Roskilde Domkirkes første højmesse efter genåbningen er kl. 10 Kristi Himmelfartsdag, d. 21 maj 2020, med biskop Peter Fischer-Møller som prædikant. Som sædvanligt åbnes denne dag for adgang kl. 9.30, men kun fra Sdr. Våbenhus og med udgang kun gennem Nordre Våbenhus. Det oplyser de i deres seneste nyhedsbrev.

Samme dag er der gudstjeneste i Domkirken kl. 17 ved sognepræst Ane LaBranche.

Domkirken skal lige som alle andre følge Sundhedsstyrelsen generelle retningslinjer om hygiejne og afstand – og i den første del af Danmarks fase-to-åbning vil der kunne være restriktioner i kirkerummet, som gælder antallet af kirkegængere, placering på kirkebænkene og -rummet og afviklingen af gudstjenesterne.

Der vil i f.eks. den første tid ikke være altergang ved højmessen. De ugentlige andagter, onsdag og fredag kl. 12 – første gang onsdag d. 20/5 – holdes som sædvanligt, men i hovedskibet. De nærmere retningslinjer og eventuelle yderligere restriktioner meldes ud, så snart Domkirken har modtaget instruks fra Kirkeministeriet – men det er Domkirkens opfattelse, at der vil blive plads til menigheden.

Fra tirsdag d. 19/5 vil Domkirken være åben for kirke- og andagtsøgende på hverdage og lørdage i tidsrummet kl. 10-14 – et tidsrum der kan være reduceret ved bisættelser og andre kirkelige handlinger (fremgår af hjemmeside og opslagstavle). Der vil ikke være salg af bøger og andre materialer i våbenhuset. Turistbesøg forberedes til at kunne finde sted fra d. 8/6, hvis myndighederne tillader det.

Domkirken, menighedsråd og personale glæder sig til at kunne åbne under disse særlige omstændigheder og gør alt for at sikre en tryg kirkegang med håndsprit, grundig rengøring, afstand, der rummer plads til salmesang og sund fornuft, hvor vi passer på hinanden og os selv. 

Foto: Jesper Thode Larsen, Byportalerne.dk