Det er gået godt i de sjællandske virksomheder i 2018. Men vækstperioden er ikke ovre, mener direktør i Erhvervshus Sjælland, Mads Váczy Kragh. I 2019 vil væksten nemlig rykke ud til hele Sjælland.

Der har nu været vækst i Region Sjælland gennem nogle år. Men det er ikke slut endnu, mener Mads Váczy Kragh, direktør i Erhvervshus Sjælland, som med det nye år har erstattet Væksthus Sjælland. – Vi har over de seneste år set at væksten spreder sig fra København ud til det østlige Sjælland tættest på København, som faktisk i en længere periode har haft den højeste vækst herhjemme. Så der er allerede godt gang i væksten i vores region, men vi skal have hele Sjælland og Lolland-Falster mere med. Og det forventer jeg kommer til at ske i højere grad i det kommende år, udtaler Mads Váczy Kragh.

Foto: Mads Kragh

Noget af det, der har drevet væksten de seneste år er den kraftige stigning i boligpriser i København, som sammen med en række anlægsinvesteringer har affødt masser af ordrer til den sjællandske bygge-anlægsbranche. Lige nu er priserne stigende i Region Sjælland, fordi flere og flere flytter ud af København. Og det kommer igen de sjællandske virksomheder til gavn.

– Udviklingen i boligmarkedet betyder meget for bygge-anlægsbranchen, som er stor i vores region. Og selvom priser nu stabiliseres i København, så går det bedre i vores område. Og derfor tror jeg faktisk at vi fortsat vil se en god udvikling i bygge-anlægsbranchen i vores region. Så byggevirksomhederne i vores region vil fortsat ikke være udfordret på ordrebogen, men på manglende hænder, udtaler Mads Váczy Kragh.

Generelt er manglende hænder et af de temaer, som fylder meget ude i virksomheder.
– Vores hverdag er jo ude i virksomhederne. Og det vi møder desværre mange virksomheder, som simpelthen mangler hænder. Og det er ikke kun byggebranchen. Særligt industrien har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft, og der er akut mangel på ingeniører ude i virksomhederne. Det er en stor udfordring for væksten i vores område, fortæller Mads Váczy Kragh.

Men skal udfordringen med kvalificeret arbejdskraft løses, kræver det flere uddannelser lokalt, mener direktøren. – Sjælland har den særlige udfordring, at vi indtil sidste år ikke har haft nogle ingeniøruddannelser lokalt. Men sidste år åbnede Absalon for de første hold af ingeniører i Kalundborg og det er et skridt i den rigtige retning, men den store mængde af ingeniører uddannes fortsat i København og det er for få ingeniører, der vender tilbage til vores område. Så på vegne af vores kunder er et af mine nytårsønsker, at der kommer flere uddannelser til Region Sjælland. Særligt inden for det tekniske område, fortæller direktøren.

På den lange bane er det en stor udfordring for virksomhederne i Region Sjælland.
– Jeg tror på, at 2019 bliver et godt år i erhvervslivet, men skal væksten fortsætte mange år frem, så kræver det to ting: For det første automatisering og digitalisering af virksomhederne og for det andet flere kvalificerede hænder. Ellers kan virksomhederne simpelthen ikke levere varen, fortæller Mads Váczy Kragh direktør Erhvervshus Sjælland.

Erhvervshus Sjælland er et af seks Erhvervshuse i Danmark, som arbejder med at udvikle små og mellemstore virksomheder.