Undersøgelsen Danskernes Friluftsliv viser, at vi i høj grad bliver inden døre om vinteren – og det er helt unødvendigt, mener Friluftsrådet, der samtidig kommer med gode ideer til udendørs vinteraktiviteter for både børn og voksne. Der er ingen grund til at blive inden døre, bare fordi det er koldt derude. Sådan lyder det fra Friluftsrådet.

Friluftsrådet har i en stor undersøgelse kortlagt “Danskernes Friluftsliv”, og blandt de mere end 9400 deltagere i undersøgelsen, viser det sig, at de fleste er markant mindre aktive uden for i vinterhalvåret. 56 procent af deltagerne i undersøgelsen har angivet, at de i sommerhalvåret opholder sig i naturen en eller flere gange dagligt, og 29 procent yderligere opholder sig i naturen en til tre gange om ugen – altså 85 procent af befolkningen opholder sig i naturen mindst én gang om ugen. Kun 1 procent opholder sig aldrig eller næsten aldrig i naturen om sommeren.

Sidder inde om vinteren.
Til sammenligning har kun 31 procent angivet, at de i vinterhalvåret opholder sig i naturen en eller flere gange dagligt, mens sammenlagt svarer 59 procent, at de opholder sig i naturen mindst en gang om ugen i vinterhalvåret. 3 procent har svaret, at de aldrig eller næsten aldrig er i naturen om vinteren.

“Det er netop om vinteren, vi har allermest brug for at være ude i naturen – for at mærke sollyset og få noget D-vitamin til at komme igennem det mørke halvår. Vinteren i Danmark har rigtig mange naturoplevelser at byde på, så det er bare med at komme ud. Med fare for at lyde lidt morfar-agtig, så handler det bare om at have det rigtige, varme tøj på,” siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.

Effekt på sundhed og livskvalitet.
En af de rigtig gode grunde til at bevæge sig ud i vinteren er netop naturens effekt på humør, sundhed og livskvalitet. Danskerne oplever i undersøgelsen en direkte effekt af deres friluftsliv og deres generelle livskvalitet og sundhed. Helt overordnet oplever tre ud af fire, at friluftsliv øger deres livskvalitet. 84 procent oplever en effekt på deres psykiske velvære og humør, 80 procent oplever en positiv effekt på deres fysiske form og helbred, og 40 procent oplever en positiv effekt på deres sociale liv. Det er derfor en rigtig god idé at bevæge sig ud i naturen – også om vinteren.

Kend dine muligheder for vinterens naturoplevelser.
Mange danskere er ikke klar over, hvilke muligheder vi har for at opleve naturen. Især er kendskabet til, hvad vi må i privatejede skove og på strande begrænset, viser en undersøgelse fra Friluftsrådet.

Der er masser er muligheder for at opleve naturen, også om vinteren. Og hvis man kender reglerne kan man skøjte, kælke, stå på ski, varme sig ved et bål eller bare gå en god tur. “Men vi kan se, at der er mange, som ikke er klar over, hvad de må, og det er ærgerligt, at de går glip af de oplevelser,” siger Louise Skou Grindsted, kommunikationskonsulent i Friluftsrådet.

Til at begynde med at er det vigtigt at vide, at reglerne er forskellige i offentligt ejet natur og i privatejet natur. Under halvdelen af danskerne ved for eksempel ikke, at vi gerne må færdes til fods på privatejede strande. Og det kun hver fjerde dansker der ved, at det er tilladt at cykle på veje og stier i privatejede skove, viser tal fra Friluftsrådet, som derfor guider til flere oplevelser i naturen. Hovedreglen er, at du må færdes de fleste steder, men der er nogle undtagelser, som du skal være opmærksom på.

Hvem ejer skoven?
Må du være i skoven, efter det er blevet mørkt? Må du gå uden for veje og stier? Må du plukke vintergækker fra skovbunden? De spørgsmål er slet ikke så enkle at besvare, for reglerne i skovene afhænger nemlig af, hvilken type ejer skoven har: Er det statens eller kommunens skov – det vil sige en offentligt ejet skov – eller er det en privatejet skov? I offentlige skove må du færdes døgnet rundt både på veje stier og i selve skovbunden. I privatejede skove skal du blive på veje og stier, og du må være der fra kl. 6 om morgenen til solnedgang. Al cykling skal foregår på veje og stier uanset om skoven er offentlig – eller privatejet.

Det er tilladt at plukke blomster, samle svampe, bær kogler mv. til eget brug – omkring en posefuld, men husk, at du kun må samle det, som du kan nå fra vejen eller stien, hvis skoven er privatejet. Husk i øvrigt altid at tage affald med dig og at have din hund i snor. Den eneste undtagelse er på stranden fra 1. oktober til 31. marts, hvor du må lade hunden løbe fri.

