Christian Lemmerz, der er kendt for en til tider dyster og provokerende stil, skal skabe et stort værk på gavlen af et nyt stort erhvervshus. Nyheden blev offentliggjort ved første spadestik på byggeriet af erhvervshuset, der ligger centralt i Roskildes kreative bydel, Musicon.

Direktøren for udviklingsselskabet INDFALDET, Michael Willaume Andersen (tv.), tager første spadestik til Musicons nye erhvervshus sammen med borgmester Tomas Breddam (S). (pressefoto)

Den tysk/danske kunster Christian Lemmerz får et noget utraditionelt lærred at boltre sig på den kommende tid: Et stort erhvervshus, hvor kunstværket skal støbes ind i betonen på en del af facaden. Erhvervshuset med navnet Samspillet står klar til at tage imod både iværksættere og store, etablerede virksomheder i starten af 2021. Og først her bliver værket afsløret. “Værket er tænkt som en monumental kalligrafi, et skyggespil, en ekspressionistisk graffiti og en signatur for bygningen,” siger Christian Lemmerz, som selv var til stede ved første spadestik på byggeriet fredag den 14. februar.

Teknikken til at integrere motiver i betonelementer er allerede afprøvet andre steder. Mest kendt er nok Rigsarkivets bygning i Viborg, som er designet som en stor bogreol. Men det er, så vidt vides, første gang, at et kunstværk med alle dets små finurligheder og skæve streger skal overføres til store betonplader. “Erhvervshuse er ofte meget praktiske og udtryksløse bygninger, og mange ligner hinanden. Med Samspillet får Musicon et hus, der skiller sig ud fra mængden både ind- og udvendigt. Som Roskildegenser og ejendomsmand har det været en spændende og fantastisk opgave at udvikle et erhvervshus med en så central placering midt i denne dynamiske og kreative del af Roskilde. En sådan opgave skal tilgås med respekt for området men samtidig bringe det videre. Symbiosen i, at Arkitema har tegnet et markant hus, og at min gode ven Christian Lemmerz har taget udfordringen op og skabt et værk, hvor hele facaden bruges som et kæmpelærred, får bibragt Musicon endnu en attraktion,” siger Michael Willaume Andersen, der er direktør i Udviklingsselskabet INDFALDET.

Det midlertidig får selskab af det permante.
Med et kunstværk integreret i en bygning centralt på Rabalderstræde tager Musicon et stort skridt i retning væk fra det midlertidige. Nu får de mange kreative virksomheder, der har etableret sig i bydelen, et permanent sted at være. Og kreativiteten og den kunstneriske identitet bliver endnu mere synlig.

“Med erhvervshuset kan vi fastholde de mange vækstvirksomheder, der allerede findes på Musicon. Her kan vi opbygge et endnu stærkere erhvervsnetværk både lokalt i bydelen og kommunen, men også i forhold til resten af regionen. Og så er vi meget stolte af, at det er lykkedes at få en anerkendt kunstner til at udsmykke bygningen. Med et markant, permanent kunstværk tilføjer vi en ny dimension til Musicons kunstneriske profil, som i dag er præget af midlertidige gadegallerier og street art, samt det indhold den lokale kunstforening Kunst på Musicon bidrager med i det daglige,” siger Andreas Høegh, der er leder af Roskilde Kommunes udviklingskontor på Musicon.

Samspillet bliver et hus med en række fællesfaciliteter såsom kantine og mødelokaler. På de nederste etager etableres et iværksættermiljø i samarbejde med Vækstfabrikken Roskilde, og på de øvrige etager er der plads til virksomheder af varierende størrelse. Dermed bliver der gode rammer for, at der kan opstå synergi mellem startups, vækstvirksomheder og de store, veletablerede virksomheder.

Fakta.
Erhvervshuset Samspillet bliver på ca. 5.000 etagemeter og ventes at være klar til indflytning i begyndelsen af 2021.
Samspillet giver mulighed for synergi mellem etablerede virksomheder og iværksættere.
Den anerkendte kunstner Christian Lemmerz skaber et kunstværk til facaden, som støbes ind i beton – såkaldt grafisk beton. Værket afsløres ved åbningen af erhvervshuset.
Christian Lemmerz er en tysk-dansk billedhugger, grafiker og performancekunstner. Han er blandt andet kendt for at lade sammensyede svinekroppe rådne i glasmontrer som del af installationen Scene på Esbjerg Kunstmuseum i 1994. Læs mere på Christian Lemmerz’ hjemmeside.
Udviklingsselskabet Indfaldet ApS er udvikler og bygherre på projektet, som også består af 10.000 m2 boliger, som bliver nabo til Samspillet.
Arkitema har tegnet både boliger og erhvervshus.
Byggerierne opføres centralt på Musicon, ud til Rabalderstræde, over for Ragnarock og Søjlepladsen.
Når Musicon er færdigudviklet om 3-5 år, vil det være en kreativ bydel med liv det meste af døgnet, cirka 1.000 boliger og omkring 1.000 arbejdspladser.
Læs mere på musicon.dk/byggerier

Del på sociale medier