Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2019/09/30 til 2019/10/08.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Kirkegade/Roskildevej, Havdrup – Solrød

Kl. 12.20 skete et sammenstød mellem en cykel og en bil i krydset Kirkegade/Roskildevej – Gl. Havdrup. En 43-årig mand fra Næstved kørte frem i krydset fra Kirkegade, hvor han overså en 62-årig mand fra Køge, som kom cyklende på en el-cykel på cykelstien imod færdselsretningen i nordvestlig retning. Bilen ramte cyklisten, så han væltede og slog overkroppen. En ambulance blev tilkaldt til at behandle cyklisten, der blev kørt til sygehuset, som konstaterede, at han havde brækket en knogle i skulderregionen. Cyklisten havde kørt i den “forkerte” side af cykelstien, da han ledte efter noget, som han havde tabt på sin tur dagen forinden. Politiet optog rapport i sagen, for at belyse omstændighederne i vigepligtsuheldet.

Færdselsuheld – Nordmarksvej, Jyllinge – Roskilde

Kl. 14.44 fik politiet en anmeldelse om, at en bil var forulykket og nu lå på taget. Politiet fik på uheldsstedet kontakt til en 85-årig mand fra Jyllinge, der inden uheldet var kørt i en personbil i nordlig retning med lav hastighed. Af ukendte årsager havde han påkørt flere sten og efterfølgende en træpille i vejen, så bilen væltede rundt og landede på taget. Ingen andre trafikanter var involveret, og den 85-årige, der blev tilset af ambulancepersonalet, var sluppet uskadt fra solouheldet. Da vejen var spærret på grund af den forulykkede bil, fik politiet den fjernet og anbragt på en nærliggende parkeringsplads.

Bortvisning af togrejsende – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 13.09 assisterede politiet DSB med at bortvise en gratist fra toget, der netop var ankommet til Roskilde fra Nykøbing F. En 56-årig mand fra Køge mente at have købt en billet, men den var ifølge DSB ugyldig, så han fik udstedt en kontrolafgift. Det blev han meget sur over, men blev efter ønske fra DSB bortvist fra toget. Det skete dog uden problemer og uden en sigtelse for noget fra politiets side.

Kondiløber fik krænket blufærdigheden – Ringparken, Roskilde

Kl. 17.58 anmeldte en 34-årig kvinde fra Roskilde, at hun kl. ca. 17.45 løb en tur i Ringparken. I den vestlige del kom en mand pludselig frem fra en busk og stille sig roligt ved kanten af stien, men med bukserne ned og blottet underliv. Han rørte ved sig selv i skridtet, da anmelderen løb forbi. Hun blev forskrækket, men fortsatte sit løb, så hun så ikke, hvor manden forsvandt hen efterfølgende. Krænkeren blev beskrevet som: Mand, Nordeuropæisk af udseende, 25-35 år, 190 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Muskuløs og kraftige lår, Iført: Sort hættetrøje og mørke joggingbukser. En hundepatrulje blev sendt til parken, men fandt ikke nogen mistænkte i sagen.

Politiet hører gerne fra personer, der har enten har bemærket manden i parken, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Blufærdighedskrænkelse i toget – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 12.17 anmeldte pårørende til en 20-årig kvinde fra Roskilde, at hun havde fået sin blufærdighed krænket af en fremmed mand på strækningen mellem Lille Skensved – Roskilde. Manden havde under rejsen siddet over for den 20-årige og gnedet sig selv i skridtet, inden han til sidst havde rørt ved kvindens ben, da toget ankom til Roskilde station. Kvinden havde skreget op, hvorefter manden var flygtet ud af toget og forsvandt via gangtunnellen mellem Jernbanegade/Ny Østergade. Manden blev beskrevet som: A: Mand, 30-40 år, 165-180 cm, Kropsbygning: Fedladen, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Dansk af udseende. Usoigneret., Iført: Grå joggingbukser og blå sweatshirt. Politiet forsøger nu at få identificeret, så han kan blive afhørt til sagen.

