Danskerne er blevet mere opmærksomme på støjgener i hjemmet. Salget af lyddæmpende interiør, der sikrer en bedre akustik og mindre larm bag hjemmets fire vægge er skudt i vejret efter mange måneder med Zoom-opkald på hjemmearbejdspladsen og en generel øget interesse for forbedring af boligen. Hos Garant Roskilde er man overvældet over interessen for især ét produkt. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Foto: Lars Bo Kirk / Garant

I åbne kontorlandskaber og på arbejdspladser er der for længst gjort noget for at reducere støjgener, men i hjemmet er det noget, de færreste har implementeret, og det er på trods af, at det er en af de parametre, der har størst indflydelse på vores sundhed og livskvalitet.

En af årsagerne til at der er meget støj i danske hjem er, at de ofte består af hårde overflader af gips og glas og store, åbne rum. Det er meget populært især i nybyggede huse og lejligheder, og det
bidrager desværre negativt til lydniveau og rumklang.

Stor interesse under corona
Garant Roskilde har i mange år solgt særlige akustikdæmpende gulve, men i efteråret besluttede de
at teste et nyt produkt af – akustikpaneler i bæredygtigt træ. Det har vist sig at være en bragende
succes:

”Vi oplevede, at lige så snart vi satte panelerne op i vores butik, spurgte kunderne til dem, og vi
sælger til alt fra sengegavle og et loft på 80 kvadratmeter til skræddersyede løsninger til butikker og
kontorer. En tommelfingerregel siger, at lyddæmpende materialer skal udgøre 25-35 procent af et
rums gulvareal. Det gør loft- og vægpaneler til en stor fordel, fordi de ikke fylder i rummet som f.eks. møbler. Og så er der ingen tvivl om, at det er prikken over i’et for mange, at panelerne er lavet af træ fra bæredygtige skove og genbrugsplast,” siger Erik Vangsgaard, produktchef hos Garant.

Især populært blandt de yngre
En stor andel af dem, der køber akustikpaneler, er unge mennesker, og det er kommet bag på
Garant: ”Der er selvfølgelig en trend med mere træ og flere ’ægte’ materialer i boligen, men vi kan også se, at de unge tager hurtigere affære – og akustikpaneler som de her er nemme at sætte fast med
en sømpistol eller monteringslim frem for et helt gulv, der jo også er en større udskrivning. Når det
er sagt, er der også mange, som vælger at bruge vores egne montører, som har erfaring med at arbejde elegant uden om vinduer, udluftning og stikkontakter,” forklarer Erik Vangsgaard.

Garant har haft åbne telefoner og alle mand i butikken både i foråret og under den nuværende
nedlukning – hvilket har vist sig at være en god beslutning, da der har været stor efterspørgsel på
både professionelle montører og gardiner, gulve og tæpper.