør meget, men den gør ikke det hele.”