Spiritus-/narkokørsel – Rådhusbuen, Roskilde

Kl. 12.54 anholdt og sigtede politiet en 62-årig mand fra Roskilde for kørsel for både spirituskørsel og kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en svensk registreret bil. Bilen havde ikke nogen lovpligtig ansvarsforsikring, og den 62-årige havde heller ikke nogen førerret. Han blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for spiritus og euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet senere.

Uro og uorden – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 02.17 fik politiet en anmeldelse om, at en mindre gruppe skabte uro over for et diskotek og muligt i cykelkælderen ved togstationen. De var konfliktsøgende og kastede bl.a. med skrald. Politiet fik kontakt med fire mænd på 18 og 20 år fra Roskilde, som blev bedt om dæmpe sig. Ingen blev indledningsvist sigtet for noget, men en af de 18-årige forstod tilsyneladende ikke opfordringen og fortsatte med den uroskabende adfærd. Politiet måtte til sidst anholde ham for at få ro i gaden, samtidig med at han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. De tre øvrige blev ikke fundet i besiddelse af noget ulovligt og blev ikke sigtet for noget.

Mistænkeligt forhold – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 20.14 fik politiet en anmeldelse om et muligt indbrud i øjeblikket. En patrulje kom hurtigt frem, men kunne ikke se, at der havde været indbrud og kunne ikke træffe anmelderen. De kørte derfor videre, og kort efter mødte de en mand på parkeringspladsen over for Jernbanegade 34b. Manden havde to kokkeknive i hænderne, som han holdt langs siden. Manden smed knivene fra sig, da patruljen råbte ham an. Det viste sig at være anmelderen, en 25-årig fra Roskilde, som blev anholdt uden dramatik. Han var kraftigt påvirket af narkotika og følte sig forfulgt. Patruljen fulgtes med maden hjem, for kontrollere om der havde været indbrud, men det havde der ikke. I manden lejlighed fandt politiet en pose med 0,23 gram kokain. Den 25-årige havde ikke truet nogen med knivene, så han blev sigtet for overtrædelse af knivloven, ved at bære knivene på et offentligt sted uden anerkendelsesværdigt formål samt for narkobesiddelse. Politiet beslaglagde de ulovlige genstande med henbl
ik på konfiskation. Den 25-årige blev taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling. Han erkendte forholdene og blev løsladt senere på aftenen.

Mænd anholdt på diskotek – Jernbanegade, Roskilde

Kl.00.29 blev en patrulje prajet af en dørmand fra diskoteket Dansebar, som ville have assistance til at bortvise en uønsket gæst, som ikke ville forlade stedet, da dørmændene bad om det. Patruljen traf en 20-årig mand fra Slagelse, som fortsat ikke ville gå fra stedet, selvom det nu var politiet som ville bortvise ham. Patruljen anholdt derfor den 20-årige, som blev taget med i detentionen. Han blev løsladt senere på aftenen, hvor han blev hentet af et familiemedlem.

Kl. 00.50 var den gal igen. Nu var det en 18-årig mand fra Lille-Skensved, som blev anholdt og sigtet for ordensbekendtgørelsen, da han udviste støjende og aggressiv adfærd foran Dansebar. På trods af flere formaninger fortsatte han sin udadreagerende opførsel, så blev også indbragt til detentionen. Han blev løsladt næste morgen, da han var afruset og kan nu forvente at få en bøde.

Ung mand ville se “hus fra Matador” – Hedegade, Roskilde

Kl. 02.09 anmeldte en borger, at der stod en mand og hamrede på hans dør. En patrulje kom frem og traf en spirituspåvirket 20-årig mand fra Roskilde, som tilfældigt var kommet forbi huset. Den 20-årige troede at huset var med i “Matador” serien, og det ville han gerne ind at se. Patruljen afviste mandens idé og kørte ham i stedet hjem i seng.

