Prædiken Kristi Himmelfart 5. maj 2016 i Roskilde Domkirke

Af Rasmus H.C. Dreyer, sognepræst ved domkirken

I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London, Vi gentager…

Det er 5. maj. Det er befrielsesdag – og det Kristi Himmelfartsdag. Og hvilket vidunderligt sammenfald!
Eller som en af de få endnu levende modstandsfolk og vidner om alt dette, Knud Christensen, for nylig har sagt det: »Femte maj, den dag da fem års tysk besættelse med vold og mord og terror afsluttedes i en eksplosion af solskin og jubel, „mens kysterne blegned af lykke omkring den befriede jord.“«

Knud Christensen var med i modstandsarbejdet i Jylland. Han var knyttet til nogle af de mest kendte modstandsfolk. Niels og Marius Fiil fra Hvidsten Kro, og den som Knud Christensen purunge Christian Ulrik Hansen. Knud Christensen endte i kz-lejr i Dachau. De andre blev henrettet. De gik i døden med kærlighed til deres land, familie og med tro på en Gud i Himlen. En tro på, at der fandtes en magt, der var større, skønnere, bedre, mere sand og ægte end den onde magt, der havde ladet mørke sænke sig over verden og fædreland.

Christian Ulrik Hansens afskedsbrev fortæller om den tro, der lå bag deres mod: ”Jeg takker min Gud for, at jeg fik lov til at leve i denne tid… det sidste år har vist mig, at krudtrøgen ikke kan skjule Guds ansigt, og at der kan gro blomster i granathuller, og at der findes et billede af Gud i mennesker bryst. Det har livet lært mig”.

Christian Ulrik Hansen blev henrettet fredag den 23. juni 1944.

Den 5. maj om morgenen var Knud Christensen på vej til Danmark. Det samme var min bedstefar. Han var flygtet til Sverige, da det hele var blevet for hedt for ham i 1943. Men det betød ikke, at han ikke ville kæmpe. 5. maj om morgenen var han på vej med færgen til Helsingør sammen med Den Danske Brigade. Klar til at overtage den militære magt i Danmark i magttomrummet efter den slagne tyske værnemagt.

Knud Christensen var ikke på vej for at kæmpe. Han var bare på vej hjem. Han var netop kommet svækket og udmagret til Sverige med de hvide busser, da frihedsbudskabet lød i radioen. Også han nåede en færge over om morgenen: »I en bil, som på mærkværdig vis var skaffet til veje, kørte vi ad kystvejen ned mod København. Flag ved flag og lysegrønt bøgeløv”, fortæller han. Ja, som vi sang med Grundtvig: ”Vaj nu, Dannebrog, på voven, rul nu, bølge himmelblå! Spring nu ud, hver bøg i skoven, sjunger alle fugle små!”

I gamle dage var det skik at samle frisk bøgeløv i skovene aftenen før Kristi Himmelfart, og så pyntede man hjem og kirke med de friske grønne blade som et endegyldigt pant på Kristi sejr over døden og mørket: Fordi Kristi Himmelfart netop var og er kulminationen på opstandelsen – her ophøjes Kristus for øjnene af os alle. Han var ikke bare et menneske, der tilfældigvis ikke rigtigt døde – nej, han var virkelig Guds Søn; både et menneske af kød og blod, der vandrede imellem os, og samtidig den Gud, der sprængte alle erkendelsens og forfængelighedens bånd til verden.

Luther siger et sted, at da Gud blev menneske, blev grænsen mellem himlen og jord også opløst. Den bevægelse af verden, som begyndte i julen, fortsætter over påsken og ind i himmelfarten. Jesus er både højt i himlen og dybt nede hos os.

Forleden var jeg med i optagelsen til et TV-program, der hedder Præstens Lektie. Det sendes på TV2 Øst. I dette program er det som regel præster, der debatterer helligdagenes og søndagenes tekster. Men denne gang var formanden for Ateistisk Selskab også med. Han blev også bedt om at forholde sig til Kristi Himmelfart.

”Guds godhed havde ikke bidt på ham”; som forfatteren Sigrid Undset har sagt det. Og det var klart, at formanden kaldte Kristi Himmelfart for det rene opspind. Han ville se det, før han troede det. Det samme argument må Gud også bøje knæ for i ateisternes analyse.

Men ærlig talt – der er så meget, vi ikke kan se. Magt f.eks. Selvom vi ikke kan se magt, så ved vi jo godt, at magt findes. Magt er ikke bare et ord. Det er ikke bare et begreb. Det eksisterer som en kraft.

Lad mig forklare det lidt nærmere: Magt kan være både ond og god. Ofte må vi forklare, hvilken slags magt, vi taler om for at få hold om det. Korporlig magt – straks ser vi, ja, hvad ved jeg – en SS-officer, en ondsindet lærer osv. – for os. Møder vi den korporlige magt er vi heller ikke i tvivl. Vi vil kunne mærke det på vores krop. Måske se mærkerne efter det. Hvad med at spørge modstandsmanden Knud Christensen, om han ikke kunne mærke den korporlige magt og ondskabens magt på sin krop efter sit ophold i først nazisternes afhøringslokaler og bagefter kz-lejren? Selvfølgelig kunne han mærke, at denne magt var ond. Og han ville ikke være i tvivl om, at den fandtes – også selvom selve magten som reelt eksisterende var usynlig.

