Tilsynene på plejecentrene i Roskilde Kommune altid har været overvejende gode, men det er alligevel første gang, at årets uanmeldte tilsyn resulterer i bedømmelsen “meget tilfredsstillende” hele vejen rundt. Det skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelse.

For første gang de seneste fire år har samtlige ni kommunale, to private plejecentre og hjemmeplejen fået bedømmelsen “meget tilfredsstillende”. Alle lige bortset fra en. Den blev vurderet “særdeles tilfredsstillende”: – Jeg er rigtig glad for at læse, hvor flot vi er bedømt alle steder. Det er både på plejecentrene, i hjemmeplejen og vores team, der arbejder med hjælp-til-selvhjælp. Det er første gang de seneste fire år, og ledere og medarbejdere fortjener stor ros, siger en glad udvalgsformand for Sundheds- og omsorgsudvalget, Morten Gjerskov.

Svingende bedømmelser.
Roskilde Kommune fører hvert år et uanmeldt tilsyn med alle plejecentre i kommunen, ligesom der også er tilsyn i hjemmeplejen. Det er et eksternt firma, der foretager tilsynene. De seneste fire år har bedømmelserne varieret, men kun et enkelt plejecenter oplevede bedømmelsen “mindre tilfredsstillende”: – Det er borgernes hjem vi er i, uanset om vi er på plejecentrene eller kommer ud i hjemmene gennem hjemmeplejen. Både vores pleje og vores omsorg for borgerne skal være god og helst rigtig god. Ellers sætter vi ind, og nogle gang kræver det et langt sejt træk, forklarer Morten Gjerskov.

Toftehøjens positive udvikling.
Et af de plejecentre, som har udviklet sig meget positivt over de seneste fire år, er Toftehøjen i Viby Sjælland. Teresa Marie Helms Pedersen kom til som centerleder på Toftehøjen i starten af 2017 og havde en klar opgave. Skuden og stemningen skulle vendes: – Det er svært at være rummelig og udvise omsorg, hvis man ikke selv er tilfreds med sit job. Derfor har jeg sammen med mine afdelingsledere arbejdet rigtig meget med medarbejderne, så de igen kunne blive glade for at gå på arbejde, have reel indflydelse på hverdagen og opleve, at vi som ledere har tillid til dem. Det synes jeg, vi er nået langt med, og jeg er sikker på, at både borgere og pårørende kan mærke det, siger Teresa Marie Helms Pedersen.

Trekroner i top.
Plejecenter Trekroner er til gengæld et af de plejecentre, der har klaret sig rigtig godt. De seneste tre år har Trekroner fået resultatet “Særdeles tilfredsstillende”. I 2016 fil stedet bedømmelsen “Meget tilfredsstillende”.

FAKTA.
Det statsautoriserede revisionsaktieselskab BDO har de seneste fire år (fra 2016-2019) gennemført de kommunale tilsyn. Selskabet har erfaringer med tilsynsbesøg fra flere kommuner.
Tilsynene er blandt andet gennemført på baggrund af observationer og interviews med beboere og personale.
Et tilsynsbesøg bedømmes efter kategorierne: Særdeles tilfredsstillende, meget tilfredsstillende, tilfredsstillende, mindre tilfredsstillende og ikke tilfredsstillende.
De samlede tilsynsrapporter kan ses på roskilde.dk/uanmeldtetilsyn

Tilsynet bedømmer plejecentret på fem temaer fra 1-5, hvor 5 er den bedste og udtryk for “Særdeles tilfredsstillende”. Figurens størrelse er et udtryk for kvaliteten målt på de valgte temaer og indikatorer. Jo større figur, jo højere kvalitet. Figuren viser Toftehøjens bedømmelse fra 2019. På temaet dokumentation opnår Toftehøjen “kun” 4. Det skyldes implementeringen af det nye dokumentationssystem, Nexus. Det er en udfordring hele ældreområdet deler og som er typisk ved implementering af nye systemer.