Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2019/10/25 til 2019/11/05.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Røveri mod person – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 00.23 fik politiet en anmeldelse om, at en 20-årig mand fra Roskilde var blevet slået i jorden og frataget sin kortholder. Politiet fik hurtigt klarlagt omstændighederne, der medførte, at en 19-årig mand fra Roskilde kunne mistænkes herfor. Han blev derfor på et nærliggende udpeget af vidner, således at politiet kunne anholde og sigte ham for røveri. Han blev afhørt til sagen og løsladt lørdag formiddag, da der efter en nærmere vurdering af sagen ikke fandtes grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør.

Uro og uorden – Søndre Ringvej, Roskilde

Kl. 15.40 fik politiet en anmeldelse om en utryghedsskabende mand på en tankstation i Roskilde. Manden havde været ubehagelig over for både kunder og medarbejder på stedet, og politiet kørte frem for at bortvise manden. Manden er en 47-årig mand fra byen, der blev anholdt for urolighederne, og han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han udtalte blandt andet fornærmelig tiltale til polititjenestefolkene, og blev først løsladt senere på aftenen, da han var faldet til ro. Han vil høre nærmere om sigtelsen senere.

3 x overtrædelse af ordensbekendtgørelsen – Roskilde og Holbæk

Kl. 01.26 blev en 22-årig mand fra Kirke-Hyllinge anholdt og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger om at forlade stedet på Stenkrogen i Roskilde. Han blev løsladt senere på natten og vil høre nærmere om sin optræden og sigtelsen.
Kl. 02.46 blev en 18-årig mand fra Viby Sj. anholdt og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger om at forlade stedet på Jernbanegade i Roskilde. Han blev løsladt senere på natten, da han var blevet mere ædru, og vil høre nærmere om sin optræden og sigtelsen.
kl. 04.04 blev en 25-årig mand fra København anholdt og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger om at forlade stedet på Nygade i Holbæk. Han blev løsladt senere på natten, og vil høre nærmere om sin optræden og sigtelsen.

Røg hash i bilen – Holbækvej, Roskilde

Kl. 21.07 traf politiet tre personer, som sad i en parkeret bil ved Katedralskolen. Nøglen sad i tændingen på bilen, bilen var varm og der var lys på bilen. Politiet havde en mistanke om, at der var blevet røget hash i bilen. På førersædet sad en 22-årig kvinde fra Birkerød, som blev testet med narkometeret. Resultatet gav udslag for hash, så kvinden blev sigtet og anholdt, for at få udtaget en blodprøve. Selvom bilen var standset, anses bilen stadig at være ført af den 22-årige i påvirket tilstand. Efter blodprøveudtagelsen blev den 22-årige løsladt, og kan forvente at høre mere fra politiet. Politiet fandt ingen narko i bilen.

Indsats mod social dumping – Roskilde / Ringsted

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog i løbet af onsdagen kontrol af i alt fire arbejdspladser inden for auto- og byggebranchen. Politiet fik ved kontrollerne assistance fra SKAT, Arbejdstilsynet og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). I Roskilde blev to arbejdspladser inden hhv. auto- og byggebranchen kontrolleret, men der var ikke grundlag for politiet til indgriben over for de seks arbejdstagere, heraf enkelte fra udlandet, som politiet traf. I Ringsted by fik to byggepladser besøg af myndighederne, som kontrollerede i alt 20 ansatte. Heller ikke her fandt politiet anledning til indgriben over for de trufne ansatte. Kontrollerne gennemføres af myndighederne med jævne mellemrum inden for forskellige brancher til kontrol af, hvorvidt f.eks. udenlandsk arbejdskraft har de fornødne tilladelser til at opholde sig og arbejde i Danmark.

Butikstyveri – Stationscentret, Roskilde

Kl. 16.02 blev en udenlandsk mand tilbageholdt af personalet og en butikskontrollant i supermarkedet Føtex, fordi han var mistænkt for at have stjålet varer. Politiet fik kontakt til en 40-årig mand fra Litauen, som havde stjålet diverse varer til en værdi af 332 kr., og som han ikke betalte for, da han passerede kasselinjen. Han blev sigtet for butikstyveri, anholdt og afhørt til sagen, som straks blev afgjort med en bøde. Litaueren blev herefter løsladt.

