Nyopført projektejendom med 48 lejligheder solgt over udbudsprisen og fuldt udlejet på 2 uger. Det oplyser EDC Poul Erik Bech i en pressemeddelse.

Roskilde er en af investorernes favoritbyer, og det er en nyopført investeringsejendom på Eriksvej 44 et godt eksempel på. Tempohousing Group har solgt projektbyggeriet til en køber, der ønsker at være anonym. EDC Poul Erik Bech har formidlet salget af ejendommen og stået for udlejningen af de 48 lejligheder, som blev udlejet på kun 14 dage. Lejerne flyttede ind 1. august.

Pressefoto: EDC Poul Erik Bech

Investeringsejendommen på Eriksvej 44 i Roskilde blev solgt fuldt udlejet, og lejerne flyttede ind i de 48 nyopførte lejligheder på hver 49 m2 den 1. august. Der er stor efterspørgsel på boliger i Roskilde, og derfor er byen attraktiv for ejendomsinvesteringer. Det fortæller John Borrisholt, regionsdirektør for Sjælland i EDC Poul Erik Bech: “Eriksvej 44 i Roskilde er en rigtig god investeringsejendom, som vi faktisk har solgt to gange, da hovedentreprenør BNS gik konkurs i 2019, og byggeriet dermed blev forsinket. Nu har vi formidlet salget af ejendommen, der er solgt over udbudsprisen. Samtidigt har vi stået for udlejningen af de 48 lejligheder, der blev udlejet på kun to uger. Vi vidste godt, at der ville være stor efterspørgsel, men det er helt ekstraordinært, at det er gået så hurtigt. Byggeriet rammer altså et stort behov i byen, men også i mange andre byer i Danmark, da vi kan se, at der er stor efterspørgsel på især mindre boliger til både til studerende, singler og ældre.”

“Roskilde er en af landets bedste investeringsbyer, da byen har vækst i befolkningstallet, lavere arbejdsløshed og højere gennemsnitsløn end mange andre byer i landet. Der bor 87.000 borgere i Roskilde, og indbyggertallet forventes at stige med 14,4% frem mod 2045. Derfor vil den fortsatte vækst i befolkningstallet skabe et stadigt stort behov for at udvikle boliger såvel som erhvervsejendomme i byen.”

Tempohousing Groups vej ind på det danske marked.
Tempohousing Group står bag projektbyggeriet i Roskilde og specialiserer sig i at bygge ejendomme af modulsystemer i letbeton og stål. Selskabet har afdelinger i ni lande, og investeringsejendommen i Roskilde er blevet selskabets vej ind på det danske marked: “Vi ville gerne ind på det danske marked, og da vi så grunden i Roskilde, vidste vi, at det var vores vej ind. Derfor investerede vi i grunden, hvor vi nu har opført vores første projektsalg i eget regi. Vi har gjort det, vi er bedst til – vi har bygget en modulbygget kvalitetsejendom, og så har vi samarbejdet med EDC Poul Erik Bech, som på rekordtid har sørget for, at vi kunne sælge ejendommen med lejere,” siger Aaron Grayson Dorseth, bygherre og projektudvikler i Tempohousing Group, og fortæller videre om samarbejdet:

“Vi besluttede for to år siden at samarbejde med EDC Poul Erik Bech, og det har været det helt rette valg, for de holder, hvad de lover. Vi har været overordentligt tilfredse med samarbejdet, og derfor har vi nu fast teamet op med EDC på de forskellige projekter, som vi har i støbeskeen. Vi er nemlig udover ejendommen i Roskilde også i gang med et projektbyggeri med 70 lejligheder i Næstved, og vi er i slutfasen om et andet byggeri med 175 boliger, der også opføres i Næstved. Vi er også i gang med vores første modulbaserede hotelprojekt i København, som jeg desværre ikke kan sige mere om på nuværende tidspunkt.”

48 nyopførte lejligheder.
Den unikke investeringsejendom på Eriksvej 44 i Roskilde har et etageareal på 2.328 m2 og et grundareal på 3.626 m2. Aaron Grayson Dorseth, Tempohousing Group, fortæller om lejlighederne: “Ejendommen består af nybyggede mindre lejligheder på 49 m2 på en meget central beliggenhed i Roskilde. Vi har bygget i tre etager med teglfacader og installeret inventar og hvidevarer af høj kvalitet. Derudover har vi bygget ejendommen, så alle lejligheder har en mindre altan eller have. Vi har skabt en god indretning, der passer til mange forskellige kundetyper. Det er altså langt fra kun lejligheder til studerende.”

John Borrisholt, regionsdirektør for Sjælland i EDC Poul Erik Bech, fortæller om placeringen: “Eriksvej 44 er beliggende i et område, hvor risikoen for tomgang er lav, da det på én og samme tid er tæt på byen og i fredlige omgivelser. Lejlighederne ligger tæt på banegården, og det tager kun 24 minutter i tog til Københavns Hovedbanegård. Roskilde er en uddannelsesby med et rigt og varieret kulturliv, hvor særligt Roskilde Festival, Roskilde Domkirke og Vikingeskibsmuseet årligt tiltrækker tusindvis af turister til byen. Derudover har byen et veludviklet detailhandelsliv, hvor gågademiljøet i Algade og Skomagergade udgør det primære handelsstrøg. Alt i alt er der tale om en flot, central kvalitetsejendom, der henvender sig til mange boligsøgende i Roskilde.”