Kursisternes fremmøde på sprogskoler i Roskilde skal øges, og kommunen skal bedre kunne følge med i, hvorfor en borger bliver væk fra undervisningen. Det er målet med de nye krav til kommende udbydere af danskundervisningen.

Næste gang det skal besluttes, hvilket sprogcenter, der skal undervise Roskilde Kommunes borgere i dansk, vil man gå efter et sted, som registrerer fravær mere nøjagtigt. Tiltaget skyldes, at fraværet i dag er højt – helt præcist 37,3 % for de kursister, der modtager integrationsydelse og 42,2 % for dem, der ikke gør.

– Undervisningen på sprogskolen har stor betydning for, hvordan man klarer sig på arbejdsmarkedet eller gennem et uddannelsesforløb. Derfor er det vigtigt, at vi sætter ind over for det høje fravær og får signaleret, at vi vægter et højt fremmøde, siger Bent Jørgensen, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Roskilde Kommune.

Ud over en mere nøjagtig registrering af kursisternes fravær er det også et ønske fra kommunen, at der skal skelnes mellem lovligt og ulovligt fravær. På den måde vil man kunne se, om en borger har haft acceptable grunde, f.eks. sygdom, til ikke at være mødt til undervisningen.

Højt fravær har været i fokus nationalt og er en velkendt udfordring på landets sprogcentre. Problemerne handler både om måden fraværet vurderes på, måden fraværet registreres, undervisningens tilrettelæggelse og kursisternes adfærd. Det er forhåbningen, at det nye fokus vil forbedre kulturen for fremmøde i klassen, og at kursisterne kan motivere hinanden til at møde op.

De nye tiltag træder i kraft som to kriterier til sprogcentrene ved næste udbudsrunde, når Roskilde Kommune igen skal beslutte, hvem man fremover skal samarbejde med.

FAKTA
– Landets sprogcentre, heriblandt CLAVIS Sprog og Kompetence, der er Roskildes Kommunes nuværende sprogudbyder, benytter sig i dag af systemet LUDUS Web, der ikke skelner mellem forskellige typer af fravær. Man forventer derfor, at den kommende udbyder vil tilpasse fraværsregistreringen til de nye kriterier.
– Kursisterne på sprogskolen er udenlandske statsborgere, der fyldt 18 og er flyttet til Roskilde. Det kan være f.eks. flygtninge eller udlændinge, der kommer hertil for at arbejde eller studere.

Foto: Roskilde Kommune.