Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/07/24 til 2020/08/04.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Ulovlig knallert – Snoldelev Bygade, Gadstrup – Roskilde

Kl.10.24 standsede færdselspolitiet en 56-årig mand fra Albertslund som fører af en lille knallert, som færdselspolitiet mistænkte for at kunne køre hurtigere end tilladt. En kontrolmåling på et rullefelt afslørede dog også, at knallerten var konstruktivt ændret, så den kunne køre 74 km/t mod højst tilladt 30 km/t. Den 56-årige blev sigtet for den konstruktive ændring og kan nu ud over en bøde også se frem til en påstand om en betinget frakendelse af retten til at føre lille knallert.

Humanitær eftersøgning – Gl. Havdrup, Havdrup – Solrød

Kl. 07.08 fik politiet en henvendelse fra pårørende til en 81-årig mand fra Gl. Havdrup, idet han nu var væk fra sin bopæl og ikke var set siden kl. ca. 05.00. De pårørende var bekymrede for hans ve og vil på grund af den savnedes humør og alder, så politiet iværksatte en humanitær eftersøgning. Flere hundepatruljer, helikoptere fra Forsvaret samt dykkere blev tilkaldt til at lede efter den savnede, som frygtedes at have bevæget sig ud i et større, uvejsomt område med bevoksninger og søer/vandhuller ikke så langt fra hans bopæl. Eftersøgningen endte lykkeligt, idet den savnede kl. ca. 14.15 blev fundet i lokalområdet i efter omstændighederne god behold. For en sikkerheds skyld blev en ambulance tilkaldt, så den 81-årige kunne blive kørt til kontrol på skadestuen. De pårørende blev straks underrettet, og politiet har ikke yderligere oplysninger i sagen.

Ukrudtsbrænder startede brand – Solsikkevej, Jyllinge – Roskilde

Kl. 13.47 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre brand i et skur på en privat adresse. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, der havde nået for forrette mindre skader på beklædningen og isoleringen i skuret. Årsagen til branden skal formentlig søges i en 30-årig kvindes brug af en ukrudtsbrænder, som hun kort forinden brandens opståen havde brugt meget tæt på skuret. Politiet har nu optaget rapport om branden for at kunne afgøre, om kvinden har udvist den fornødne forsigtighed i forbindelse med brugen af ukrudtsbrænderen.

Bil påkørte lyssignal – Bymarken, Roskilde

Kl. 22.34 kørte en 18-årig mand fra Glostrup ad Københavnsvej, da han i krydset ved Elisagårdsvej kørte ind i venstresvingsbanen, ramte bilen kantstenen og føreren mistede herredømmet over bilen, som fortsatte frem. Han ramte herunder en anden bil og fortsatte videre ind i et lyssignal ved Bymarken omkring 100 m længere fremme. Ingen personer kom til skade ved uheldet, men lyskrydset gik i sort. Politiet kontaktede el-selskabet, som sendte en reparatør ud. Politiet testede rutinemæssigt føreren for narko og spiritus, som viste negativt resultat. Patruljen registrerede uheldet for at belyse omstændighederne.

Uro og uorden – Hf. Hvilen, Roskilde

På gårsdagens døgnrapport beskrev vi en større politiaktion i haveforeningen Hvilen i Trekroner, hvor i alt otte mænd blev anholdt. Tidligt mandag morgen fik politiet anmeldelse om, at der var netop var ankommet en bil med flere maskerede personer til et kolonihavehus. Politiet kørte hurtigt til stedet, for at afklare mændenes ærinde. Ingen personer var kommet til skade, men en person, som opholdt sig i huset blev dårlig og politiet tilkaldte en ambulance.

