Kl. 18.05 fik politiet anmeldelse fra en bekymret borger, som have set en bilist køre ad Køgevej gennem viadukten under banen mod krydset i Jernbanegade, hvor bilisten flere gange stødte ind i kanterne på viadukten. Kort efter var bilisten i Jernbanegade ved Roskilde Station, hvor en anden borger havde set, at bilen nu var kørt ned ad rampen som fører til tunellen under togstationen.

Bilisten må have opdaget, at bilen var kommet på gale veje, da bilisten flere gange forsøgte at vende bilen på rampen. Efter at have påkørt siderne til rampen flere gange, opgav bilisten sit forehavende og bakkede op fra rampen. Undervejs røg bilens sidespejl af, og den kørte herefter fra stedet. De måbende borgere kontaktede herefter politiet med oplysninger om bilen. Ingen personer blev ramt i forbindelse med den farlige kørsel.

En patrulje kørte til stedet, men fandt ikke frem til bilen. På de tryghedsskabende kameraer, som er opsat i tunellen, kunne politiet tydeligt se bilen på rampen. Politiet vil nu forsøge at finde frem til bilens ejer, for at få klarlagt, hvem som førte bilen ved episoden, så bilisten kan blive stille til ansvar for de skader og lovovertrædelser han/hun begik på den faretruende tur.

Læs resten af døgnrapporten her. 

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk