Kommunen har fået en forespørgsel på at bygge en butik på op til 1200m² i Vindinge. To placeringer har været i spil, og borgerne har været meget engagerede i at diskutere fordele og ulemper. Plan- og Teknikudvalget har nu besluttet af pege på grunden syd for Børnehuset Hjortekær.

Med udsigt til 150 nye boliger i Vindinge Vest og yderligere 300 boliger i Vindinge Nord, giver det god mening også at skabe plads til en ny butik.

Pressefoto Roskilde Kommune

Men hvilken placering er bedst – nord eller syd for Børnehuset Hjortekær?
“Begge arealer har deres fordele og ulemper, så derfor har det været meget nyttigt, at borgerne i Vindinge har sikret, at vi fik alle argumenter på banen, inden vi går videre med en ny lokalplan og et kommuneplantillæg for området”, siger formand for Plan- og Teknikudvalget, Tomas Breddam.

Området nord for børnehuset er i dag delvist dækket af skov, og der er flere muligheder for aktiviteter, blandt andet fodbold, basketball og bmx. Kommer butikken der, kan det reducere de muligheder.

Området syd for børnehuset bruges ikke i dag, men her kommer butik og parkeringspladser til at fylde omtrent halvdelen af jordstykket, så der bliver mindre plads til andre formål. I begge tilfælde vil der blive adgang til butikken via Tunevej.

“Når vi læser de mange fine kommentarer fra borgerne er det klart, at der er mest, der peger på placeringen syd for Børnehuset Hjortekær. Det gælder også i forhold til trafikken, hvor der peges på, at tilkørselsforholdene vil være langt bedre, da Tunevej på dette sted er lige og med gode oversigtsforhold. Busholdepladsen vil også være placeret lige over for indgangen til butikken.
Men vi kan også se, at området nord for Hjortekær trænger til at få et løft, så det lægger vi i udvalget yderligere vægt på i vores indstilling til kommunens økonomiudvalg”, siger udvalgsformanden.