Den socialøkonomiske virksomhed Elderlearn matcher sprogstuderende og ældre med hinanden, så de kan mødes til hygge og dansktræning. Corona har dog flere gange spændt ben for projektet, så nu forlænger kommunen samarbejdet. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Foto: Elderlearn

Elderlearn har hjulpet kommunen med både at opspore og matche ældre og sprogstuderende siden starten af sidste år, hvor det nye samarbejde for første gang blev rullet ud: – Jeg synes, det er en god måde at bygge bro mellem ældre og sprogstuderende, der har brug for hjælp til at lære sproget. Mange af vores ældre medborgere har en masse at byde på, som vores sprogstuderende kan lære af. Og de sprogstuderende kan forbedre deres sprog, forståelse af kultur og være godt selskab. Alt i alt et perfekt match, siger Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Ambitionen var at opnå 35 match, men det er kun lykkedes at få 13 match til at mødes. Projektet har skam mødt interesse fra både ældre og sprogstuderende, men grundet coronasmitten har det været svært at lave nye match, eftersom det i perioder ikke har været forsvarligt at besøge hinanden.

En øjenåbner for SOSU-faget
Udover at skabe glæde for den ældre og forbedre sprog og integration hos den studerende, er en anden sidegevinst også, at flere sprogstuderende undervejs får en større interesse for at arbejde med ældre. Det viser erfaringer fra andre kommuner. Det er en bold, Bent Jørgensen, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget, gerne griber: – Det ville da være fornemt, hvis samarbejdet med Elderlearn også blev en mulighed for at rekruttere et par dygtige elever til sundhed- og omsorgsuddannelserne. Men jeg ser også, at Elderlearn kan være med til at fastholde nogle af de nuværende elever, som måske kæmper lidt med sproglige udfordringer, siger han.

Ser frem til at matche videre
Hos Elderlearn er begejstringen over forlængelsen heller ikke til at tage fejl af: – Vi er sindssygt glade for, at Roskilde har lyst til at forlænge samarbejdet. Især i lyset af det her år. Vi glæder os virkelig til at vise, hvor stor en forskel vi kan gøre på et normalt år, hvor vi ikke er begrænsede af virus og restriktioner, siger Andreas Reventlow, der er medstifter af Elderlearn.

I alt vil den to-årige forlængelse af projektet koste kommunen lige under 400.000 kroner. Hovedparten af pengene, 80 %, kommer fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets udviklingspulje, mens det restende beløb tages fra Beskæftigelses- og Socialudvalgets Kultur- og Integrationspulje.