Fredag den 10. maj kl. 9.30 klipper Matas på Stændertorvet i Roskilde snoren for deres helt nye butiks- og oplevelseskoncept Matas Life.

– Vores kunder har i dag nogle helt andre forventninger til deres oplevelser i butikker end tidligere. Det er ikke nok bare at have en butik på gågaden, nogle gode varer og så selvfølgelig dygtige ansatte og god rådgivning. Kunderne vil have en individuel oplevelse, hvor der er plads til, at de kan få det præcis, som de vil have det – hvad enten de er ude for at blive inspireret, eller de bare vil lave en god og hurtig handel, siger Katrine Benthien, der er udviklingsdirektør i Matas.

Nye produkter på hylderne
Når den nye Matas Life i Roskilde slår dørene op, bliver det med en række helt nye produkter på hylderne.

– Der kommer en hel masse nye og spændende brands, som vi glæder os meget til at vise frem for alle vores lokale kunder. I hudpleje kommer vores kunder nu til at se brands som RazSpa, Perricone MD og Caudalie, og i makeup vil der være nyheder som Nude by Nature, MAC, Dior Backstage og ikke mindst det helt nye og super hypede IT Cosmetic. Når man ser på både den nye indretning og alle de nye lækre brands, bliver vi uden tvivl en af de vildeste beauty-butikker på Sjælland, siger Camilla Birkelund Sørensen, der bliver butikschef for den nye Matas Life-butik på Stændertorvet.

Matas Life bygger på oplevelser
Hele grundideen i de nye Matas Life konceptbutikker er meget forskellig fra, hvad traditionelle butikker tilbyder. Indretningen og rådgivningen i butikken er bygget op, så den passer til kundernes meget individuelle behov, som har ændret karakter i kraft med, at nethandlen vokser eksplosivt.

Butikkerne skal derfor gøre det nemmere for kunderne at finde rundt, og selve indretningen er noget helt andet, end man har set tidligere i Matas-butikkerne.

– Vi tror på, at vi kan give kunderne en langt mere skræddersyet oplevelse ved, at kunderne kan gå på oplevelse og få noget, de ikke kan få foran skærmen derhjemme eller i supermarkedet. Vi har derfor lavet dedikerede områder til fx make-up, hudpleje og helse og velvære, siger Camilla Birkelund Sørensen.

Ligesom de andre nye Matas Life konceptbutikker, får butikken i Roskilde et samlet kasseområde. Det betyder, at de kunder, der kun har kort tid til at handle og ved præcist, hvad de vil have, kan gå direkte til nogle fast betjente kasser.

Foto: Matas