Det er den musikalske fødekæde, Roskilde Byråd stiller skarpt på, når de torsdag den 30. juni besøger Backstage Village på årets Roskilde Festival. Her møder de bandet Katinka, som udover at spille også vil fortælle om deres lokale rødder og vejen fra bla. Roskilde Musiske Skole til Roskilde Festival, hvor de spiller tirsdag den 28. juni på Rising scenen. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Med på dagen kommer også et bredt udsnit af musikaktører; Talentklasserne på Østervangsskolen, Gimle Soundtjek, Gimle, INSP! Sound, Roskilde Gymnasium, Roskilde Katedralskole, Bandakademiet og Roskilde Festival, som alle vil fortælle om deres tilgang til at arbejde med den musikalske fødekæde fra 0-6 års området over talentudvikling til gennembruddet.

Musikby 2020
Byrådets møde er en naturlig forlængelse af, at Roskilde Kommune i samspil med musikaktører fra hele kommunen arbejder på en ny musikbystrategi under overskriften: Musikby 2020. Alle interesserede inviteres til Kick Off på strategien torsdag den 1. september 2016 på Ragnarock.