Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/10/02 til 2020/10/13.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

14 sigtet for forsamlingsforbud – Salløvvej, Gadstrup – Roskilde

Kl. 23.43 fik politiet anmeldelse om, at mange biler var samlet til det såkaldte “Striben” arrangement. Mange biler holdt langs Salløvvej vest for T-krydset ved Egegårdsvej i Gadstrup. Da patruljen kom frem kørte mange af bilerne fra stedet, og flere personer stak af fra stedet til fods. Betjentene anslog at der var væsentlig flere personer forsamlet uden for bilerne end de 50 personer, som forsamlingsforbuddet tillader. Det lykkes patruljen at tilbageholde 14 personer mellem 18-32 år, fra flere forskellige byer på Sjælland. De blev alle sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet og kan nu forvente en bøde i sagen. Derudover holdt tre biler parkeret på cykelstien, men der var ingen personer omkring bilerne. Politiet udstedte parkeringsafgifter til de tre ulovligt parkerede biler.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Jyllingecentret, Jyllinge – Roskilde

Kl. 14.03 var der sket et mindre alvorligt færdselsuheld i rundkørslen ved centret. Det viste sig, at en 41-årig mand fra Ølstykke i en varebil var kørt ind i rundkørslen, men pludselig standset, inden han begyndte at bakke. Herunder påkørte han en personbil ført af en 48-årig mand fra København S. Der skete kun mindre materiel skade på de to biler som følge af uheldet. Den 41-årige forsøgte at køre fra stedet, men den 48-årige fulgte efter indtil politiets ankomst til Jyllinge. Da politiet kunne konstatere, at den 41-årige var påvirket af spiritus under kørslen, blev han sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Butikstyveri – Stationscenteret, Roskilde

kl. 07.50 anmeldte en butiksdetektiv, at tre unge mænd fra Greve – to 17-årige og en 16-årig – havde forladt sidste betalingsmulighed uden at betale for de energidrik, de havde i lommerne. De havde alle tre ligeledes været på stedet torsdag, hvor det fremgik af overvågningen, at den 16-årige og den ene af de 17-årige havde lavet samme nummer. Den anden 17-årige havde om torsdagen betalt for sine varer. De sociale myndigheder og de unge mænds værger blev kontaktet i sagen, og butikstyvene bliver præsenteret for en bøde.

Motionsdag udløste snak om færdselsloven – Hyrdehøj Bygade, Roskilde

Kl. 10.22 kørte en patrulje forbi Hyrdehøj-området, hvor nogle skoler i Roskilde afviklede motionsdag – herunder motion på cykel. Det gav anledning til, at patruljerne påtalte nogle af elevernes “hjælpeværktøjer” i form af at samle løbende motionister op, så de kunne køre to personer på en cykel. Politiet fik en snak med eleverne om færdselslovens bestemmelser, men besluttede ikke at sigte nogle for at køre to på en cykel. Dermed viderebringes opfordringen til, at også forældrene får en snak med børnene om, hvordan man gebærder sig i trafikken.

Uro og uorden – Hestetorvet, Roskilde

Kl. 21.27 fik politiet en anmeldelse om, at tre mænd skabte uro og utryghed på en beværtning på Hestetorvet. Politiet kom frem og bortviste en 20-årig mand fra Gadstrup, en 22-årig mand fra Stenløse og en 19-årig mand fra Jyllinge. Kl. 22.10 fik politiet så en anmeldelse om, at der på Roskilde Station var optræk til ballade. Her traf politiet igen den 22-årige mand fra Stenløse, der ikke ville efterkomme politiets anvisninger. Han var beruset og blev anholdt til afrusning i detentionen. Senere på natten blev han igen løsladt, men han vil høre nærmere fra politiet om sin optræden.

Spirituspåvirket mand skabte uro – Roskilde Station, Roskilde

Kl. 07.52 kom et alarmopkald fra nogle utrygge togrejsende, om at en spirituspåvirket mand virkede aggressiv og kastede med øl. Manden havde på et tidspunkt været nede på skinnerne. En patrulje kom frem til stedet, hvor de traf en 39-årig mand uden fast bopæl i Køge, som faldt helt til ro ved politiets ankomst. Han blev anholdt og kørt til undersøgelse på sygehuset, men blev ikke skønnet behandlingskrævende. Den 39-årige blev herefter løsladt og ønskede at tage til et herberg, som kunne sørge for den fornødne omsorg.

