Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet fra den 5. april til den 16. april 2019.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden – Assendløsevejen, Viby Sj. – Roskilde

Kl. 20.20 anholdte og sigtede færdselspolitiet en 57-årig mand fra Viby Sj. for spirituskørsel i en varebil, som han i øvrigt ikke måtte være fører af. Han var i forvejen frakendt kørekortet. Den 57-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse samt afhøring til de to overtrædelser af færdselsloven.

Arbejdsulykke – Erhvervsparken, Gadstrup – Roskilde

Kl. 07.34 var en 48-årig mand fra Viby Sj. kommet til skade i forbindelse med sit arbejde på en fabrik, hvor han havde været ved at reparere et køretøj løftet op ved hjælp af en donkraft. Pludselig havde der lydt et brag, hvorefter køretøjet var faldet ned over den 48-årige, der fik hovedet og brystkassen i klemme. Andre medarbejdere fik dog hurtigt løftet køretøjet op, så den 48-årige kunne frigøres og bringes til skadestuen til kontrol. Arbejdstilsynet blev tilkaldt til stedet, så myndighederne i fællesskab kan undersøge årsagen til ulykken og således finde ud af, om nogen kan drages til ansvar. Den tilskadekomne meldtes uden for livsfare og i stabil tilstand.

Udlændinge tilbød billig arbejdskraft – Køge og Gadstrup – Roskilde

Kl. 12.10 fik politiet en anmeldelse om, at to mænd, der kørte i en polsk indregistreret brun varebil tilbød billig arbejdskraft i et villakvarter i Køge. En patrulje blev sendt til området, hvor de på Steinmannsvej i Køge traf to rumænske mænd i den polske varebil. De to mænd på 28 og 30 år fik en formaning, og blev orienteret om reglerne om at tilbyde arbejdskraft i Danmark, men der var ikke grundlag for at sigte dem for noget.

Kl. 12.58 anmeldte en borger fra Snoldelev i Gadstrup – Roskilde, at han netop havde haft besøg af en udlænding, der tilbød at udføre tagarbejde, hvilket anmelderen afslog tilbuddet og kontaktede i stedet politiet. Manden beskrives som:

A: Mand, 25-35 år, 175-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Brune øjne. Talte gebrokkent engelsk. Iført: Arbejdstøj. Kørte i en formentlig blålig varebil.

Politiet opfordrer borgerne til at udvise en sund skepsis imod sådanne tilbud om arbejdskraft, der tilbydes uden, at man har bedt om det. Der er stor risiko for at blive snydt, eller at få udført arbejde af personer, der ikke arbejder lovligt i Danmark.

Biltyv stak af – Jyllinge, Roskilde, Greve.

De tre mænd, der torsdag blev anholdt i en Mercedes ved Engrøjel i Greve efter at have deltaget i en biljagt med en stjålet Audi, blev løsladt fredag eftermiddag, da der ikke var grundlag for at varetægtsfængsle dem i sagen. Politiet brugte fredagen til at afhøre de anholdte og at ransage deres bopæle. På den 27-årige mand fra Frederiksbergs adresse fandt politiet et sekscifret kontantbeløb, der alle blev beslaglagt, da han skyldte penge til det offentlige. Han ønskede beslaglæggelsen forelagt retten, der nu skal tage stilling til om indgrebet var i orden. Politiet efterforsker fortsat sagen, og alle mændene er stadig sigtet. Audien skal grundigt undersøges af politiets teknikere for at forsøge at fastlægge, hvem der stjal bilen. Politiet afventer stadig at få klarlagt, hvorfor de tre mænd var i besiddelse af Mercedes’en, der er registreret til en anden mand, som det ikke er lykkedes politiet at få kontakt til endnu.

Spirituskørsel – Søndre Ringvej, Roskilde

Kl. 00.44 anholdte og sigtede politiet en 18-årig mand fra Roskilde for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Bortvist fra pub – Hestetorvet, Roskilde

Kl. 00.37 var politiet til stede med flere patruljer ved beværtningen Mulligans, hvor gruppe mænd havde lavet hærværk, været truende, og nægtede at forlade stedet. Politiet traf to mænd, en 50-årig mand fra Nykøbing Mors og en 32-årig fra Thyholm i Nordjylland, der blev bortvist fra stedet uden at være blevet sigtet for noget, da ejeren af pubben ikke ønskede at indgive anmeldelse om hærværk.

