Skole- og Børneudvalget har vedtaget initiativer, der skal styrke samarbejdet mellem de aktører, der tilbyder hjælp til sorgramte børn, og forbedre informationen om de tilbud om hjælp, der er til børnene i lokalsamfundet.

– Børn, der mister sin mor eller far eller en søskende, har brug for at tale om deres sorg. Men det er ofte ikke klart, hvor de kan gå hen og få hjælp til at bearbejde tabet og sorgen. Derfor skal der skabes et bedre overblik over mulighederne for hjælp. Derudover vil vi også gerne invitere til et samarbejde mellem de organisationer, der tilbyder sorggrupper til børn, og de kommunale områder, der har med børn og unge at gøre, siger Jette Henning, der er formand for Skole- og Børneudvalget.

Lokal hjælp til børn, der sørger.
Fra kommunens side kan børn og unge i sorg blive tilbudt individuelle forløb i Børne- og Familiecenteret eller samtaler i den Åbne anonyme Rådgivning. Kommunen har tidligere haft sorggrupper til børn og unge i Sundhedsplejen, men tilbuddet stoppede, efter at der i et par år ikke var børn og unge til det. Sct. Jørgens Skole tilbyder, som den eneste skole, børn i sorg, at de kan deltage i en sorggruppe. Det er der i øjeblikket tre børn, der benytter sig af. – Vi skal trække på Sct. Jørgens Skoles erfaringer og deres arbejde med sorggrupper og bruge det som afsæt for, at der etableres et samarbejde om et fælles tilbud på tværs af skolerne i Roskilde Kommune, siger Jette Henning.

I Roskilde Kommune tilbyder Roskilde Domsogns Menighedspleje sorggrupper for både børn i alderen 8 til 12 år og for unge mellem 13 og 25 år. Her kan børnene mødes med andre børn i samme situation og tale om det, der er svært. Begge grupper ledes af familieterapeuter og er gratis at deltage i.

– Det er flot, at domsognet har et så godt tilbud til både børn og unge, der er ramt af sorg. Der er ingen tvivl om, at børn og unge har stor gavn af at tale med hinanden, når de nærmeste i familien rammes af dødsfald, siger Jette Henning.

FDF Roskilde har et andet tilbud om netværk målrettet unge fra 14-20 år, der har mistet en eller begge forældre. Netværkets formål er at danne relationer mellem de unge. Ud over de lokale tilbud er der også hjælp at hente hos organisationerne Børn Unge og Sorg, Børns Vilkår, Skyggebørn og Kræftens Bekæmpelse for børn og unge i sorg. – Det er positivt, at der er flere muligheder, men man kan ikke forvente, at familier i sorg har overblik over, hvor deres børn og unge kan få hjælp. Det kan kommunen hjælpe dem med at få, der hvor vi møder børnene, siger Jette Henning.

Udvalget ønsker også, at skolerne søger inspiration i Kræftens Bekæmpelses Sorghandleplan 2.0. Den skal hjælpe skolerne til bedre at kunne hjælpe elever, der rammes af sorg i forbindelse med dødsfald eller livstruende sygdomme og til at kvalificere deres sorg- og kriseplan.

Borgerforslag om sorggruppe.
På kommunens hjemmeside er der stillet borgerforslag om at tilbyde sorggrupper til børn og unge, der mister en forælder eller en søskende. Det kræver 1500 stemmer at få et borgerforslag drøftet i byrådet. I øjeblikket har forslaget 530 stemmer. – Borgerforslaget har bidraget til, at vi har taget sagen op politisk, fordi det er vigtigt, at børn og unge kan få hjælp til at bearbejde deres sorg og ved, hvor de kan få hjælp, siger Jette Henning.

Udvalget har besluttet, at der skal ske en opfølgning på de fem initiativer i starten af 2021.