Udenlandsk butikstyv – Stationscentret, Roskilde

Kl. 11.55 rykkede politiet ud til supermarkedet Føtex, hvor en udenlandsk mand var tilbageholdt som mistænkt for at have stjålet forskellige varer. Der var tale om en 56-årig mandlig asylansøger fra Bulgarien, som ifølge personalet var standset efter kasselinjen med kosmetiske produkter og to glattejern til en samlet værdi af 1298 kr. Han blev sigtet for tyveri af varerne og anholdt til sagen. Under visitationen fandt politiet ham i besiddelse af ca. 0,1 gram hash, som han også blev sigtet for besiddelse af. Efter afhøring til sagerne løslod politiet den 56-årige, der vil høre nærmere fra politiet i forbindelse med sit ophold i et asylcenter i Danmark.

Færdselsuheld – Hejnstrupvej, Tågerup, Roskilde

Kl. 12.11 fik politiet via alarm 112 melding om, at en motorcyklist og en bus var stødt sammen. En ambulance var sendt til uheldsstedet, hvor politiet traf en kvæstet, 28-årig mand fra København S. Han var ved bevidsthed og blev straks kørt til behandling på en skadestue. Vejen blev spærret i begge retninger, medens politiet undersøgte uheldsstedet. Det viste sig, at den 28-årige var kørt ad Gundsølillevej mod syd, da han i en svag højrekurve ved en vejindsnævring ikke langt fra Gundsølillevej stødte frontalt sammen med en modkørende bus ført af en 68-årig mand fra Tølløse. Buschaufføren slap uskadt fra uheldet, og der skete kun mindre materielle skader på bussen, medens motorcyklen ikke kunne køre fra stedet. Vejen var ryddet kl. ca. 1235, og politiet fik efterfølgende oplyst, at motorcyklisten havde pådraget sig et par knoglebrud i ryggen som følge af sammenstødet. Hvorvidt vejret i form af strålende solskin kan have haft indflydelse på årsagen til uheldet, forsøger politiet nu at få afklaret.

Butikstyv afslørede en anden butikstyv – Ro’s Torv, Roskilde

Kl. 13.55 havde personalet i butikken Normal tilbageholdt en udenlandsk mand, som var mistænkt for at have stjålet varer fra butikken. Politiet fik kontakt til en 36-årig mandlig asylansøger fra Irak, som havde stjålet en tandbørste og kosmetiske produkter til en værdi af 651 kr., som han tog med ud af butikken uden at betale. Han blev derfor sigtet for tyveri af varerne, som blev afleveret retur til forretningen. Ved nærmere undersøgelse af mandens effekter fandt politiet andre varer fra to andre butikker i centret. Ved nærmere undersøgelse af, hvordan han var kommet i besiddelse af disse varer, blev mistanken rettet mod en 32-årig kvinde fra København K, som asylansøgeren var i selskab med. Det viste sig så, at den 32-årig kvinde kl. ca. 13.15 havde været i Matas, hvor hun havde stjålet parfumeprodukter til en samlet værdi for 3487 kr., ligesom hun også kunne mistænkes for at have været i tøjbutikken Only, hvorfra hun havde stjålet tøj til en værdi af 1656 kr. Hun blev derfor sigtet for de to tilfælde af butikstyverier i centret tidligere på dagen. Den asylansøger viste sig at være efterlyst af National Udlændinge Center, hvorfor han blev frihedsberøvet og efterfølgende kørt til Nordsjælland til sagsbehandling i anledning af sin asylansøgning. Begge sigtede vil høre nærmere fra politiet i anledning af butikstyverierne.

Lov om euforiserende stoffer / Narkokørsel – Holbækvej, Roskilde

Kl. 21.44 kontrollerede politiet nogle personer, der opholdt sig på en parkeringsplads i nærheden af en skole. Politiet fik blandt andet kontakt til en 21-årig mand fra Jyllinge, som var i besiddelse af 88½ gram hash, så han blev sigtet for besiddelse af hashen med henblik på videresalg. På stedet traf politiet også fem andre personer i alderen 18-47 år fra hhv. Roskilde og Ølstykke. Hvad der ærinde var i området, kan politiet kun gisne om, når den 21-årige fra Jyllinge blev fundet i besiddelse af den omhandlede mængde hash.
Blandt de øvrige var en 45-årig kvinde fra Roskilde, som kørte til stedet i en personbil, selv om hun var påvirket af euforiserende stoffer. Hun blev derfor sigtet for narkokørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve. Ingen af de øvrige tilstedeværende blev sigtet for noget, og den 21-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet.