Ordensbekendtgørelsen – Søndre Ringvej, Roskilde

Kl. 0110 traf politiet en spirituspåvirket 34-årig mand fra Thisted, der lavede uorden blandt andet ved at lægge sig ned i en privat have. Da patruljen bad ham forlade stedet, råbte han af betjentene og kaldte dem ukvemsord. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og bortvist fra stedet. Han kan nu forvente at få en bøde for sin opførsel.

Færdselsuheld – Byvolden / Hedegade, Roskilde

Kl. 07.46 var der sket et færdselsuheld i krydset Byvolden-Hedegade mellem en bil og en knallert. Det viste sig, at en 36-årig kvinde fra Roskilde var kørt i en personbil ad Byvolden mod sydvest og foretog et højresving ad Hedegade med lav hastighed. Under svingningen blev hun påkørt på højre bagskærm af en knallert, der blev ført af en 17-årig ung kvinde fra Roskilde i samme retning i den hensigt at fortsætte ligeud i krydset. Knallertkøreren blev bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet fra uheldet med diverse knubs. Den kvindelige bilist kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

Arbejdsulykke – Maglegårdsvej, Roskilde

Kl. 10.18 var der sket en arbejdsulykke på en fødevarefabrik, idet en person var kommet til skade under arbejdet. Det viste sig, at en 53-årig kvinde fra Kalundborg var ved at rengøre en tank med tilhørende rørføring. Ved åbning af tanken var meget varmt lud skvulpet ud og havde ramt medarbejderen på ryggen og det ene ben. Hun blev i den tilkaldte ambulance bragt til Rigshospitalet til behandling for sine andengrads forbrændinger på kroppen. Arbejdstilsynet blev underrettet om sagen, som de vil kigge nærmere på sammen med politiet for at kunne afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken. Politiet afventer nu en udtalelse fra Arbejdstilsynet, før der bliver truffet afgørelse i sagen.

Udlændingeloven – ulovligt ophold og arbejde – Roskilde

Kl. 14.31 fik udlændingeafdelingen kontakt til to mænd på 37 og 39 år fra Nigeria, medens de udførte arbejde i en genbrugsvirksomhed i den østlige del af Roskilde. Ingen af dem havde hverken opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, hvorfor begge mænd blev anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. Straffesagerne mod dem forventes afgjort hurtigst muligt, så Udlændingestyrelsen kan træffe afgørelse om, hvorvidt de to nigerianske mænd skal udvises af Danmark med et indrejseforbud. De vil forblive frihedsberøvet efter udlændingelovens bestemmelser, indtil den afgørelse er truffet.

Musik og uro ved bålplads – SFO-Himmelev skole, Himmelev, Roskilde

Kl. 21.59 kom en anmeldelse om uro og høj musik ved en bålplads ved Himmelev Skole. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf 10 unge mennesker, der støjede og havde tændt bål. De fik en advarsel om at dæmpe sig, og at rydde op på stedet. Senere kom endnu en anmeldelse om, at der nu igen var larm på stedet. Politiet kom igen til stedet, og lukkede festen og sørgede for, at der blev ryddet op. Herefter kom der ikke flere anmeldelser om musik og larm til ulempe fra bålpladsen.

Mand sov på bodega – Hestetorvet, Roskilde

Kl. 01.15 fik politiet en anmeldelse fra personalet fra en bodega, der havde en sovende spirituspåvirket gæst, som ikke ville forlade stedet. Han blev truende og udadreagerende, når personalet forsøgte at vise ham ud. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en 20-årig mand fra Roskilde, der var opfarende og slog ud efter politiet, da de tog kontakt til ham. Han blev derfor sigtet for ordensbekendtgørelsen, anholdt og taget med til afrusning i detentionen. Han blev løsladt senere på morgenen, da han igen var egnet til at tage vare på sig selv, og han kan nu forvente at få en bøde for sin opførsel.

