To lokalplaner lægger op til udbygninger i Gundsømagle og Ågerup med ca. 80 boliger – både almene og ældreegnede.

Pressefoto Roskilde Kommune

Lokalplanen for Sømmes Vænge i Gundsømagle giver en byggeret til knap 60 almene boliger, som grænser lige op til Gulddysse Skov.

“I Roskilde Kommune bygges rigtig mange boliger i disse år, for vi har en stor efterspørgsel efter at flytte hertil. Vi vil opleve, at der flytter flere borgere til i Skousbo i Viby, i Vindinge, i Trekroner Øst, i Svogerslev og i Bromarken i Jyllinge. Ikke mindst Roskilde by vil også de kommende år få flere boliger.

Der er byggeri på vej på Slagerigrunden, på Sortebrødre plads, på Ringstedgade, på Musicon og på lidt længere sigt ved Sct. Hans og Ny Østergade. Derfor glæder det mig, at vi også får udviklet vores landsbyer yderligere. Her finder vi andre tilbud og kvaliteter end i det mere bymæssige”, siger borgmester Tomas Breddam.

Der er to lokalplaner, der lige er blevet behandlet i kommunens Plan- og Teknikudvalg.
Den ene er et forslag til lokalplan for Sømmes Vænge i Gundsømagle, som giver en byggeret til knap 60 almene boliger.