Domkirken er ligesom alle andre kirker lukket, men Domkirkens præster står stadig til rådighed for samtaler, ligesom man dagligt kan høre eller læse ”Dagens ord til trøst og opmuntring” . Det oplyses i nyhedsbrevet fra Roskilde Domsogn.

Du kan tale med en præst.
Domkirkens præster står også til rådighed for samtaler under corona epidemien. Selvom vi skal begrænse personlig kontakt så meget som muligt, kan det på anden måde lade sig gøre at få en samtale med præsterne, hvis man ønsker det. Det kan ske telefonisk, på skype eller mail. Find kontaktoplysninger her.

Dagens ord til trøst og opmuntring.
Besøg Roskilde Domkirken på Facebook og få “Dagens ord til trøst og opmuntring” ved Domkirkens præster hver dag.

Andre muligheder. Chat anonymt med en præst.
I disse dage kan sognepræsterne til tider have travlt med at håndtere panikopkald om status på kommende konfirmationer, dåb, vielser og så videre. Så hvis du ikke kan komme igennem med det samme på telefonen, eller hvis du har det bedst med at tale med en præst anonymt, så kan du benytte chatten Sjælesorg på Nettet. Der sidder ekstra præster klar til at chatte alle dage mellem kl. 10.00-22.00.

Radiogudstjeneste live.
DR sender de kommende søndage live fra en særgudstjeneste i Københavns Domkirke, som er lukket for offentligheden. Det er fra kl. 10.03 på radiokanalen P1. Lyt og læs mere om gudstjenester i DR’s programoversigt.

Folkekirken på DR.
Fra mandag til lørdag kan man som altid høre 20 minutters morgenandagt, som sendes direkte på DR’s radiokanal P2, mens man om søndagen på tv-kanalen DR 2 kan se en båndet gudstjeneste fra en af landets kirker med vært Anders Laugesen og en gæst.