Da en psykisk syg, stofafhængig, alkoholiseret og ekstremt overvægtig Brian Wilson i 1982 blev fyret fra Beach Boys af de fire øvrige medlemmer, havde næppe nogen forventet, at han skulle vende stærkt tilbage endsige overleve sine mindre brødre i bandet.

Men den 20. juni på Brian Wilsons 77 års fødselsdag giver Beach Boys koncert i Roskilde Kongrescenter. Den eneste i Norden. Ugen forinden – den 14. juni – udkommer den første biografi om ikonet, der om nogen fortjener betegnelsen gal og genial. Forfatteren er den konsekvent anmelderroste rockskribent, Karsten Jørgensen.

Hvordan kan man finde på at smide en mand ud af sit eget band? En mand, der har skrevet stort set al musikken, og som længe var en jævnbyrdig konkurrent til selveste The Beatles.

Paul McCartney har gang på gang lovprist Brian Wilson og især hans Pet Sounds. I et interview i 1990 fortalte McCartney, at albummet var den primære inspirationskilde til Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band.

“Jeg har tit spillet Pet Sounds og grædt. Det er måske at overdrive at sige, det er århundredets klassiker, men for mig er det i hvert fald en klassisk plade, der på mange måder er umulig at overgå.”

I dag må Brian Wilson ikke optræde under Beach Boys-navnet. Det må kun hans fætter, forsangeren Mike Love, som også har været med helt fra start og en anden veteran, keyboardspilleren Bruce Johnston.

Derfor er Brian Wilson heller ikke på scenen på sin fødselsdag i Roskilde. Mens hans sange er konsekvent til stede.

Få en smagsprøve på Karsten Jørgensens gennemresearchede bog her.

The Beach Boys giver koncert i Roskilde Kongrescenter den 20. juni. Det er den eneste koncert i Norden.

Excentrisk: Brian Wilson fik en truck til at læsse otte tons sand af i spisestuen, hvor hans store flygel stod, så han fik følelsen af, at han sad på en strandbred og komponerede. 14. juni udkommer den første danske biografi om en af rockens helt store ikoner. Foto: Haase Forlag.