Nordea-fonden har uddelt 11,1 mio. kr. til etablering af ny infrastruktur i Naturpark Åmosen i form af stier, adgang til søer og åer og formidling af spændende viden om landskabet. Projektet, som ledes af Roskilde Universitet, samler lokalsamfund, forskere, lodsejere og serviceudbydere og skal gøre det let og attraktivt for gæster at komme helt ud i landskabet og opleve Vestsjællands unikke landskab, som rummer skatte fra jægerstenalder til vikingetiden.

På nuværende tidspunkt besøger ca. 10.000 gæster Naturpark Åmosen årligt, og naturparken rummer potentiale til at tiltrække flere besøgende. Et nyt projekt, ‘Nye veje i Naturpark Åmosen’, skal løfte denne opgave, hvor lokalsamfund, lodsejere og serviceudbydere i fællesskab styrker områdets infrastruktur. Projektet ledes af adjunkt Thomas Skou Grindsted fra Roskilde Universitet, der vil stå for et forskningssamarbejde med særligt fokus på borgerinddragelse.

Den nye infrastruktur i Naturpark Åmosen tilbyder de besøgende en tur gennem hele Danmarkshistorien fra stenalder over vikingetid og middelalder frem til nutiden. Foto: Formidlingscenter Fugledegård

De nye veje i Naturpark Åmosen kommer til dels til at gå langs eksisterende veje og stier og vil blive markeret med ruteskilte undervejs. “Borgerinddragelse og demokratisk regionaludvikling har værdi i sig selv. I den sammenhæng vil vi inddrage lokalsamfundet for at forankre den herboende kulturhistorie. Det gør vi for at udvikle turisme, der er lokalt mobiliserende og tager afsæt i lokalsamfundets særpræg,” siger adjunkt og projektleder Thomas Skou Grindsted.

Nordea-fonden støtter projektet med 11,1 mio. kr.
“Naturpark Åmosen er stor natur og vigtig kulturhistorie, som endnu flere nu får mulighed for at opleve. Vi håber, at samarbejdet mellem lokalsamfund, lodsejere og serviceudbydere vil udvikle Vestsjælland til et samlet naturrekreativt oplevelsesområde til glæde for områdets beboere, turister og erhverv,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Se og mærk kulturhistorien på egen krop.
De nye veje i Naturpark Åmosen bliver en tur igennem hele Danmarks historie fra stenalder over vikingetid og middelalder og frem til nutiden. På de ruter, der skal etableres i projektet, kan besøgende nyde friluftslivet, naturen og en række kulturhistoriske steder af international karakter.

“Det særlige ved naturparkområdet er, at det har været vådt uafbrudt i ca. 10.000 år, hvorfor arkæologer og historikere har et unikt skattekammer af viden begravet i jorden. Den våde jord er den perfekte måde at opbevare fund fra fortiden – hvorfor man her kan genskabe Danmarkshistorien gennem analyser af skeletter fra urokser og stenaldermennesker, stammebåde, offerfund, våben, kongehaller osv. På kort tid kan gæsten nå at opleve alle de forskellige tidsaldre, som vi har haft i Danmark. Man kan altså se og mærke kulturhistorien på egen krop, og det giver ikke bare nogle unikke oplevelser, men også en forståelse for, hvordan vores nuværende kultur er dannet,” forklarer sekretariatschef Ole Tofthøj Rasmussen fra Naturpark Åmosen.

Følger man ruterne kommer man ikke blot gennem unikke landskaber, man kan også blive klogere på blandt andet kulturhistorie, geologi og natur. Ruten går forbi Lille og Store Åmose, som har den største koncentration af velbevarede stenalderbopladser i Danmark.

De to moser og tilhørende søer udgør tilsammen Danmarks største lavmose. Disse og andre steder vil lokale ildsjæle fortælle og forklare om netop deres lokalområde.

Projektpartnerne er Naturpark Åmosen, Roskilde Universitet, Visit Holbæk, Visit Vestsjælland, Holbæk Kommune, Kalundborg Kommune, Sorø Kommune og Støtteforeningen Naturpark Åmosen.

Fakta om projektet ‘Nye veje i Naturpark Åmosen’.
– Projektet begynder i foråret 2019, og den nye infrastruktur i Naturpark Åmosen er klar i foråret 2021
– 50 kilometer stier inklusiv ti oplevelsesruter med særlige temaer.
– Nye broer og punkter til at udsætte kano fra.
– Ruterne kommer til at gå forbi en række landskabs- og kulturhistoriske perler, som fortæller 10.000 års historie.
– Ruterne på private arealer skal fastlægges i tæt samarbejde med lodsejere, serviceudbydere og lokalsamfund. Alle aftaler vil være baseret på frivillighed.
– Ruterne placeres, så de krydser den kommende Istidsrute, således at cyklende gæster får en ekstra oplevelse.
– På ruterne er der shelters, campingpladser og andre muligheder for overnatning og indkøb.
– Særlig fokus på formidling og involvering af ildsjæle, foreninger og lokalsamfund langs ruten.
– Arbejdet kan følges på www.naturparkaamosen.dk.