Anlægsgartnervirksomheden Grøn Vækst fortsætter udviklingen og investeringerne i forretningen, hvor kunderne i stigende grad efterspørger grønne, bæredygtige løsninger. Det oplyser de i en pressemeddelelse. 

FOTO: Grøn Væksts to stiftere og direktører, Jakob Kristensen og Thomas Olesen, har positive forventninger til 2020.

“Vi skal dog ikke lægge skjul på, at vi har haft et vanskeligt 2019, hvor en vinter uden sne og frost ramte vores drift og indtjening, så vi kun opnåede halvdelen af vores omsætning inden for vintertjenester forhold til det budgetterede. Og faktisk har vi nu oplevet to grønne vintre i træk. Men det betyder ikke, at vi svækker udviklingen af vores forretning, som står så stærkt som nogen sinde,” siger direktør Thomas Olesen, Grøn Vækst A/S i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets årsregnskab.

Inden for det seneste år har Grøn Vækst samlet sine sjællandske aktiviteter på et nyt hovedkontor på Øde-Hastrupvej i Roskilde. Det har allerede givet en række synergieffekter, at værksteder, maskinpark og medarbejdere samles på ét sted. Herudover har Grøn Vækst åbnet en afdeling i Holstebro, hvorfra de jyske kunder betjenes.

“Vi har i 2020 landet flere store aftaler, så vores kundeportefølje er så stærk som nogensinde. Vi har blandt andet fornyet aftaler med GF Øresund om at sikre bæredygtig pasning af deres grønne områder, ligesom vi indgået aftale med Slots- og Ejendomsstyrelsen om, at vi fortsat passer de grønne arealer omkring Kronborg og Frederiksborg Slot”, siger direktør Jakob Kristensen.

Han tilføjer, at Grøn Vækst også har vundet licitationen på pasning af en del af Egedal Kommunes grønne arealer. Andre opgaver, der er kommet ind i 2020, er vedligeholdelsen af grønne områder for Halsnæs Forsyning og vedligeholdelse af Hillerød Kommunes parker og grønne områder.

“Vi har derfor positive forventninger til 2020, selvom vi kommer ud af 2019 med et lille minus for første gang i virksomhedens historie. Men vores soliditet er god, kunderne holder fast i os og nye kommer til. Så vi fortsætter med at opfylde vores målsætning om, at vi skal opbygge Danmarks førende anlægsgartnervirksomhed inden for grøn pleje og vintertjenester – med en grøn profil,” siger Jakob Kristensen.

Grøn Vækst har offentliggjort sit årsregnskab den 29. august. I 2019 omsatte virksomheden for 130 mio. kr. Se faktaboks.

Grøn Vækst A/S blev stiftet i 2011 af Jakob Kristensen og Thomas Olesen. Virksomheden har hovedkontor i Roskilde og en afdeling i Hostebro. Grøn Vækst har som mål at opbygge Danmarks førende anlægsgartnervirksomhed inden for grøn pleje og vintertjenester gennem samarbejde, faglighed og arbejdsomhed.

Fakta boks – Grøn Vækst A/S

I kr. 1.000

  2019 2018
Omsætning 130.688 124.052
Årets resultat    -1.703     4.169
Egenkapital    10.551   10.754
Soliditetsgrad       23 %       22 %