Kommune, sygehus og praktiserende læger har samarbejdet om, hvordan syge borgere får mulighed for at dø hjemme i stedet for i en hospitalsseng. Et af værktøjerne er et spil, hvor medarbejderne udsættes for svære dilemmaer.

En palliativ indsats handler om at yde omsorg, pleje og lindring i den sidste tid. Rigtig mange borgere med behov for sådan en indsats har kontakt til både sygehus, praktiserende læge og kommune. Derfor har det stor betydning, at de forskellige fagpersoner samarbejder godt på tværs, så borgeren og pårørende oplever en god og sammenhængende indsats: – Det skal være sådan, at uhelbredeligt syge kan dø hjemme, hvis de ønsker det. De behøver ikke ligge og dø i en seng på sygehuset, hvis vi kan give dem professionel hjælp til at slutte livet hjemme på en tryg og værdig måde, siger formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget Morten Gjerskov.

Pressefoto Roskilde Kommune: Læringsspillet Den Sidste Tid

Et spil om døden.
Som en del af projektet har Roskilde Kommune sammen med Sjællands Universitetshospital og de praktiserende læger i Roskilde udviklet læringsspillet Den Sidste Tid. Det skal spilles af medarbejdere på tværs af faggrænser og arbejdspladser. Det gælder fx sygeplejersker og fysioterapeuter i kommunen, sundhedspersonale fra sygehuset og de praktiserende læger.

Der har nu været afholdt tre workshops og omkring 80 fagfolk har prøvet spillet af. En af dem er formanden for de praktiserende læger i Roskilde, Betina Kornblit: – Jeg synes, spillet er en rigtig god indgang til at tale om kendte problemstillinger. Det er et godt brobyggerprojekt, hvor spilleformen bliver et fint kommunikationsmiddel, når man arbejder tværfagligt.

Diabetes, tristhed og søde sager.
I spillet får medarbejderne på tværs af faggrænser og arbejdspladser mulighed for at drøfte forskellige situationer og sammen finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre i samarbejdet med borger og pårørende: – Der er en stor frihed i at kunne tale om en problemstilling uden det berører en konkret borger. Vi kan bringe nogle svære dilemmaer frem, som medarbejderne frit kan diskutere. Den bedste vej til at forstå hinanden er dialogen, forklarer Morten Gjerskov, formand for Sundheds og omsorgsudvalget.

Et af eksemplerne i spillet handler om en 84 årig borger med overvægt, diabetes og svære sår på benene, som er trist og trøstespiser. Hun bor på plejecenter, og de pårørende kommer tit med kager og søde sager, mens borgeren sjældent deltager i aktiviteter. Hvordan hjælper man bedst den pågældende borger til en øget livskvalitet og hindrer, at sårene på benene udvikler sig til koldbrand? Spillets deltagere præsenteres for borgerens og de pårørende tanker om det hele og får forskellige veje at gå, fx øget medicinering, inddragelse af diætist og/eller dialog med både borger og pårørende. Der er ingen facitliste – kun muligheden for at få vendt en svær problemstilling.

I Roskilde Kommunes værdighedspolitik fremgår det, at kommunen skal arbejde for at være modelkommune i forhold til at udvikle og kvalificere den kommunale palliative indsats. Her er spillet Den Sidste Tid et væsentligt redskab.

FAKTA.
Roskilde Kommune modtog i 2016 3.380.000 kr. fra Sundhedsstyrelsens satspulje til at gennemføre projektet En Værdig Død – i eget hjem i 2016-2018.
Projektet gennemføres i samarbejde med Roskilde Sygehus og de praktiserende læger.