Du kan igen bruge drikkevandet normalt. Det er ikke nødvendigt at lade vandet løbe, inden du bruger det, oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

De seneste prøvesvar på analyser af drikkevandskvaliteten fra Fors A/S viser, at kvaliteten af drikkevandet er tilfredsstillende. Derfor ophæver Roskilde Kommune anbefalingen om at koge drikkevandet – koldt vand direkte fra hanen kan igen bruges til at drikke, lave mad og vaske op.
I de kommende uger vil Fors A/S overvåge vandkvaliteten dagligt.

Fors A/S forsøger at kontakte alle relevante forbrugere via SMS, hjemmeside og sociale medier. Roskilde Kommune opfordrer til at give beskeden videre til naboer og familie – især til de, der ikke bruger digitale medier.

Baggrund
Tirsdag den 1. september anbefalede Roskilde Kommune borgerne og virksomheder i Fors A/S’ forsyningsområde – altså i store dele af kommunen – til at koge drikkevandet.

Det skete efter samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed på baggrund af drikkevandsprøver udtaget på Hornsherredværket, som viste forekomst af enterokokker og coliforme bakterier.

Hele ugen har Fors A/S overvåget vandkvaliteten nøje, og de seneste prøvesvar viser, at drikkevandet fra Fors A/S igen er tilfredsstillende. Derfor har Roskilde Kommune i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet, at det ikke længere er nødvendigt at anbefale borgerne at koge drikkevandet.

Årsag til forureningen
Fors A/S undersøger, hvad årsagen til forureningen er. Den er endnu ikke fundet.

– Hos Fors A/S har vi skærpet fokus på at opspore den mulige årsag til forureningen, så vi undgår lignende situationer. Desværre kan vi endnu ikke sige, hvad den præcise årsag til forureningen har været. Vi kører med et udvidet prøvetagningsprogram af drikkevandet, og det fortsætter vi med, indtil vi i samarbejde med kommunerne vurderer, at vi igen kan følge de almindelige procedurer, fortæller produktionsdirektør i Fors A/S, Henrik Correll.

 

Foto: ABW

Du kan finde detaljer om forløbet på www.fors.dk.