Narkokørsel – Svendsvej, Roskilde

Kl. 14.10 standsede politiet en 27-årig mand fra Roskilde i en personbil, som de standsede rutinemæssigt. Den 27-årige var godt kendt af politiet for narkokørsel og narkobesiddelse. Han var tidligere frakendt førerretten i en hastighedssag, men havde generhvervet kørekortet i august. Han blev i starten af oktober sigtet for narkokørsel og var også ved dagens kontrol påvirket af narko, så han blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse. Han blev herefter løsladt og vil senere høre mere fra politiet, når hans sager skal afgøres.

Narkofund – Roskilde

kl. 16.39 var politiet på en adresse i den sydlige del af Roskilde by på baggrund af et tip om narkosalg fra stedet. Ved ransagningen fandt patruljen 12 cannabisplanter. 87,5 gram skunk, en hashklump på 25 gram, lidt hasholie, 3,08 gram amfetamin og tre ulovlig kanonslag. Politiet beslaglagde narko og kanonslag med henblik på konfiskation. Husets beboer, en 45-årig lokal mand, blev anholdt og sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg. Han blev taget med til politistationen til afhøring, hvor han blev løsladt senere på aftenen, da der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør i sagen. Den 45-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Butikstyveri – Stationscentret, Roskilde

Kl. 08.55 anmeldte personalet i Førex, at de havde tilbageholdt en butikstyv, som havde stjålet en Magnum is og en pakke mundbind til en samlet værdi af 52 kr. En patrulje kom frem og traf den mistænkte, en 19-årig mand fra Roskilde, som blev sigtet for butikstyveri. Betjentene visiterede den 19-årige, som blev fundet i besiddelse af 7,7 gram hash, der blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Han blev sigtet for narkobesiddelse, hvorefter han fik lov til at gå. Den 19-årig vil høre senere høre mere i sine sager, når de skal afgøres.

Mand sigtet for blufærdighedskrænkelse – Holbækvej, Roskilde

Kl. 10.19 anmeldte en 35-årig mand fra Roskilde, at han netop havde set en mand, der sad ved busstoppestedet på Holbækvej med bukserne nede og onanerede. Da manden kort efter gik fra stedet fulgte den 35-årige efter, og så at manden gik ind i en opgang. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en spirituspåvirket 46-årig mand fra Roskilde, som blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse. Den 46-årige blev taget med til politistationen til afhøring, hvor han nægtede forholdet. Efter endt sagsbehandling blev den anholdte løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Narkokørsel, narko og slagvåben – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 01.25 standsede en politipatrulje en personbil, som kørte ad Ringstedgade i sydgående retning for at lave en rutinekontrol. Bilen blev standset ved en tanstation, hvor føreren af bilen, en 35-årig mand fra København, viste sig at være påvirket af narko og spiritus. Han blev derfor anholdt og sigtet, da han skulle med politiet for at få taget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Den 35-åriges promille var så høj, at politiet inddrog hans førerret midlertidigt, indtil blodprøven er blevet analyseret, og sagen kan afgøres.
Med som passager i bilen var en 41-årig mand fra København. Han blandede sig i politiets arbejde, og blev ved med at råbe højt trods flere advarsler. Han blev derfor sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen ved i spirituspåvirket tilstand at have en adfærd, der var egnet til at forstyrre den offentlige orden. Han blev visiteret og fundet i besiddelse af et slagvåben i form af en hård kugle i en strømpe, som han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Derudover fandt betjentene en hashjoint i hans jakke. Den 41-årige blev derfor sigtet for narko og våbenbesiddelse.

Politiet mistænkte at den 41-årige kunne opbevare narko på sin opholdsadresse i et kolonihavehus i Roskilde. Politiet ransagede kolonihavehuset under overværelse af den 41-årige. Her blev fundet 1,89 gram kokain, 1,01 gram skunk, 0,10 gram amfetamin, 14 viagrapiller og 3 morfinpiller, som den 41-årige ikke havde en recept på. Han blev derfor sigtet for de nye fund af narko og overtrædelse af lægemiddelloven. De ulovlige genstande blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Herefter blev den 41-årige løsladt, men vil høre mere fra politiet i sine sager.

Mange unge sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbud – Industrivej, Roskilde

Se pressemeddelelse udsendt lørdag formiddag, efter at 180 personer var blevet sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i forbindelse med sammenstimlen på et større parkeringsareal som optakt til muligt kap- og væddeløbskørsel i området.

