1200 klubbørn fra Roskilde Kommunes 18 fritidsklub afdelinger forventes at deltage i klubfestival på Musicon den 13. juni.

Foto: Roskilde Kommune

Roskilde Kommunes 18 fritidsklubber afholder torsdag den 13. juni deres fælles årlige Roskilde Klubfestival på søjlepladsen og i Hal 9 på Musicon. Klubfestivalen er et gratis arrangement for alle klubmedlemmer og er fyldt med kreative aktiviteter, musik, dans og sjove udfordringer samlet i et farverigt og sprudlende brag af en festdag. Alle afdelinger arrangerer transport til og fra Musicon, og klubberne forventer at tage imod ca. 1200 deltagere på dagen.

Roskilde er en af de kommuner i Danmark, der har forholdsvis flest børn, som går i klub. Det skyldes blandt andet, at Roskilde Byråd gennem mange år har prioriteret klubberne som en del af et spændende og mangfoldigt fritidsliv for børn og unge.