Mange fjordlandske attraktioner jubler efter en sommer med flere danske besøgende end nogensinde. Det oplyser VisitFjordlandet i en pressemeddelse.

Mange museer og turistattraktioner havde sommerfugle i maven da sommersæsonen blev skudt i gang set i lyset af Corona. Men mange steder har besøgstallene overgået alle forventninger, for danskerne strømmede til Fjordlandet i sommerferien.

Med en kombination af et historisk dårligt vejr i juli, halv pris på indgangsbilletter til museer og mange danskere der holdte ferie hjemme, så har mange museer og turistattraktioner oplevet en rekordsommer i forhold til besøgende.

Pressefoto. Kongehallen, Sagnlandet Lejre.

Især Sagnlandet Lejre har oplevet stor fremgang. Arkæolog og kommunikationschef i Sagnlandet, Tania Lousdal Jensen, fortæller: ”Med en kombination af masser af udendørs plads, den nye Kongehal som det store trækplaster samt en halvering af billetprisen, har juli måned slået alle rekorder med et besøgstal på omkring de 47.000. Det er fire gange så mange gæster på en måned som vi havde sidste år, på samme tidspunkt. ”

Også Willumsens Museum i Frederikssund har opnået en fordobling af besøgstallet i forhold til sidste år med 3671 gæster i julimåned i år.

Aktører uden for museumsverden har også kunnet mærke den store interesse for Fjordlands-området, hvor især de mange udendørsaktiviteter har tiltrukket danskerne og hvor der har været spillerum til at teste nye oplevelser af. Projektchef i VisitFjordlandet, Thomas Mahler fortæller: ”Vi har haft rigtig meget trafik på vores hjemmeside og nyhedsbreve og især de sider med vandreture, cykelture og udeaktiviteter. Coronakrisen har utvivlsomt fået flere danskere til at tage mere ud i naturen, og samme tilbagemelding har vi fået fra mange af vores turistaktører som arbejder med outdoor-oplevelser.
Denne sommer har vi også haft mulighed for at teste en række oplevelsesprodukter fx kulinariske pop-up arrangementer med kendte kokke på Kulhuse Kro, fisketure fra Frederikssund Havn med M/S Hanne Berit og guidede kajakture fra forskellige locations i Fjordlandet. Vi har fået et godt vidensgrundlag og nogle erfaringer, som vi kan tage med os videre til sæson 2021, hvor vi kommer til sætte yderlige skub på pop-up oplevelser inden for outdooraktiviteter og lokale fødevarer i Fjordlandet.”

En af de lokale aktører der har mærket travlheden er Birger Elmedal fra Fjordlandet Outdoor, som både har haft guidede kajakture fra Frederikssund Havn og fra Møllekrogen. Han fortæller: “Jeg har haft en fantastisk sommer, der har været en helt vild stor efterspørgsel efter at leje mine kajakker denne sommer ligesom jeg også har haft rigtig mange danske gæster med på guidede tur på fjorden.”

Savner de udenlandske turister.
Men for nogle museer, kan de mange danske besøgende ikke opveje, at de internationale turister er udeblevet. På Vikingeskibsmuseet i Roskilde har de også oplevet mere end en fordobling i forhold til danske gæster, men det har ikke kunnet gøre op med manglen på de udenlandske gæster.

”Vi har haft mere end dobbelt så mange danske besøgende i juli måned, og det er vi rigtig glade for. Men selvom vi ser mange flere danske gæster, kan det ikke opveje det store tab, vi har på antallet af udenlandske gæster. Det betyder, at vi samlet set i løbet af året kommer ud med et meget lavere besøgstal, formentlig en tredjedel af det besøgstal, vi normalt har på hele året”, siger Rikke Johansen, Kommunikations- og marketingansvarlig for Vikingeskibsmuseet.