Kræftens Bekæmpelse og TV 2s Go’ morgen og Go’ aften Danmark drager igen på danmarksturne, når Knæk Cancer løber af stablen i uge 43. Som rosinen i pølseenden gør Knæk Cancer på tur stop i Roskilde, hvor der hele dagen igennem vil være aktiviteter og optrædener på Stændertorvet.

Torsdag 26. oktober står Roskilde i Knæk Cancers tegn. Det hele starter, når Go’ morgen Danmark’ blænder op for morgen-tv live fra Stændertorvet, der dagen igennem danner ramme for en lang række aktiviteter, liveoptrædener og foredrag for både børn og voksne. Det hele rundes af med en mini-koncert med Rasmus Walter og Pernille Rosendahl, mens ‘Tænd et lys’-ceremonien lyser op i mørket.

Foto: Knæk Cancer

– Mange har kræft tæt på i familien, så indsamlinger for Kræftens Bekæmpelse giver altid god mening, og jeg er derfor glad for og håber, at rigtig mange vil komme ned forbi Stændertorvet og støtte op om det gode formål. Jeg ved, at der på dagen er mange forskellige aktiviteter både for skoleelever, der har haft undervisningsforløb om rygning, men også for alle andre som måske vil have et modermærketjek, tale med Kræftrådgivningen eller donere lidt til Kræftens Bekæmpelse ved at indtage aftensmaden på torvet samtidig med, at de ser Go’ Aften Danmark live, siger borgmester Joy Mogensen.

Fokus på lokale initiativer.
Kræft vedrører os alle. Derfor er det vigtigt at sætte fokus på, at det nytter at stå sammen om at knække cancer. Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen, glæder sig over, at Knæk Cancer på tur igen i år kommer rundt i landet.

– Knæk Cancer-kampagnen er ikke kun en indsamlingskampagne. Det er i lige så høj grad en oplysningskampagne. Jeg er stolt og taknemmelig over, at Roskilde Kommune, Kræftrådgivningen, de frivillige i lokalforeningen og den lokale Stafet for Livet har planlagt en række aktiviteter og oplevelser samtidig med, at de hjælper med at samle ind til kræftsagen. Det er med til at gøre flere opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at vi forebygger, når vi kan, men også, at der er hjælp at hente, hvis sygdommen rammer. Derudover er det en kærkommen mulighed for at hylde de frivillige ildsjæle og de lokale initiativer, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Inspiration, gode råd og underholdning.
Og der bliver noget at komme efter, når arrangørerne står klar på Stændertorvet. De besøgende kan høre mere om de lokale støtte- og rådgivningsmuligheder, og få gode råd om kost, motion og livsstil hos bl.a. diætister, sygeplejersker, fysioterapeuter og psykologer. Man kan også springe flere måneders venteliste over og få et gratis modermærketjek hos en hudlæge, komme til spørgetime om HPV, møde en rygestoprådgiver, se en kræftcelle i mikroskop eller lave en kreativ fortolkning af Knæk Cancer-blomsten i Det Kreative Værksted, hvor også #knækcancerblomst-ambassadør Stephania Potalivo vil være tilstede. Foreningen Look Good Feel Better står også klar og tilbyder 15 minutter gratis råd og vejledning om hudpleje og makeup til kræftramte kvinder.

Når mørket falder på, holder den lokale ‘Stafet For Livet’ en ‘Knæk Cancer – Tænd et Lys’ ceremoni til støtte for dem, der er ramt af kræft, og til minde om dem, som er døde. I løbet af dagen kan man købe lysposer og dekorere dem med tegninger eller personlige hilsener.

I forbindelse med ‘Tænd et Lys’ holder rektor på Roskilde Gymnasium, Henrik Nevers, tale, Sonuskoret synger, og der holdes til sidst et minuts stilhed. Dagen rundes af med en minikoncert med Rasmus Walter og Pernille Rosendahl.

Se det detaljerede program her. Se alle de lokale indsamlingsaktiviteter og events til fordel for Knæk Cancer her. 

Kræftrådgivningen i Roskilde holder i forbindelse med Knæk Cancer-ugen åbent hus torsdag 26. oktober.