Vold – Ved Klostermuren/Bibliotekshaven, Roskilde

Kl. 02.19 blev en 21-årig mand fra Roskilde antastet af en mand, som han ikke kendte, da han var på pub på Hestetorvet. Manden svinede den 21-årige til, og de blev enige om, at gå udenfor og afklare striden. De gik sammen til Bibliotekshaven, hvor yderligere tre mænd stødte til. Her blev den 21-årige overfaldet med slag og spark, hvorefter mændene løb fra stedet. Den forurettede fik et blåt øje og nogle skrammer i ansigtet, og han var forslået efter overfaldet. Den 21-årige beskrev mændene som:

A: Mand, Ikke etnisk dansk af udseende, 160-170 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: sort “armycut” frisure

B: Mand, Ikke etnisk dansk af udseende, 180-190 cm, Kropsbygning: Spinkel,
Hårfarve: Sort, Iført: peak performance jakke, Nike Airmax sko _

C og D: Mænd, Ikke etnisk danske af udseende

Politiet søger vidner i sagen. Kontakt politiet, hvis du har set overfaldet eller de beskrevne mænd i Roskilde midtby omkring gerningstidspunktet. Ring 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Påklædt “vinterbader” indlagt – Vindeboder, Roskilde

Kl. 09.13 henvendte en undrende, lokal borger sig til politiet, idet en fuldt påklædt kvinde var set flere gange hoppe i vandet ved Vikingeskibsmuseet. Efter at hun havde svømmet lidt rundt, var hun kommet op på land, hvorefter hun igen var hoppet i vandet. Politiet fik kontakt med en 32-årig kvinde fra Roskilde, som var noget kold efter opholdet i det kolde vand. Hun blev indledningsvist kørt til undersøgelse på skadestuen, men efterfølgende visiteret til et andet sygehus, da hendes adfærd formentlig skyldtes en uligevægtig sindstilstand.

Mand truet med kniv – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 10.00 anmeldte en 35-årig mand fra Roskilde, at han på vej til togstationen gik i tunnelen under sporene. En ophidset mand, der gik i modsat retning, havde pludselig kontaktet den 35-årige, der blev beskyldt for at have kaldt ham noget nedladende. Samtidig havde den ophidsede mand taget en springkniv frem, hvorefter den 35-årige flygtede op på en perron, hvor andre rejsende stod afventende. Den ophidsede mand fulgte kortvarigt efter, men vendte om og forsvandt i ukendt retning i tunnelen.

Politiet ledte forgæves efter den ophidsede mand, der blev beskrevet som: A: Mand, arabisk udseende, 23-24 år, 170-174 cm høj, sort hår, overskæg, iført sort trøje, mørke cowboybukser, sort kasket og fremvisende en springkniv med sort skæfte. Politiet forsøger nu at få manden identificeret.

Narkobilist med hash i bilen – Hovedvejen, Øm, Roskilde – Lejre

Kl. 11.20 anholdte og sigtede politiet en 32-årig mand fra Odense C for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. En narkometertest indikerede nemlig, at han var påvirket af hash under kørslen. Hashlugten fra bilens kabine kunne politiet også lugte, så bilen blev ransaget af patruljen. Dette medførte fund af ca. 35 gram hash, en hashvægt med hashrester på samt en mobiltelefon, som ifølge politiets opfattelse kunne være en såkaldt salgstelefon. Den 32-årige blev yderligere sigtet for besiddelse af disse ting og mistænkt for at være sælger af hash. Politiet løslod den 32-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer samt afhøring til sagen om besiddelse af hashen mv. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Knivloven – Hersegade, Roskilde

Kl. 02.15 fik politiet kontakt til en spirituspåvirket, 39-årig mand fra Roskilde, som var lidt aggressiv i sin færden blandt andre, der færdedes i nattelivet i byen. Da politiet forsøgte at lægge en dæmper på manden og undersøgte ham nærmere, kunne politiet konstatere, at han var i besiddelse af en hobbykniv samt en anden knivlignende genstand. Ud fra andres forklaringer kunne det godtgøres, at den 39-årige havde haft disse effekter med sig under restaurationsbesøg i området. Derfor sigtede politiet ham for overtrædelse af knivloven, da politiet vurderede, at han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål at bruge knive til på det pågældende sted og tidspunkt.

Indbrud i perioden

Smedegade, Roskilde
Skovbovængets Sidealle, Roskilde