Jo, jo – den er go’ nok! Det er dén der! Sådan starter Persillepigen med at sige om hampplanten der står på disken. Helt uskyldig, fin og frisk. Ja, man må sige at damen ikke er bleg for at have særlige nyheder til sine kunder – og det er jo lige det, man er så vild med. 

For der er altid en eller anden overraskelse mellem varerne; et parti æbler fra lokalområdet, eller en helt særlig eksotisk frugt, som bare lige skal prøves af. Persillepigen er ikke bange for at prøve noget nyt, og hun har en energisk, sprudlende tilgang til tingene. Hun er sådan én, der blander persille i en blomsterbuket, og nogenlunde sådan gik det til, at hun blev til Persillepigen.

”Et æble om dagen holder doktoren væk”, men der er så mange andre måder at få nok frugt og grønt på i hverdagen. Savner man inspiration, finder man det nemt hos Persillepigen. Man genopdager grøntsager, når man kan dufte og mærke dem, og så er det bare nemmere at købe stykvis eller små bundter af det, man får lyst til at smage, fremfor at købe grønt i færdigpakkede 2-kilos poser.

Dit Roskilde var på besøg og fik taget disse stemningsbilleder – og selvfølgelig også gode sager med i poserne og en velduftende buket. Se bare med her eller kig forbi den fantastiske dame på Stændertorvet 2. Du kan slet ikke undgå at se hende.

Du kan følge med på hendes Facebook her eller læse mere på Dit Roskilde’s partnerside her.