Statens skove drives af Naturstyrelsen, og de er forsynet med rødmalede pæle, skilte og låger. I privatejede skove ses oftere et grønt skilt med “ordensregler”. Kender du naturområdets adresse kan du finde ejeren via boligejer.dk.

Friluftsrådet arbejder for, at der skal være gode adgangsforhold til naturen og oplyser om regler og muligheder gennem kampagnen Oplev mere – Brug Naturen. Du kan finde mere vide om reglerne i naturen på www.oplevmere.nu.

Tre ideer til udendørs vinteraktiviteter.
Kælk, stå på skøjter, gå en tur langs stranden, cykl en tur på landet, kik på fugle og find dyrespor – mulighederne er mange. Her er tre lidt anderledes oplevelser i vinternaturen – der ikke er afhængige af vejret.

Tænd et bål i skoven og lav varm kakao.
Du må tænde bål/bruge stormkøkken på bålpladser og lejrpladser i offentligt ejede skove. Hvis skoven er privatejet, skal du altid spørge ejeren om lov, og de almindelige regler for at tænde bål skal altid overholdes. Du kan søge efter steder med bålpladser på Danmarkskortet på udinaturen.dk

Nup en nat i naturen.
Hvad med at tage på sheltertur en vinternat? Med det rigtige udstyr og et godt bål, er det mere end hyggeligt for både børn og voksne. I kan også afprøve friteltning i de områder, hvor det er tilladt. Find lejrpladser, friteltningsskove og shelterpladser på udinaturen.dk

Er du til kolde gys?
Du må slå dig ned og bade ved stort set alle strande, men husk, at der skal være mere end 50 meter til beboelse, hvis stranden er privatejet. Det er også tilladt at lave bål de fleste steder, men der kan være lokale forbud, som du kan tjekke på kommunens hjemmeside. Et bål på stranden kan med fordel kombineres med en vinterbadetur. Læs mere om regler og muligheder på oplevmere.nu

Fakta om, hvad vi må i naturen.
Offentligt ejede skove
Du må færdes til fods og cykle på veje og stier døgnet rundt.
Du må færdes til fods overalt i skoven, både på veje og stier og i skovbunden. Du må dog ikke færdes i haver eller på gårdspladser.
Du må gøre ophold, hvis der er mindst 50 meter til beboelsesbygninger.
Du må overnatte i telt på lejrpladser, primitive overnatningssteder og i særlige friteltningsskove. Du må også overnatte direkte i skovbunden på liggeunderlag, i sovepose, i hængekøje eller under regnslag.
Du må bruge åben ild eller kogeapparater ved bålpladser eller lejrpladser. Tjek altid op på eventuelle lokale forbud.
Du må bade i skovens vandløb og søer.
Du må samle nødder, bær, svampe, frø, kogler, blomster, urter, grene, kviste, mos og lav fra skovbunden til eget forbrug. Du må samle omkring en posefuld.

Privatejede skove.
Du må færdes til fods og cykle på veje og stier fra kl. 6 til solnedgang.
Du må kun færdes til fods i skovbunden, overnatte og lave bål, hvis du har spurgt ejeren om lov.
Du må samle nødder, bær, kogler, svampe, blomster, urter, grene, kviste, mos og lav, hvis du kan nå dem fra stier og veje. Du må tage til eget brug – omkring en posefuld.
Adgangen til skove kan forbydes eller begrænses på dage, hvor der holdes jagt, og i områder, hvor der er intensivt skovarbejde. Hvis en privatejet skov er under 5 hektar, må skovejeren også lukke den af for offentligheden.

Strande.
Du må færdes til fods langs stort set alle strande, hele døgnet. Også selvom stranden er privatejet. En god tommelfingerregel er, at du må færdes og opholde dig på strande, som består af sten og sand. Har stranden karakter af en have, skal du ud i vandkanten, for at du lovligt må passere.
Du må opholde dig på strande i kortere tid dvs. ikke over en dag, men det må gerne være i nattetimerne. På privatejede strande skal der mindst være 50 meter til ejerens beboelse, for at du må slå dig ned.
Du må overnatte på stranden, men ikke i telt o.l. Du må gerne etablere et primitivt ly eller overnatte under åben himmel. Husk, at der skal være mindst 50 meter til ejerens beboelse på privatejede strande.
Du må bade ved stort set alle strande. Tager du ophold på stranden, skal du huske, at der skal være mindst 50 meter til ejerens beboelse, hvis stranden er privatejet.
Veje og stier i det åbne land.
Du må færdes til fods og cykle på veje og stier i det åbne land hele døgnet, også på markveje.
Du må ikke færdes på marker og arealer der dyrkes eller er i drift
Du må ikke gå i læhegn eller skel mellem markerne.

Ejeren kan forbyde adgang ved skiltning i særlige tilfælde. Respekter derfor skilte, du møder på din vej. Se mere om, hvad du må i naturen på www.oplevmere.nu

Del på sociale medier