Roskilde Kommune har skruet et nyt forløb sammen, hvor ledige kan fortsætte med dagpenge eller kontanthjælp under grundforløbet til SOSU-uddannelsen. Det fangede Christina Andersens opmærksomhed. I dag er hun SOSU-studerende. Det skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelelse

Pressefoto: Roskilde Kommune

Den ellers positive udvikling i forhold til ledigheden og beskæftigelsen slog en ordentlig kolbøtte, da covid-19 ramte landet med hundrede kilometer i timen i foråret 2020. De mange nye ledige og det stadigt voksende behov for flere medarbejdere på social- og sundhedsområdet, har derfor fået Roskilde Kommune til at bruge nye puljemidler på at rekruttere ledige med interesse for SOSU-uddannelsen. Det sker i tæt samarbejde med jobcentret. Blandt andet satte jobcentret ekstra fokus på de mange jobmuligheder efter uddannelsen, og det vækkede 28-årige Christina Andersens opmærksomhed:

– Jeg er uddannet salgsassistent, men det har været svært for mig at finde arbejde. Derfor fik jeg et vikariat, hvor jeg gjorde rent på Roskilde Sygehus. Der faldt jeg tit i snak med de forskellige patienter, som jeg mødte rundt omkring, og det startede lysten til at arbejde med mennesker. Da jeg så blev ledig igen i foråret, fortalte jeg min sagsbehandler, at jeg overvejede SOSU-uddannelsen. Senere blev jeg kontaktet omkring forløbet, hvor jeg kunne fortsætte på dagpenge, fortæller Christina Andersen, der nu er i gang med grundforløbet på uddannelsen.

Det 20 uger lange uddannelsesforløb kan være en stopklods for nogle af de ældre og mere etablerede elever, hvor en SU ikke altid rækker langt nok til at betale de faste udgifter på hjemmefronten. Derfor har Roskilde Kommune lavet et forløb for ledige omkring 30 år og opefter, hvor de kan fortsætte med at være på dagpenge eller kontanthjælp, imens de tager grundforløbet på SOSU-uddannelsen. Det er Christina Andersen glad for, selvom pengene i hendes tilfælde ikke var helt så afgørende.

– Det har ikke været afgørende for mig, at jeg kan få dagpenge under grundforløbet, men jeg vil sige, det klart er et plus, siger hun.

Udover dagpengene er hun garanteret en elevplads i Roskilde Kommune efter grundforløbet.

To fluer med et smæk
Helt konkret lavede Jobcenter Roskilde en screening efter ledige omkring 30 år og opefter med interesse eller kompetencer inden for social- og sundhedsområdet. Det resulterede i, at hele13 ud af 14 ledige, der blev inviteret til ansættelsessamtale og fik tilbudt en uddannelsesaftale, takkede ja til at starte på grundforløbet.

Det er noget, der glæder Bent Jørgensen, der er formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Roskilde: – Metoden med at screene de ledige er en rigtig god måde til at slå to store fluer med et smæk. De ledige, som i forvejen har interessen for faget, kommer i beskæftigelse, og det kommer borgerne i Roskilde til gavn, siger han.

Det nye forløb er også noget der får stor opbakning af Morten Gjerskov, der er formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget: – Vi har brug for alle gode kræfter til at sikre vores ældre og udsatte, den bedst mulige omsorg. Det her forløb er et rigtig godt tiltag, fordi det sikrer nogle flere dygtige og kvalificerede medarbejdere og rækker ud efter nye typer af medarbejdere, også blandt de mere etablerede grupper, slutter han.