Hjerneforskeren og tv-og-radio-værten Peter Lund Madsen har forklaret, at den menneskelige hjerne – ligesom alle andre hjerner – kender sine begrænsninger. Som han siger: ”Hvis vi tager verdens klogeste kat og sender den i katteskole, så kommer den aldrig til at regne”. Der er altså en begrænsning på hjernens fatteevne, og denne begrænsning er absolut og den gælder selvfølgelig også mennesket. Vi kan kun erkende det, som vores hjerne er skabt til at erkende. Men det betyder ikke, at der ikke findes noget udover denne begrænsning i vores fatteevne. Tal og matematik findes også, selvom kattene ikke kan erkende eksistensen af disse.

Jeg har det lidt på samme måde med Kristi Himmelfart. Gud er blevet usynlig for vore øjne. Endog nærmest umulig at erkende. Alligevel har han efterladt os og betroet os sin kærligheds magt. Han vil stadig virke imellem os; det er det, Jesus mener, når han taler om at give os kraften fra det høje, som det hedder i evangeliet til Kristi Himmelfartsdag.

Og måske ser vi ikke, hvor eller hvordan Guds kraft virker i verden. Det kræver i hvert fald indbildningskraften, som Grundtvig taler om – troen, der åbner øjnene for, at vi faktisk kan se sporet efter Guds virke i verden. Den gode Guds kærlighedsmagt har båret os igennem verden trods vores opførsel i verdenshistorien og vores egne små liv. Jeg tror slet ikke, at verden ville have været til endnu, hvis ikke denne Guds usynlige og gode magt reelt eksisterede.

For danskerne var besættelsens onde magt også usynlig de første år af krigen. Tyskerne kaldte sig værnemagt. Ved at kalde sig selv en beskytter-magt ville de have os til at tro, at de var garanter for en god og venlig magt. Men som tiden gik og det daglige liv med denne magt gik op for danskerne – så blev det klart, at dette var en ondsindet magt. En magt, der så sandt som det er sagt, ikke havde rod i kærligheden. Gradvist og år for år blev den synlig som en ond magt.

Uden at forklejne det grusomme politiske program, der lå bag – så er der jo heller aldrig nogen lande, der har bestemt over andre lande, der samtidig har opført sig som kærlige magter. Simpelthen, fordi de ikke elsker det land, som de besætter, sådan som en mand, der bor det elsker det. Han elsker sit land, som han elsker sin kone børn, hjemby og alle sine nærmeste.

Dette at elske sit eget først og er der intet fordækt i. Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv, hedder det. Egenkærligheden er forudsætningen for at give kærligheden videre. Har du ikke kærlighed til dig selv og dit eget, kan du ikke elske den anden, og forstå, hvorfor han elsker sit. Og forud for alt dette kommer kærligheden til Gud. For bliver tiltroen og kærligheden ikke også vendt op ad, da bliver vores kærlighed ikke afstemt med den eneste algode magt i universet: Gud.

Og så kommer spørgsmålet alligevel: Hvorfor forsvinder denne kraft, der er kommet til verden i Kristus så op i himlen og ud i rummet, eller hvordan det nu foregik? Det gør han netop ikke for at bevæge sig væk fra verden – men tværtimod for at bevæge sig længere ind i historien med os mennesker. Med Kristi Himmelfart er Kristus ikke kun sammen med sin lille, udvalgte skare, men sammen med os alle. Det er bl.a. det, vi mener, når vi siger ’himlen’: Gud og altså også Jesus bliver allestedsnærværende. Det er virkelig en kærlighedsmagt fra en Gud, der jo principielt set kunne være ligeglad med os.

Det er han ikke. For hans kærlighedsmagt, som vi i de små forkynder som tro på syndernes forladelse og kærligheden til Gud og hverandre – den kommer os alle nær, når Kristus overskrider historiens rammer, tiden, rummet, kroppen og det jordiske liv. På samme måde er Kristi Himmelfart forudsætningen for, at vi kan være ét med alle dem, der er gået forud for os. Kristi Himmelfart er forudsætningen for, at vi kan være ét med vore døde, være ét med Gud og være ét med kærlighedens magt.

Og foruden Kristi himmelfærd kunne vi måske slet ikke forstå, at den 22-årige Niels Fiil fra Hvidstengruppen, som ikke nåede at opleve en 5. maj med Dannebrog og bøgegrene, den sidste dag han levede skrev til sin mor:
”Nu vil jeg håbe, at Gud i himlen vil være med jer alle og holde sin hånd over jer, ligesom han også har hjulpet os gennem denne tid, hvor Han har givet os en mening med livet”.

Fordi Gud med sin Søn er i Himlen, er Gud på samme tid hos Niels Fiil, og vi er sammen med ham, netop som jeg læser disse hans sidste ord.

Amen.

Del på sociale medier