Skadeklinikkerne i Næstved og Roskilde er nu dækket af en læge døgnet rundt. Det skaber en ekstra tryghed for vores borgere, lyder det fra Regionsrådsformanden.

Akut hjælp fra Region Sjælland

Siden den 1. oktober har man kunne blive tilset af en læge hele døgnet på de to skadeklinikker i Næstved og Roskilde. Hidtil har der kun været lægedækning fra klokken 12.00 til 22.00. Den ordning er nu udvidet.

– Det har været et mål for Regionsrådet at skabe mere tryghed i Region Sjællands to største byer, Næstved og Roskilde. Med lægedækning døgnet rundt kan borgerne måske slippe for at tage turen til for eksempel Køge eller Slagelse med mindre skader, hvis uheldet er ude om natten, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.

Servicen på skadeklinikken er den samme, som man har været vant til fra klokken 12.00 til 22.00. Det vil sige, at det er de samme skader, man kan blive behandlet for. Ved sygdom skal man fortsat til ringe til egen læge, vagtlægen eller 1-1-2, hvis det er alvorligt. Ligesom man ved alvorlige skader skal til et af regionens akutsygehuse.

Altid ring 70 15 07 08 først

At der nu er en læge til stede døgnet rundt på skadeklinikkerne i Næstved og Roskilde betyder ikke, at man som borger i de to byer og omegn ikke længere kan komme ud for at skulle til en af Region Sjællands fire akutafdelinger i Slagelse, Nykøbing Falster, Køge eller Holbæk. Det afhænger af skadens omfang, slår Annemarie Knigge, formand for Udvalget for Sygehusenes behandlingstilbud, fast.

– Denne ordning afløser ikke vores akutafdelinger. Akutafdelingerne har stadig flere kræfter og kan mere end skadeklinikkerne. Lægedækningen døgnet rundt på skadeklinikkerne i Næstved og Roskilde betyder dog, at man oftere som borger kan køre til det nærmeste sygehus, siger hun.

Selv om der nu er mulighed for at blive tilset af en læge døgnet rundt på skadeklinikken i Næstved og Roskilde, så er det vigtigt, at man ringer først, hvis uheldet er ude.

– Man skal ringe 1-1-2, hvis det er meget alvorligt. Men får man en mindre skade, så skal man altid huske at ringe til 70 15 07 08. For selv om man nu kan blive tilset af en læge døgnet rundt i Næstved og Roskilde, så kan akutafdelingerne flere ting end skadeklinikkerne. Derfor er det vigtigt, at man altid ringer først, så man som patient kommer det rette sted hen, siger Annemarie Knigge.