46 SPILLESTEDER OG FESTIVALER I HELE NORDEN SKAL PRÆSENTERE LIVEMUSIK – GIMLE UDPEGET SOM PULS-ARRANGØR

Nordisk Kulturfond har i dag udpeget de 46 puls-arrangører, der skal give publikum i hele Norden koncertoplevelser med lovende nordiske artister i de næste tre år – heriblandt Gimle. Med denne udpegning af puls-arrangører uddeler fonden DKK 4,1 mio., hvilket betyder, at der i det kommende år kan afvikles mere end 300 koncerter.

 

Gimle er blevet udpeget som puls-arrangør! Puls er et projekt der løber over de næste 3 år og helt konkret vil det det betyde, at vi vil se flere artister fra de nordiske lande på Gimle.

Kunstnerisk leder på Gimle, Lauritz Jørgensen udtaler:

 “Vi ser virkelig frem til at komme i gang med dette projekt. Den nordiske scene sprudler af fantastiske livenavne, og jeg ser frem til at vi kan præsentere nogle af disse i Roskilde. Samtidig vil jeg gøre, hvad jeg kan for at få anbefalet så mange som muligt af de fede danske acts for mine nye nordiske puls-kollegaer.”

 Med puls er det lykkedes at vende det traditionelle blik på musikeksport på hovedet og i stedet se på importen af musik fra andre nordiske lande via arrangørenes arbejde. Puls har også fået stor national opbakning fra de nordiske lande og de nordiske kulturministre, og op mod 40 % af uddelingen i 2017 er finansieret af Nordisk Ministerråd for Kultur, Statens Kunstfond i Danmark, Music Foundation Finland samt Undervisnings- og kulturministeriet i Finland.

 Opbakningen ses også tydeligt i ansøgerfeltet, hvor ikke mindre end 105 koncertarrangører fra hele Norden havde søgt om at blive puls-arrangører i 2017-2019.

Seniorrådgiver i Nordisk Kulturfond Eline Sigfusson udtaler:
”Vi har haft et meget stærkt ansøgerfelt, som viser, at interessen for at arbejde med nordisk livemusik er stor og voksende. I en virkelighed, hvor vi streamer musik fra digitale tjenester, er livemusikken blevet et af de mest centrale omdrejningspunkter i musiklivet. Derfor er det vigtigt for os at understøtte, at livemusikken i højere grad tør satse på at overskride landegrænser i Norden. Med udpegningen af puls-arrangører har vi også muligheden for at etablere et stærkt netværk af nordiske scener, som kan åbne døre for flere spændende artister og tilbyde dem et større nordisk publikum.”

Puls-arrangørerne har fået støtte til at afvikle i alt 309 koncerter samt midler til publikumsudvikling. Støtten er uddelt specifikt for ét år ad gangen til et konkret program på mellem 5-10 koncerter, som skal afvikles i perioden august 2017 – august 2018.

Læs hele pressemeddelelsen fra Nordisk Kulturfond og se oversigt over tilskudsmodtagere her:

https://www.nordiskkulturfond.org/nyheder/46-spillesteder-og-festivaler-i-hele-norden-skal-praesentere-livemusik/