Alle de tilstedeværende mænd i alderen 25-32 år fra forskellige stedet på Sjælland blev anholdt for at afklare omstændighederne omkring episoden. Alle mændene blev taget med til afhøring, og der blev foretaget ransagning af hus og de køretøjer, som var på stedet. I en bil fandt politiet et knojern, en peberspray og en mindre mængde narko, som blev sikret. Politiet forsøgte efterfølgende at fastslå, hvem som ejede de ulovlige effekter, men der var ikke grundlag for at sigte nogen af de anholdte i sagen. De blev derfor alle løsladt uden sigtelse. De anholdte ønskede ikke at oplyse til politiet, hvad årsagen var til at mændene dukkede op ved kolonihavehuset. Politiet anser episoden for et internt mellemværende imellem parterne, som politiet ved hurtig indgriben forhindrede udviklede sig.

Narkokørsel – Motelvej – Roskilde

Kl. 20.40 standsede en patrulje en personbil, som lugtede kraftigt af cannabis. Føreren af bilen, en 22-årig mand fra Roskilde blev sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand, og han var anholdt i forbindelse med, at der blev udtaget en blodprøve. Når resultatet af blodprøven foreligger, vil manden få afgjort sin sag.

Knallert påkørte el-skab – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 19.16 kørte en 15-årig ung mand fra Roskilde på knallert ad Københavnsvej mod vest. Ud for nr. 111 kom knallerten af uvisse årsager i slinger, og den 15-årig påkørte et el-skab, som står imellem fortov og cykelsti. Knallertføreren slog sit ben, men slap fra uheldet uden alvorlige skader. Politiet registrerede uheldet og orienterede el-selskabet, som sendte en medarbejder til stedet for at udbedre skaderne på el-skabet.

Uorden i haveforening – Hf. Hvilen, Roskilde

Tidligt mandag morgen kl. 05.24 fik politiet anmeldelse om uorden ved et kolonihavehus i Trekroner. Flere mænd havde indfundet ved huset, og der var optræk til tumult. Politiet sendte flere vogne til stedet, hvor i alt 8 mænd blev anholdt, mens politiet undersøger omstændighederne. Togdriften forbi haveforeningen ved Trekroner Station var kortvarigt indstillet, mens politiet arbejdede på stedet. Politiet ransagede adressen, og afsøgte stedet med hunde. De anholdte mænd blev taget med til politistationen til afhøring, og politiet skal nu have klarlagt baggrunden for episoden. Der er pt. ikke yderligere oplysninger i sagen.

Brandundersøgelse – Sandvejen, Vindinge, Roskilde

Kl. 03.41 fik politiet endnu en anmeldelse om ildebrand på en privat adressen. Der var opstået ild i en garage, så brandvæsnet var rykket ud. Beboerne på stedet var kommet ud af deres bolig og i sikkerhed, mens brandvæsnet begrænsede branden til garagen. Alt inventaret i garagen udbrændte med kraftig røgudvikling til følge. Ingen kom til skade ved branden, hvis årsag politiet skal undersøge nærmere.

Mand på afveje – Langengen, Svogerslev, Roskilde

Kl. 09.42 havde en anmelder fundet en ældre mand liggende på vejen og med bukserne nede om anklerne. Ifølge anmelderen kunne manden ikke tage vare på sig selv eller give sikre oplysninger om egen identitet og gøremål på stedet. Anmelderen havde hjulpet manden indenfor og afventede nu politiet. En patrulje kørte til Svogerslev og fik manden identificeret som en 74-årig mand fra den centrale del af Roskilde. Han blev af politiet kørt hjem til sin bopæl til fornøden omsorg af hustruen.

Tricktyveri – Rørmosen, Roskilde

Kl. 16.22 anmeldte en 79-årig kvinde fra Roskilde, at en fremmed kvinde for få minutter siden havde forladt hendes bopæl, hvorfra der nu var blevet stjålet to ringe og et armbånd i guld. Kl. ca. 16.00 havde kvinden få uanmeldt besøg af en fremmed kvinde af anden etnisk oprindelse end dansk, som dels ville takke hende for hendes væremåde over for andre beboere i opgangen, dels underrette hende om en forestående fest i gårdhaven. Kvinden, der medbragte bagværk, gik sammen med anmelderen ud i køkkenet, hvor de talte sammen. Kvinden foreslog lidt efter, at de kunne gå ud på altanen for at se på gårdhaven. Undervejs herud lukkede og låste den 79-årige hoveddøren, der havde stået åben. Efter et kort ophold på altanen forlod den fremmede kvinde lejligheden, og i den forbindelse bemærkede den 79-årige, at hoveddøren ikke var lukket, men stod på klem. Efterfølgende opdagede hun tyveriet af smykkerne, der var opbevaret i soveværelset. En patrulje ledte forgæves efter den fremmede kvinde i området og afhørte efterfølgende den 79-årige om hændelsesforløbet. Politiet har p.t. ikke yderligere beskrivelse af den fremmede kvinde, der måske kan mistænkes for at have været i ledtog med en anden person, der ubemærket kan være kommet ind i lejligheden og stjålet smykkerne.

Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området tirsdag eftermiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Musik til ulempe – Sankt Clara Vej, Roskilde

Kl. 01.12 fik politiet en anmeldelse om musik til ulempe fra personer, der opholdt sig i Byparken. En patrulje kørte til stedet, hvor politiet kl. 01.20 kunne konstatere, at der var helt stille. Heller ikke lytten fra området omkring anmelderens bopæl i nærområdet bragte nogen klarhed over, hvorfra den høje musik måtte være kommet. Også omkring anmelderens bopæl var der helt stille, så politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.

Forkert persongalleri i sag om røverisk overfald og tyveri – Vindeboder, Roskilde

I forbindelse med omtale af et røveri ved Vindeboder, Roskilde, på døgnrapporten udsendt mandag var der desværre indsneget sig en fejl med hensyn til de personer, der kunne knyttes til sagen.
Politiet omtalte, at en 16-årige pige fra Borup var offer for det røveriske overfald, men hun var reelt offer i en sag samme sted om tyveri af sine airpods, som var blevet stjålet i forbindelse med hendes ophold sammen med mange unge i festligt lag ved nogle bord-/bænkesæt på Vindeboder. Hun var således ikke offer for overfaldet, som reelt gik ud over en 19-årig mand fra Kirke-Såby.
Fredag aften havde der i området ved Vindeboder været forsamlet mange unge med indbyrdes relationer. De havde hygget sig og herunder indtaget alkohol, indtil nogle få personer blev uenige. Parterne i denne uenighed var de senere anholdte drenge på 15 og 16 år fra Roskilde, der var blevet uenige med en 19-årig mand fra Kirke-Såby, og som de i forvejen kendte. Uenigheden udmøntede sig i et overfald på den 19-årige med diverse slag og spark som tidligere beskrevet. Mellem parterne havde der også været en tvist omkring nogle kontanter, som de to anholdte drenge var i besiddelse af ved anholdelsen, som en mulig udløber af oplysninger om hashsalg i området. Politiet forsøger nu at få klarlagt hændelsesforløbet og rollefordelingen i forbindelse med overfaldet på den 19-årige, herunder om der kan være tale om et røverisk overfald eller ej samt motivet til overfaldet.
Politiet beklager den indledende omtale af sagen med et forkert persongalleri.

Varetægtsfængsling – Trussel på livet / våbenlovgivningen – Parkvej, Roskilde

Kl. 19.46 anmeldte en 53-årig kvinde fra Roskilde, at hun kort forinden var blevet truet på livet af en tidligere, mandlig bekendt. Han var troppet på hendes adresse, hvor han både verbalt og ved fremvisning af et skydevåben havde truet hende på livet. Bagefter var han gået fra stedet, så de tilkaldte patruljer traf ham på Møllehusvej, hvor en 59-årig mand fra Roskilde gik med et jagtgevær i et etui. Han blev uden dramatik anholdt og sigtet for trusler på livet over for kvinden. Ved et grundlovsforhør lørdag blev den 59-årige fremstillet og efterfølgende varetægtsfængslet foreløbig til den 20. august 2020.