Tyveri af blandingsbatteri udviklede sig – Vestre Hedevej, Roskilde

Kl. 14.45 anmeldte en 41-årig mandlig ansat på genbrugspladsen, at han havde bemærket en mand stjæle et blandingsbatteri, som manden havde lagt i en trailer tilkoblet den bil, han kørte i. Medarbejderen havde konfronteret manden, der sad i sin bil, med tyveriet, som manden ikke kendte noget til. Derefter tog medarbejderen blandingsbatteriet og stillede sig foran mandens bil for at forhindre ham i at køre fra stedet, men manden accelererede mod medarbejderen, som blev nødt til at flytte sig for at undgå påkørsel, inden manden i sin bil forlod genbrugspladsen. Den ansatte og øvrige vidner på stedet havde noteret sig bilens og trailerens nummerplader, så politiet kunne efterfølgende sigtet en 65-årig mand fra Vanløse for forsøg på grov vold mod den ansatte samt tyveri af blandingsbatteriet til en værdi af 150 kr. Den sigtede vil således høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod ham.

Narkopåvirket skiltetyv – Hyrdehøj Alle, Roskilde

Kl. 20.30 traf politiet en 25-årig mand fra Kirke-Hyllinge, som holdt med bilen i tomgang ved Hyrdehøj Alle. Den 25-årige var påvirket af narko, og blev derfor anholdt, sigtet for narkokørsel og taget med til en blodprøveudtagelse. I bilen fandt patruljen en klump hash på 3,39 gram, som blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Politiet fandt desuden to skilte fra en militær skydebane, som den 25-årige ikke kunne redegøre for. Han blev derfor også sigtet for tyveri. Efter blodprøveudtagelsen blev den 25-årige løsladt, men vil senere høre mere fra politiet i sagerne.

Brand i bil – Parkvænget, Roskilde

Kl. 01.23 kom et alarmopkald om brand i en bil, som holdt parkeret ved Parkvænget ud for nr. 1. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden i bilen havde kraftigt fat, og bilen udbrændte totalt. Brandvæsnet fik slukket ilden, men grundet vindretningen havde ilden spredt sig til en bil, der holdt tæt ved, som fik brandskader på højre side. Ingen personer kom til skade ved branden. Politiet orienterede bilens ejer om branden og undersøgte brandstedet. Det var ikke muligt at fastslå brandårsagen, der nu skal undersøges nærmere. Vidner, som har set personer eller køretøjer omkring Parkvængets parkeringsplads op til branden startede bedes ringe til politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narko og våbenbesiddelse – Hf. Maglehøj, Roskilde

Kl. 15.20 blev en patrulje sendt til en haveforening, da der var kommet en anmeldelse om, at der blev spillet høj musik fra adressen. Da politiet kom frem til adressen, tog de kontakt til beboeren via en åben terrassedør. Her så betjentene at der lå noget hvidt stof på et spejl på sofabordet, og besluttede at ransage stedet. En 51-årig mand fra Roskilde blev fundet i besiddelse af 5,45 gram kokain, og havde en halskniv, som hang om hans hals. Ved ransagningen blev i alt fundet 12,73 gram kokain. Derudover fandt politiet fem ulovlige knive, fire knojern, tre kastestjerner en sabel og flere forskellige slags receptpligtig medicin, som den 51-årige ikke havde recept på.

En narkohund gennemgik efterfølgende huset, men der blev ikke fundet yderligere. Den 51-årige blev sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg, våbenbesiddelse og overtrædelse af Lægemiddelloven. Politiet fandt også et femcifret kontantbeløb, som blev beslaglagt til sagen, da pengene kunne stamme fra narkosalg. En 28-årig mand fra Roskilde blev fundet i besiddelse af en ulovlig springkniv og 1,05 gram kokain. Begge mænd blev anholdt, mens politiet gennemgik stedet. Den 28-årige blev herefter løsladt, men vil høre mere fra politiet i sagen. Den 51-årige blev taget med til politistationen til afhøring, men blev løsladt senere på aftenen, da der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han vil få afgjort sine sager ved et senere retsmøde.

Indbrud i perioden

Gadstrupparken, Gadstrup (2 steder)
Tværtoften, Jyllinge
Rørholm, Himmelev, Roskilde
Strandgårdsvej, Himmelev, Roskilde
Vestergade, Roskilde
Ternevej, Viby Sj.

Foto: ABW