Narkokørsel – Ringstedvej, Roskilde

Kl. 10.15 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Roskilde for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Spiritus-/narkokørsel – Holbækvej, Roskilde

Kl. 22.35 anholdt og sigtede politiet en 25-årig kvinde fra Roskilde for både spirituskørsel og kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen. Den 25-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

2 x Spirituskørsel – Svinningevej, Snertinge, Holbæk og Låddenhøj, Roskilde

Kl. 15.02 standsede politiet en 40-årig kvinde fra Kalundborg på Svinningevej, der var påvirket af spiritus under kørslen. Politiet forsøgte at teste kvinden med et alkometer, men dette var kvinden ikke i stand til. Hendes opførsel og tilstand vidnede dog om, at hun var påvirket af spiritus, så hun blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, og så kørte patruljen mod sygehuset for at få taget en blodprøve. Kvinden blev løsladt kort efter, men er stadig sigtet, og hun vil høre nærmere om promillen og sin forseelse, når sagen skal afgøres.

Kort efter kl. 15.03 i en anden kommune, på Låddenhøj i Roskilde, blev en 73-årig mand fra Roskilde anholdt og sigtet for spirituskørsel. Manden blev standset, idet han førte bilen slingrende og på en måde, der bestemt ikke var betryggende for hans omgivelser. Manden var ikke i stand til at få taget en alkometertest, men hans opførsel vidnede ligeledes om, at han var påvirket. Så han blev også anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han kørte med politiet til sygehuset for at få udtaget en blodprøve, og han blev løsladt kort efter og kørt hjem til bopælen, selvom han stadig er sigtet. Han vil også høre nærmere om sin optræden i trafikken, når sagen skal afgøres.

Tyveri af mobiltelefon – Bredgade, Roskilde 1200-75619-00347-19

Kl. 15.38 anmeldte en medarbejder i en klinik i Roskilde, at en mand var kommet ind og havde spurgt til flere forskellige produkter og taget ting ned fra hylderne. Da manden var gået, opdagede medarbejderen, at telefonen tilhørende butikken var stjålet fra skranken, og manden mistænkes derfor for at være gerningsmanden.

Manden beskrives som:
A: Mand, Østeuropæisk af udseende, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Talte: Engelsk, Iført: Lyseblå cardigan, grå bukser.
Politiet hører gerne fra personer, der har set manden eller har set anden mistænkelig adfærd omkring Bredgade på det pågældende tidspunkt. Kontakt 1-1-4 med oplysningerne.

Gris undløbet fra ejer – Hestetorvet, Roskilde

Kl. 17.54 ringede en borger til politiet, fordi en kælegris var stukket af fra ejeren. Grisen løb forvildet rundt på vejen og fortovet, og ejeren havde problemer med at indfange kælegrisen igen. Politiet indfandt sig på stedet og bad togtrafikken sænke farten for en stund, fordi ejeren havde været omkring jernbanen for at lede efter sin gris, hvilket kunne skabe farlige situationer. Ejeren, der er en 27-årig mand fra Nordsjælland, lovede politiet, at han ville holde sig væk fra vej og jernbane, når han skulle lede efter sin gris. Politiet har ingen oplysninger om grisens tilstand, men den 27-årige mand kom ikke til skade ved eftersøgningen.

Butikstyv pågrebet – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 15.33 anmeldte personalet i en kiosk, at en butikstyv, som havde sat sig til modværge, var tilbageholdt som mistænkt for at have stjålet varer. Politiet kørte hurtigt til stedet, hvor den tilbageholdte – en 55-årig mand fra Hirtshals – var faldet lidt til ro. Personalet oplyste, at han havde stjålet sodavand og nødder til ca. 100 kr. Effekterne blev fundet i en pose, ligesom politiet også fandt andre varer, som den 55-årige ca. 45 minutter tidligere havde stjålet fra supermarkedet Fakta, Rørmosen, Roskilde, ved at gennem kasselinjen uden at betale, medens andre kunder blev betjent. I kiosken havde personalet konfronteret den mistænkte med tyveriet, hvorefter mindre tumult var opstået. Den 55-årige blev sigtet og afhørt til de to sager, hvorefter han fik lov at gå fra stedet.