Butikstyveri – Hyrdehøj Alle, Roskilde

Kl. 20.59 havde en 29-årig kvinde fra Roskilde været i supermarkedet Kvickly, hvor hun havde lagt noget tøj til en værdi af 250 kr. ned i en medbragt taske. Da gik gennem kassen, undlod hun at betale for varerne. Hun nægtede at vise indholdet i sin taske og truede med vold mod personalet, såfremt hun ikke fik lov at gå. Til sidst efterlod hun sin taske med de stjålne varer og løb fra stedet. Politiet undersøgte tasken og fik derved identificeret kvinden, som politi kl. ca. 22.40 traf gående på Fælledvej. Hun blev derfor anholdt og sigtet for tyveriet af tøjet, inden hun tidligt på natten blev løsladt efter endt efterforskning af sagen. Hun vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen mod hende skal afgøres.

Røveri mod person – Vindeboder, Roskilde

Kl. 23.00 fik politiet en anmeldelse om, at en 16-årig pige fra Borup var blevet overfaldet af to drenge, der havde slået og sparket hende samt truet hende til at udlevere nogle kontanter. Den 16-årige pige var efterfølgende løbet fra stedet, men blevet indhentet af overfaldsdrengene, der igen tildelte flere slag. Politiet ledte med flere patruljer efter de to drenge, som kl. 23.45 blev anholdt i Skomagergade, hvor de gik sammen med flere andre unge. Der var tale om to drenge på 15 og 16 år fra Roskilde, hvoraf den ene var i besiddelse af kontanter svarende til det beløb, som var blevet røvet fra offeret tidligere på aftenen. De to anholdte blev medtaget til politistationen, hvor de i overværelse af de sociale myndigheder blev afhørt til sagen, inden de efter endt efterforskning blev løsladt tidligt lørdag morgen. De to sigtede vil senere høre nærmere fra politiet, når deres sag skal afgøres.

Varetægtsfængsling – Brand i lejlighed – Vestergade, Roskilde

Kl. 06.56 søndag morgen hørte en kvindelige beboer en brandalarm gå i gang i beboelsesejendommen. Da hun kiggede ud i opgangen, så hun kraftig røgudvikling fra en lejlighed i opgangen. Den mandlige beboer var kommet ud, da anmelderen slog alarm til brandvæsnet og politiet. Ejendommen blev evakueret af sikkerhedsmæssige årsager, medens brandvæsnet undersøgte den røgfyldte opgang og den pågældende lejlighed. Den brændende lejligheds beboer – en 62-årig mand fra Roskilde – blev bragt til skadestuen i Holbæk til kontrol for eventuel røgforgiftning, men var sluppet uskadt fra branden. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, men lejligheden var dog blevet røg- og sodskadet, så den var ubeboelig. I forbindelse med brandslukningsarbejdet opdagede brandvæsnet noget mistænkeligt, som ved politiets efterfølgende undersøgelse tydede på, at den 62-årige kunne mistænkes for at have antændt nogle stole i et rum i lejligheden. Den 62-årige blev derfor anholdt, sigtet for brandstiftelse og fremstillet i grundlovsforhør kl. 14.00 i Retten i Holbæk, hvor dommeren besluttede at varetægtsfængsle den 62-årige foreløbigt til den 20. august 2020.

Færdselsuheld – Gartnervang / Køgevej, Roskilde

Kl. 17.32 rykkede politiet igen ud til et færdselsuheld, idet en bilist og en cyklist var stødt sammen. Det viste sig, at en 21-årig mand fra Greve var kørt ad Gartnervang mod vest og ville fortsætte videre ud på Køgevej. Efter fremkørsel over vigelinjen påkørte han en 24-årig mand fra Roskilde, der på cykel kørte ad Køgevej mod nord. Der skete kun lettere materiel skade ved uheldet, som cyklisten slap fra med diverse knubs. Den 21-årige bilist kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

Indbrud i Perioden

Sydtoften, Jyllinge
Kløvervej, Jyllinge
Fiskebækvej, KøgeBaldersvej, RoskildeMaglemosevej, RingstedKærager, GreveRøsnæsvej, KalundborgHovgårdsparken, GreveNakskovvej, Veddelev, Roskilde
Ro’s Have, Roskilde
Knud Den Stores Vej, Roskilde
Hedeboparken, Roskilde