Præsentation af skønne oplevelser skal trække flere gæster til Fjordlandet.

VisitFjordlandet var i sidste uge vært for en oplevelsestur i Fjordlandet, hvor nationale medier som Politiken og Vores Børn besøgte nogle af de engagerede aktører og oplevede en smagsprøve på landskabet, livet, maden og historien i Fjordlandet.

På kajaktur på Roskilde Fjord. Foto: PR

– Turen er en del af VisitFjordlandets strategi om at præsentere de mange gode oplevelser i Fjordlandet for nationale medier, så historierne kan blive fortalt bredt og dermed trække flere gæster til Fjordlandet, siger Thomas Kær Mahler projektchef for VisitFjordlandet.

Turen havde fokus på bla. Outdoor-liv og bød på både guidet cykeltur og kajaktur med Fjordlandet-Outdoor og på en stemningsfuld sejltur på fjorden med M/S Svanen. Der udover præsenterede Gershøj Kro, Herslev Bryghus og Why F.A.C. nogle af de fantastiske madoplevelser, som Fjordlandet byder på. Danhostel i Roskilde sørgede for bløde senge i smukke omgivelser efter en lang dag med oplevelser.

Forventningen er, at presseturen giver omtale af Fjordlandet i de inviterede medier. Mange af Fjordlandets seværdigheder og udsøgte naturoplevelser ligger kun ca. en times kørsel fra København, og med presseturene håber man ikke mindst at åbne københavneres og storbyturisters øjne for Fjordlandets mange fristelser.

– Fjordlandet har et enormt turismepotentiale som det attraktive opland tæt på hovedstaden. Vi er Copenhagen Countryside, og med presseturene sætter vi fokus på alt det, man kan opleve, hvis man bevæger sig bare lidt uden for byen, siger Thomas Kær Mahler.

Turen er den anden tur for medierne for at sætte fokus på Fjordlandet i 2019, og der planlægges endnu en tur i efteråret. Evaluering af den tilsvarende indsats i 2018 viser, at presseturene har en stor effekt. Samlet set gav indsatsen i 2018 flere end 30 artikler i såvel trykte som digitale medier, med en samlet annonceværdi på 1.428.351 kr.