Årets bokseforening – Jyllinge Boxing Team – får støtte til at afvikle De Nationale Begyndermesterskaber i boksning på Baunehøjskolen til april. Kultur- og Idrætsudvalget bevilger også flere penge til byparkskoncerterne, som er blevet en større og større succes år for år.

Boksemesterskaberne i Jyllinge vil dække alderen 11-40 år – både for kvinder og mænd. Jyllinge Boxing Team regner med at få besøg af ca. 150 boksere, 150-200 trænere samt ledere fra bokseunionen og klubber. Så det bliver et stort arrangement, som klubben i samarbejde med Danmarks Bokse Union (DaBU), sætter i søen sidst i april måned i Jyllinge.

Pressefoto Jyllinge Boxing Team

Byparkskoncerterne i 2019 bliver efter alt at dømme også store arrangementer. Koncerterne i Roskilde er gradvist blevet en større og større succes med flere og flere tilskuere år for år. Derfor har Gimle, som står for at afvikle arrangementerne, fået tildelt et ekstra tilskud på 150.000 kr., som skal bruges til at sikre et højt fagligt musikniveau og dække øgede udgifter til produktion, pladsindretning – herunder handicappodie – og lydteknik.

“Vi har haft gang i to forskellige puljer, for at kunne støtte disse arrangementer,” fortæller formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Claus Larsen. “Vi har en pulje til større arrangementer på Kultur- og Idrætsudvalgets område, og vi har en tilsvarende pulje til store events i 2018 og 2019.
Udover boksemesterskaberne og byparkskoncerterne har vi også bevilget penge til, at Roskilde Idræts Union kan afholde Idrætsfesten og Børneidrætsfesten i 2019. Vi støtter også SMUK Kvindeløb 2019, som Orienteringsklubben Roskilde står for, og så kommer vil igen i 2019 til at opleve Stjerneløbet i Roskilde, ligesom starten af 5. etape i PostNord Danmark Rundt næste år foregår fra Roskilde med støtte fra puljen”, siger udvalgsformanden.

Del på sociale medier