• Snart bliver det muligt for borgere, der bor i almene boliger at få hjælp og støtte fra sociale viceværter om aftenen og i weekenden – helt frem til kl. 23.

Det er en udvidelse af den nuværende ordning, hvor den sociale vicevært, som typisk løser forskellige former for konflikter hos beboerne, blot er tilgængelig i dagtimerne på hverdage:

– I Roskilde Kommune skal der være plads til alle. Derfor er det vigtigt, at vi i vores boligpolitik vægter en god blanding af forskellige typer boliger: Leje, andel, ejer og almene boliger. Samtidig skal vi også se på de boliger, vi allerede har. For de mere udsatte boligområder skal også være et attraktivt sted at bo. Her har de sociale viceværter en stor opgave, mener borgmester Joy Mogensen.

Mange opgaver løses af boligselskabets egne medarbejdere, og hvis der opstår alvorlige situationer, bliver det en opgave for politiet. Den sociale vicevært har en funktion midt i mellem og kan bidrage til, at en situation ikke eskalerer:

– Det er vigtigt, der hurtigt bliver taget hånd om støjproblemer eller nabostridigheder, som skyldes borgere, der er kilde til utryghed. Med udvidelsen af den boligsociale viceværtsfunktion, sikrer vi, at nogen kan skride ind om aftenen eller i weekenden, fortæller Bent Jørgensen, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget.

Udvidelsen af det tidsrum, hvor den sociale vicevært er tilgængelig, skal finansieres af en pulje, som har til formål særligt at gavne de mest udsatte boligområder i kommunen.

FAKTA
Ordningen med den boligsociale vicevært er indgået som en aftale mellem Roskilde Kommune og Boligselskabet Sjælland.
Aftalen indebærer, at kommunen stiller to boligsociale viceværter til rådighed ud over almindelig arbejdstid. Nemlig i tidsrummet fra 15-23 på hverdage og 8-23 i weekender.
Udvidelsen træder i kraft 1. september og udløber den 30. oktober 2019.

Foto: Anne Beth Witte
Del på sociale medier