Absalons rektor startede karrieren med at undervise studerende på det daværende lærerseminarium i Holbæk, og i dag står hun i spidsen for cirka 700 medarbejdere og 8500 studerende på Professionshøjskolen Absalon. Den 15. marts bliver rektor Camilla Wang 50 år.

Camilla Wang er uddannet cand.mag. i dansk og psykologi fra Københavns Universitet og startede sin karriere med at undervise, inden hun bl.a. blev sektionsleder i Roskilde Kommune og områdechef for Danmarks Evalueringsinstitut. I 2010 startede hun på Professionshøjskolen Metropol som direktør, og hun blev senere dekan for Det Samfundsfaglige og Pædagogiske Fakultet samme sted.

Det var i 2015, at Camilla Wang indtog stillingen som rektor for Professionshøjskolen Absalon, der dengang hed University College Sjælland – et navn, hun sammen med den daværende bestyrelse fik ændret.

På Absalon har Camilla Wang for alvor etableret sig som et kendt navn i uddannelsessektoren, og hun har skabt en stærk profil for Absalon som en udviklingsorienteret og synlig uddannelsesinstitution i Region Sjælland. Camilla Wang er kendt som en rektor med holdninger, og hun er ikke bange for at gå ind i både uddannelsespolitiske og faglige diskussioner.

Hun lytter til de regionale behov og udvikler Absalon efter dem. Og hun er ikke bange for at gå egne veje. Mens andre uddannelsesinstitutioner samler sig på færre adresser, arbejder Camilla Wang på at brede uddannelser ud i hele Region Sjælland. Blandt andet har hun stået for at oprette en ny diplomingeniøruddannelse i Kalundborg, ligesom første spadestik til et helt nyt Absalon-campus i Slagelse netop er blevet taget.

Privat bor Camilla Wang i København med sin mand, når hun da ikke er i sommerhuset på Møn. Til sammen har parret fem børn og fem børnebørn.

Camilla Wang. Foto: Alex Tran.