Efter tre måneders nedlukning genåbner Roskilde Teater – som et af de første teatre i Danmark – med en intim, varm hyldest til kunsten og til livet. Oplev masser af god jazzmusik på Kunstsmedjen.

Pressefoto Driving Miles

Formand for Roskilde Teater, Lars Olsen er en glad, men også eftertænksom og fattet mand. Kulturministeriets retningslinjer for genåbning af teatre med siddende publikum er blevet studeret nøje, og der er i Roskilde Teaters bestyrelse lagt detaljerede planer for, hvorledes teaterforeningen på forsvarlig måde kan afvikle teaterforestillinger i de kommende uger.

Lars Olsen udtaler: ”Publikums sikkerhed er vores højeste prioritet. Publikum skal kunne føle sig trygge, når de besøger Roskilde Teater. Vi starter forsigtigt op med denne lille, intime forestilling, som samtidig med sit budskab om kunstens betydning og venskab på tværs af grænser er den helt rigtige måde at minde os alle om, hvor meget vi i de forløbne tre måneder har savnet mødet med den levende kunst.”

I DRIVING MILES fortæller skrothandleren Steiner historien om chaufføren fra Molde i Norge – Svein Åge, der kører Miles rundt til koncerter i hele Europa. Og de fire jazzmusikere og skuespilleren folder det hele ud på scenen.

Henning Mankell – den verdensberømte forfatter til Wallanderbøgerne – har skrevet den næsten H.C. Andersen‘ske historie, der bygger på virkelige begivenheder, om mødet mellem jazzlegenden Miles Davis og chaufføren Svein Åge Johansen, der lærer hinanden at kende under jazzfestivalen i Molde og bliver venner for livet.

Miles kommer til Molde Lufthavn, hvor han bliver hentet af en limousine med chaufføren Svein Åge bag rattet. “Do you know who I am?” spørger Miles Davis. “Yes” svarer Svein Åge. “Do you like my music?” spørger Miles. Kort og kontant svarer limousinechaufføren “No”. Miles har truffet et menneske, som hverken lyver, lefler eller smigrer. Næste gang Miles kommer til Norge kræver han, at Svein Åge som sin chauffør, og som kilometertælleren kører derudaf udvikles et livslangt venskab.

Henning Mankell lader historien kredse omkring Svein Åges opdigtede ven skrothandleren Steinar og dennes møde med Miles’ musik ved en legendarisk koncert i Montreux i 1989, der nærmest bliver en åbenbaring for ham og ændrer hans indstilling til livet. Derved bliver forestillingen til en fortælling om det lykkelige møde mellem “den jævne mand” og kunsten. Et klassisk motiv. Og samtidig en poetisk, dybt personlig og nuanceret hyldest til kunsten og musikken.

Billetter købes på www.roskildeteater.dk.

Spillested: Kunstsmedjen, Bagtæppet 8, Musicon, 4000 Roskilde
Tidspunkt: søndag 14. maj 2020, kl. 19.30
Skuespiller: Hans Henrik Clemensen
Instruktør: Vigga Bro
Oversat af Anna Bro
Scenograf: Gitte Kath
Orkester: Anders Malta (trompet), Zier Romme Larsen (piano), Cornelia Nilsson (trommer) og Rune Fog-Nielsen (bas)
Varighed: 1 time 20 minutter (ingen pause)
Producent: Parkteatret

Link til teatret: https://www.parkteatret.dk/