I en ny undersøgelse af danskernes rygevaner, som Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Lungeforeningen og Kræftens Bekæmpelse netop har offentligt, viser det sig, at der for første gang i 20 år er sket en stigning i antallet af rygere. Men i Roskilde Kommune arbejder man hårdt på at komme cigaretterne til livs.

De sidste mange år har antallet af rygere i Danmark været stagnerende, men for første gang i 20 år viser det sig, at andelen af rygere er steget. En udfordring som man i Roskilde Kommune er fast besluttet på at tage kampen op imod:

– Vi har stadig et mål om, at ingen børn og unge under 18 år ryger i 2030. Vores primære fokus er tobaksforebyggelse hos de unge, men med opmærksomhed på forældre, lærere, trænere etc., om er rollemodeller for de unge. Men det kræver samarbejde med alt lige fra
idrætsforeninger, folkeskoler og erhvervsuddannelserne til kultur- og fritidsinstitutioner og frivillige ildsjæle. Det tager vi for alvor fat på i år, fortæller Morten Gjerskov, udvalgsformand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Mange bække små…
I 2019 bliver der taget hul på en række initiativer – store som små. Det nye år byder blandt andet på et år, hvor de skoler, der er med, vil forsøge at skabe et større samarbejde med andre skoler i Roskilde og forsøge at skabe en fælles rygepolitik.

Erfaringer fra andre skandinaviske lande viser, at antallet af rygere mindskes, hvis der bliver indført markant højere tobakspriser, røgfrie miljøer, og at tobakken gemmes væk. Og især de røgfrie miljøer er et fokuspunkt i de forskellige indsatsområder, der primært vil arbejde på at skabe rammerne for røgfrie områder som det første skridt på vejen mod et en røgfri fremtid.

Samarbejdsformen bygger på metoden Collective Impact, hvor grundtanken bag metoden er, at alle aktører arbejder mod et fælles mål: – Hvis vi alle gør en lille forskel, kan vi sammen skabe en betydelig forskel i det store billede. Rygning i Danmark er et stort og komplekst samfundsproblem, så der er behov for, at mange forskellige aktører samarbejder for at nå målet, udtaler Morten Gjerskov, udvalgsformand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Blandt de mange samarbejdspartnere er Roskilde Festival, Roskilde Gymnasium, Roskilde Tekniske Skole, Lindebjergsskolen og Natteravnene Roskilde. Målet er stadig at få flere aktører med i samarbejdet. – Jo flere, jo bedre, som Morten Gjerskov siger.

Vær med.
Har du lyst til at blive en del af samarbejdet, kan du kontakte Mia Karrebæk på [email protected]

Rygestop i fællesskab.
Fællesskabet betyder unægtelig også noget, når man skal stoppe med at ryge. Sundhedscenteret i Roskilde Kommune tilbyder rygestop-kurser, hvor man i fællesskab med andre deltagere og motiverer og inspirerer hinanden til at fortsætte deres rygestop. Det viser sig nemlig, at chancen får at blive røgfri øges op til fem gange, hvis man får professionel rygestop-hjælp.

Læs mere om Roskilde Kommunes rygestop-kursus her. 

FAKTA.
Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden står bag initiativet Røgfri Fremtid. Målet med Røgfri Fremtid er, at ingen børn og unge under 18 år ryger 2030, og færre end 5 pct. af den voksne befolkning ryger i 2030. Undersøgelser viser, at der hver dag er 40 børn og unge som lærer at ryge. Rygning forårsager årligt mange tilfælde af kræft og dødsfald. Rygning er blandt andet skyld i 6.500 kræfttilfælde og 4.900 kræftdødsfald i DK årligt. 14% af befolkningen i Roskilde Kommune ryger dagligt.