Færdselsuheld – Køgevej / Østervang, Roskilde

Kl. 09.07 var der sket et færdselsuheld i krydset Køgevej – Østervang. En 48-årig kvinde fra Skælskør kørte i en personbil ad Køgevej mod syd, da hun ved Østervang foretog svingning til venstre. Under svingningen blev hun påkørt af en 35-årig, mandlig cyklist, der kørte ad Køgevej mod nord og ligeud i krydset. Cyklisten blev kørt på skadestuen til kontrol, men var sluppet fra uheldet med diverse knubs. Bilisten kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

Færdselsuheld – Rønnebærparken, Roskilde

Kl. 15.01 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, hvor en invalidescooter var impliceret. Det viste sig, at en 74-årig kvinde fra Roskilde kørte på en invalidescooter ad cykelstien i sydlig retning. I samme retning kørte en 18-årig kvinde i en personbil, inden hun svingede til højre ind foran invalidescooteren for at køre ind på en parkeringsplads ved en beboelsesejendom. Den 74-årige påkørte højre side af personbilen og væltede som følge heraf. Hun slap uskadt fra uheldet, som den 18-årige kan forvente at høre nærmere om fra politiet, når sagen skal afgøres.

Færdselsuheld / spiritus- / narkokørsel – Roskildevej, Holbæk

Kl. 15.23 blev den patrulje, som transporterede den anholdte, lettiske spritbilist fra Gislingevej, Gislinge, impliceret i et færdselsuheld. Patruljen kørte ad Roskildevej mod syd ud for Birkevænget, da føreren af en bagvedkørende varebil overså patruljebilen. Patruljebilen blev derfor påkørt, så varebilens frontrude blev ødelagt og airbags udløst. Varebilen blev ført af en 24-årig mand fra Holbæk, som viste sig at være påvirket af spiritus og narkotika under kørslen. Også han blev derfor anholdt af politiet og sigtet for overtrædelserne af færdselsloven. En anden patrulje kom til uheldsstedet og tog sig af de nu to anholdte og sagsbehandlingen, idet de to politibetjente i tilkaldte ambulancer blev bragt til skadestuen til kontrol. Den ene havde slået sine fortænder som følge af påkørslen bagfra, medens den anden politibetjent, den anholdte i politibilen samt den 24-årige var sluppet uskadte fra uheldet. Den 24-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Brand i bil – Pulsen, Roskilde

Kl. 20.30 kom et alarmopkald om brand i en parkeret personbil, som holdt fora en bygning ved Pulsen nr. 5, som ejes af Roskilde Kommune Politi og brandvæsen kørte frem til stedet, hvor ilden i bilen blev slukket, før den spredte sig. Flere ruder i bygningen sprang som følge af varmeudviklingen fra den brændende bil, men der skete ikke yderligere skade på ejendommen. Ejeren af køretøjet blev underrettet om at hendes bil var udbrændt. Politiet undersøger nu sagen, for at afklare årsagen til at branden opstod. Ingen personer kom til skade ved branden.

Vidner som har bemærket nogle personer omkring bilen op til den brændte, eller som i øvrigt har oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Mistænkeligt forhold var legalt – Kristianslund, Roskilde

Kl. 22.07 fik politiet en anmeldelse om, at der var set nogle personer på et lukket område, hvor der var opstillet nogle skure. Anmelderen fandt dette mistænkeligt og kontaktede politiet, som sendte flere patruljer til stedet, da der var mistanke om indbrud i øjeblikket. Politiet traf på stedet en rengøringsmedarbejder, som havde et legalt ærinde ved skurene. Patruljerne kunne derfor fortsætte til andre opgaver.

Indbrud i Perioden

Vesttoften, Jyllinge
Lindenborgvej, Gevninge, Roskilde
Strandparken, Himmelev, Roskilde
Stormandshøjen, Himmelev, Roskilde (2 steder)
Egernvænget, Svogerslev, Roskilde
Liden Kirstens Vej, Roskilde
Gøgevej, Viby Sj.