Mand med bukserne nede – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 18.34 fik politiet en anmeldelse om en mand, der gik med bukserne nede i retning mod busterminalen. Politiet fik kontakt til en spirituspåvirket, 33-årig mand fra Roskilde, som blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin adfærd. Ved visitationen blev han også fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain, inden den 33-årige blev lagt til afrusning i detentionen på politistationen i Roskilde. Han blev løsladt i de tidlige morgentimer og kan nu afvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Kosmetiktyve fanget – Ros Torv, Roskilde

Kl. 15.31 tilbageholdt personalet fra butikken “Normal” to kvinder, som kunne mistænkes for at have stjålet kosmetik fra butikken. De to kvinder havde passeret kasselinjen uden at betale, og blev pågrebet i en anden butik på Ros Torv af medarbejderen fra “Normal”. Politiet kom frem og traf to kvinder, en 20-år fra Søborg og en 23-årig Hvalsø, som blev sigtet for at have stjålet kosmetik for i alt 639 kr. Varerne blev leveret tilbage til butikken, som derfor ikke havde et erstatningskrav. De erkendte begge forholdet og kan nu forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Rumænske butikstyve fik straksdom og udvisning – Roskilde

De fire mænd som tirsdag blev fremstillet i grundlovsforhør for butikstyveri for ikke under 40.000 kr fra flere forskellige butikker, fik afgjort deres sag med en straksdom ved Retten i Roskilde. Dommen lød på 60 dages fængsel samt udvisning af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Sagen kunne afgøres med en straksdom, da de fire sigtede erkendte tyverierne. De dømte modtog dommen og blev sendt til direkte afsoning. De vil herefter blive udvist af Danmark.

Udenlandske butikstyve anholdt – Roskilde

Kl. 13.34 anmeldte en butiksdetektiv fra byggemarkedet Bauhaus i Roskilde, at fire udenlandske mænd havde en mistænkelig adfærd i butikken. De medbragte rygsække som indeholdt forede poser, som kan snyde butikkens alarmsystem – de såkaldte “russerposer”. En patrulje blev sendt til stedet for at undersøge sagen nærmere. De fire mistænkelige mænd nåede at køre fra Bauhaus, men butiksdetektiven var kørt efter dem, så politiet kunne let finde frem til de fire mænd. De mistænkte blev standset af patruljen på Hveen Boulevard i Taastrup i Københavns Vestegns Politikreds. I bilen fandt politiet en større mængde tøj, som politiet mistænkte var tyvekoster fra flere forskellige butikker. I bilen var fire mænd fra Rumænien i alderen 21-22 år, som alle blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Politiet fandt ved ransagningen af bilen også rygsække med “russerposer” indbygget. Der var koster i bilen til en anslået værdi af ikke under 40.000 kr. De fire mænd blev taget m
ed til politigården i Roskilde, hvor de blev afhørt med tolk. De vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dag kl. 12.30 ved retten i Roskilde med begæring om varetægtsfængsling, mens politiet efterforsker sagen for blandt andet at fastlægge gerningsstederne for tyverierne.

Narkokørsel og narkosag – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 21.25 standsede en politipatrulje en bil, for at lave en rutinemæssig kontrol. Føreren af bilen, en 33-årig mand uden fast bopæl i København, var påvirket af narkotika, og han var frakendt førerretten. Han blev derfor sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Politiet ransagde bilen og visiterede føreren og en kvindelige passager. Passageren, en 35-årig kvinde fra København, blev fundet i besiddelse af 4,47 gram skunk (hash). Hun blev sigtet for besiddelse af narko, og hashen blev beslaglagt. Den 33-årige fører blev løsladt efter blodprøveudtagelsen, og de kan begge forvente at høre mere fra politiet.

