Onsdag den 8/6 kl. 11 skal løgene i bedene på Stændertorvet skiftes ud med sommerblomster. 10.000 løg bliver taget op og bliver lagt i poser, som borgerne gratis kan få med hjem. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunens medarbejdere med grønne fingre fortæller, at der bliver tale om ”lykkeposer”. Man får løg med hjem fra blomsterblandingen ’Spring Sunset’, men kan ikke vælge hvilke.
blomster stændertorvet

Der er heller ingen 100% garanti for, at løgene kommer op igen næste år.

”På trods af den barske behandling som løget får, når gartnerne graver det tidligt op for at gøre plads til sommerblomsterne, så kan det godt lade sig gøre at få blomster ud af løgene til næste år. Især Narcisser og Krokus vil være gode til at komme igen flere år frem”, siger landskabsarkitekt Mette Jessen.

Mette Jessen fortæller, at løgene skal i jorden igen mellem slutningen af august og indtil ca. midt i november. Inden da skal man undgå, at løgene bliver angrebet af svamp og, at de tørrer ind.

”Du kan lægge dine løg under en busk i haven indtil de grønne dele er tørret ind og jorden kan rystes af. Derefter lægger du løgene skyggefuldt og køligt. Hvis du har god plads, kan du også lægge løgene tørt og skyggefuldt i et net eller trådkurve og lade dem ligge indtil de skal i jorden – men kun i et enkelt lag”, forklarer landskabsarkitekten.

Sammen med løgene får borgerne en lille brugsanvisning på, hvordan de bedst behandler dem, for at de kommer op igen næste år.

”Spring Sunset” er inspireret af de farver, der på en smuk forårsaften maler himlen i violette og gyldne toner.
Løgblandingen har kun været vist ved Palæmuren i Roskilde, på den store hollandske blomsterudstilling Keuchenhof og i Trädgårdsforeningens park i Linkøping i Sverige.

Medarbejdere fra Roskilde Kommune har været med til at designe løgblandingen, som er lagt af gartnerne fra Materielgården.

Der er lagt ca. 70 løg pr. m2, dvs. der er plantet i alt ca. 10.000 løg i de to bede ved Palæmuren.