Transportbranchens specialdesignede truck med indbygget lastbil-simulator besøger i denne uge Roskilde, som en del af et landsdækkende roadshow. Her kan eleverne prøve kræfter med chaufførjobbet og samtidig få viden om mulighederne bag rattet. Roadshowet er en del af kampagnen ”Job i transport”, som 3F og arbejdsgiverorganisationerne ATL (Dansk Industri) og DTL-A (Dansk Erhverv) står bag. Det oplyses i en pressemeddelse.

Pressefoto Roadshowet

Det landsdækkende roadshow har siden april 2016 besøgt folkeskoler, efterskoler, produktionsskoler og erhvervsskoler over hele landet for at give de unge et indblik i transportbranchen. I den uge lægger roadshowet vejen forbi Roskilde, hvor den besøger Absalons Skole d. 26. august og Sct. Jørgens Skole 28. august. Den store Mercedes-truck indeholder blandt andet en simulator, der skal give et realistisk billede af oplevelsen bag rattet i en lastbil. Roadshowet har allerede besøgt over 600 skoler rundt om i landet, og mere end 40.000 elever har haft glæde af den specialdesignede lastbil.

”Vi har virkelig gode erfaringer med at komme ud med trucken. Vi oplever, at eleverne synes, at det er en sjov og spændende måde at få kendskab til en branche på. Ved at eleverne selv får mulighed for at komme indenfor i førerhuset og prøve en tur i lastbilen tager vi dem ud af klasselokalet og giver dem en mere håndgribelig indsigt i jobbet som chauffør. Det kan øge kendskabet til transportbranchen, også for dem som allerede er afklaret med, hvad de skal efter 9.-10.klasse. Vi har nogle skoler, som vi skal besøge for fjerde gang, og køreplanen fortsætter til og med marts 2022, hvor vi stadig har til gode at besøge mere end 120 skoler rundt om i landet,” siger Magnus Købke, der er projektchef i Transportens Udviklingsfond, som sammen med Godstransportens Udviklings- og Uddannelsesfond (GUU) står bag roadshowet.

En anderledes oplevelse.
Baggrunden for roadshowet er, at gennemsnitsalderen i den danske godstransportbranche er høj, så inden for få år vil der opstå mangel på chauffører. Selv om coronakrisen midlertidigt har ændret billedet, har branchen fortsat en langsigtet udfordring med potentiel mangel på arbejdskraft. Derfor har 3F, ATL og DTL-A siden august 2015 kørt image- og rekrutteringskampagnen ”Job i transport”, som roadshowet er en del af.

Ud over at prøve kræfter med den populære lastbilssimulator kan eleverne også få en snak med unge chauffører om deres vej til førerhuset. Chaufførerne svarer på spørgsmål og giver eleverne en førstehåndsberetning om et job i transport. Der er desuden quizzer og øvrig information, som skal være med til at gøre op med fordommene og vise mulighederne i chaufførfaget.

Når den store truck turnerer rundt på skolerne, har den et helt særligt budskab med til de unge piger: Der skal flere kvinder i førersædet. I Danmark er det nemlig kun 2 ud af 100 lastbiler, der føres af en kvinde. Det placerer godstransporten blandt de brancher med færrest kvindelige medarbejdere.

”Hvis vi skal ændre synet på lastbilchauffører, der generelt ses som et ”mandefag”, skal vi starte helt nede i folkeskolen. De unge piger skal se godstransportbranchen som en mulighed. Der er mange myter om, at kvinder ikke kan køre lastbil. Vi ved, at chaufførjobbet er velegnet til kvinder, og at de kvinder, der arbejder inden for godstransport, betegner det som et arbejde, der passer til deres fysik og øvrige liv,” fortæller Kim René Busch, forhandlingssekretær i 3F og formand for de to fonde, der står bag kampagnen Job i Transport.

Fakta: Om “Job i transport”
I regi af Transportens Udviklingsfond og Godstransportens Udviklings- og Uddannelsesfond er 3F og arbejdsgiverorganisationerne ATL og DTL-A gået sammen om kampagnen “Job i transport”, der skal forbedre lastbilchaufførers image og tiltrække flere til branchen. Derudover har kampagnen fokus på at fastholde de nuværende transportarbejdere samt tiltrække ledige og samfundsgrupper, som i dag er underrepræsenteret i branchen. Det gælder f.eks. kvinder og nydanskere.

Se kampagnen på Facebook her.

Statistik for tilgang til vejgodstransportuddannelsen / tal fra Undervisningsministeriet.