Hjemmeplejer bortviste kvinde fra borgers hjem – Æblehaven, Roskilde

Kl. 07.59 kontaktede en 50-årig kvindelig medarbejder i hjemmeplejen politiet og forklarede, at hun havde været på arbejde hos en borger på Æblehaven. Under besøget stod der pludselig en yngre kvinde på ca. 18-25 år i borgeren hjem, som fortalte, at hun havde mistet sin telefon. Den 50-årige kvinde fortalte den unge kvinde, at det ikke gav hende ret til at gå ind i andre hjem, hvilket fik den yngre kvinde til at forlade adressen, og hun forsvandt efterfølgende fra stedet.
Politiet ved ikke, hvad den yngre kvindes hensigt var, men vil gerne opfordre borgerne til at udvise en sund skepsis overfor alle fremmede, der henvender sig på deres bopæl. Vær skeptisk når personer, man ikke kender eller venter besøg af, henvender sig. Tricktyve er snu og finder på mange påskud for at blive lukket ind. Politiet opfordrer til, at man sikrer sig så godt som muligt for at mindske risikoen for tyveri. Borgere kan blandt andet hente gode råd hos det kriminalpræventive råd: http://www.dkr.dk/tricktyveri.

Butikstyv havde mere på samvittigheden – Stationscentret, Roskilde

Kl. 08.33 tilbageholdt en dagligvareforretning en butikstyv, en 41-årig mand uden fast bopæl, som havde fjernet flere genstande fra butikken. Politiet kom frem til stedet, hvor manden erkendte forholdet, som han blev sigtet for. Det viste sig, at manden var eftersøgt til en fogedretssag, og manden blev derfor anholdt og transporteret til fogedretten i Roskilde, så han kunne få sit udestående med dem ud af verden. Manden er fortsat siget for butikstyveri.

Mand ved jernbanesporet, Trekroner Centervej/Industrivej, Roskilde

Kl. 12.40 fik politiet anmeldelse om, at der stod en mand i mørkt tøj ved togskinnerne. Anmelderen frygtede at manden havde til hensigt at springe ud foran toget. En patrulje kørte frem til stedet, hvor de traf en meget toginteresseret mand, som tog billeder af togene med et stort kamera. Patruljen kunne derfor berolige anmelderen og fortsatte herefter til andre opgaver.

Spirituspåvirket motorcyklist væltede – Hedelandsvej, Roskilde

Kl. 16.04 var en ambulance tilkaldt til at tilse en motorcyklist, som var væltet i forbindelse med at han ville svinge ned ad tilkørslen til motorvejen mod København. Motorcyklisten, en 53-årig mand fra Hvidovre havde slået sit knæ i forbindelse med faldet, men var ikke kommet alvorligt til skade. Føreren var påvirket af spiritus, så politiet blev tilkaldt. Patruljen sigtede og anholdt den 53-årige mand, som fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 53-årige høre mere fra politiet.

Spiritusbilist gjorde modstand ved anholdelsen – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 03.35 standsede en patrulje en personbil, som kørte langsomt og slingrende ad Ringstedgade i retning mod Ringstedvej. Bilen blev ført af en 42-årig mand fra Roskilde, som var påvirket af spiritus. Han blev testet med alkometeret, som viste en promille over det tilladte. Da politiet sagde til manden, at han var anholdt, gjorde han voldsomt modstand. Flere patruljer kom frem til stedet for at assistere med at anholde den ustyrlige mand. Den 42-årige blev ilagt håndjern og taget med for at få udtaget en blodprøve. Han blev løsladt herefter og kan nu forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Indbrud i Perioden

Venusvej, Jyllinge
Ringstedvej, Roskilde
Gulddyssevej, Gundsømagle, Roskilde
Frederiksborgvej, Roskilde