HUS OG HAVE: Efteråret er ofte synonymt med kraftige efterårsstorme og sidste år var ingen undtagelse. I 2016 var stormvejr skyld i knap 16.000 bygningsskader og erstatningerne i forbindelse med stormskader endte på 128 millioner kr. Det er derfor nu, husejere bør gøre huset klar til rusk og regn og pakke haveudstyret sammen, lyder rådet fra GF Forsikring i Køge og Roskilde. 

Kalenderen afslører, at vi er gået ind i efterårsmånederne, og dermed er det højsæson for stormvejr.
Derfor er det nu, at man bør gå huset efter fra kælder til kvist, så man er sikker på, at det kan stå prøven, når stormvejret rammer. Det kan komme husejerne til gode at sikre sig, inden stormen raser. Ved at flytte havemøbler, parasoller og grillen ind i skuret, kan husejerne forebygge stormskader, hvor flyvende genstande i værste tilfælde kan gøre skade på personer.

Tjek taget.
– Stormsikring af huset behøver ikke at være besværligt, og husejere kan spare sig selv for både udgifter og ærgrelser, hvis de gennemgår deres hus og tjekker om træværk, tagrender og tagsten sidder godt fast. Et godt sted at starte er på taget. Tjek for eksempel om der er tagsten der mangler, sidder løst eller skal skiftes ud, forklarer forretningsfører hos GF Finans & GF Østsjælland, Klaus Lund Snitgaard.

Fjern løse ting i haven.
– Gå også haven igennem for at sikre, at der ikke står løse genstande som grill, havemøbler og trampolin. Pak trampolinen sammen, eller spænd den godt fast og sæt havemøblerne ind i skuret. Kraftige vindstød kan vælte selv tunge havemøbler og trampoliner, som kan ramme huset og parkerede biler, tilføjer Klaus Lund Snitgaard. –  Har man store træer på sin grund er det en rigtig god idé også at tjekke dem, fordi de let kan give skader på hus, bil og have, hvis de vælter, eller store grene falder ned. Men man bør sørge for at tjekke sin have og sine træer i roligt vejr, for er stormen først kommet, skal man blive inden døre af hensyn til sin egen sikkerhed, slutter Klaus Lund Snitgaard.

Gode råd:
Tjek dit tag for løse tagsten og tagplader. Se efter revner i tagbelægningen.
Tjek, at dine hegn og plankeværk står godt fast.
Fjern eller fastgør alle løse genstande uden for dit hus – husk evt. trampolinen.
Tjek træerne på din grund og fjern om muligt knækkede og løse grene.
Undgå at parkere bilen under træer, hvor grene kan falde ned og gøre skade.
Hold døre og vinduer lukkede.
Tjek fryser og køleskab efter strømsvigt.

Læs mere her.